Af Erik Meineche Schmidt
Dekan, Det Naturviden­skabelige Fakultet

Forrige fredag havde jeg inviteret alle medarbejdere ved Det Naturvidenskabe­lige Fakultet til en orientering om fakultetets økonomiske situation. Formålet var at give en objektiv beskrivelse af strukturen i fakultetets økonomi for dermed at forklare det tilsyneladende paradoks, at fakultetet har økonomiske problemer, samtidig med at de offentlige bevillinger til forskning øges væsentligt i disse år. Mit hovedbudskab var, at fakultetets succes med at tiltrække eksterne midler nu har nået et så højt niveau, at basismidlerne ikke længere kan følge med.

Situationen kan kort beskrives som følger. Fakultetets årlige indtægter er ca. 1.000 millioner kr., hvoraf de 600 millioner kr. stammer fra undervisningstaksametre og basis­midler til forskning, mens de resterende 400 millioner kr. stammer fra eksterne forsk­nings­midler. Fakultetet har udgifter til husleje, bygningsdrift, bidrag til central­admi­nistrationen, TAP-løn m.m. på ca. 420 millioner kr. Til denne udgift bidrager overheadet fra de eksterne forskningsmidler for tiden kun med ca. 60 millioner kr. Altså skal indtæg­terne fra undervisningstaksametre og basismidler bidrage med de resterende ca. 360 millioner kr. Men da sidstnævnte indtægter herudover også skal finansiere løn til det faste videnskabelige personale, forskeruddannelse, nødven­dige investeringer i infrastruktur, nye faglige initiativer osv., er det ikke så sært, at systemet nu er kommet ud af balance.

Politikerne har også erkendt denne problemstilling, idet de i forbindelse med det seneste globaliseringsforlig har besluttet at øge overheadprocenten på statslige bevillinger fra de nuværende (de facto) 20 % til 44 %. Problemet er, at denne ændring er for længe om at slå igennem. De fleste statslige bevillinger er nemlig tre-fire-årige, og det betyder, at vi et stykke tid endnu må nøjes med den gamle overheadpro­cent på dele af bevillingerne. Derfor vil den nye overheadprocent først være slået fuldt igennem omkring 2013 – og hertil kommer, at der fortsat ikke er overhead på bevillinger fra f.eks. private fonde.

Den nye universitetslov – og de efterfølgende fusioner – har også medført ganske betydelige ekstra udgifter for universiteterne, primært til admi­nistrative og organisatoriske tiltag. Vi må derfor konstatere, at fakultetets indtægter de facto stagnerer – og så hjælper det jo heller ikke på situationen, at vi pga. sommerens svig­tende tilgang til studierne også må se en nedgang i STÅ-indtægter i øjnene.

Når dette er sagt, skal det retfærdigvis tilføjes, at politikerne givetvis mener det alvorligt med beslutningen om at øge den offentligt finansierede del af forskningen til en procent af bruttonationalproduktet. Og der skal også kippes med flaget for den visionære beslutning om at ekspandere ph.d.-uddannelserne væsentligt – med tilhørende finansiering. Samtidig må det dog konstateres, at ”vejen til Barcelona” er belagt med store ufordelte puljer, som vil gøre betydeligt mere gavn ved ”at komme ud og arbejde”.

Jeg tror også, at nogle politikere (og nogle embedsmænd) ligger under for den opfattelse, som uvægerligt fremføres af diverse ”observatører”, at det ikke er klogt at øge forskningsmidlerne for hurtigt, da det vil gå alvorligt ud over kvaliteten.

Men jeg kan forsikre, at Det Naturvidenskabelige Fakultet ikke ser noget som helst kvalitetsproblem i at lette foden lidt fra bremsen, og jeg kan i den sammenhæng tilføje, at det samme gælder de øvrige teknisk-naturvidenskabelige fakulteter i Danmark, som heller ikke kan få økonomien til at hænge sammen i øjeblikket.