Aarhus Universitets segl

Hvorfor er forskere så kedelige

Og hvorfor bliver de både kedeligere og kedeligere og dummere og dummere, spørger Bruce Charlton, der er professor i teoretisk medicin ved University of Buckingham og redaktør af tidsskriftet Medical Hypotheses, i en artikel i Oxford Magazine. Svaret skal ifølge professoren findes i videnskabens udvælgelses- og oplæringsproces, der ubarmhjertigt udsletter inter-essante mennesker. Den slags bliver i stedet … journalister.


Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk

Gad vide om professor Bruce Charlton selv er en videnskabelig humørspreder af Guds nåde. Det spørgsmål hænger lidt i luften oven på den engelske professors verbale håndkantslag mod sin profession og sit miljø i det seneste nummer af tidsskriftet Oxford Magazine.
I sin artikel konkluderer han bl.a., at ”den kreative klasse” er forsvundet fra universiteterne, fordi moderne forskning kræver konforme bogholdertyper, der ikke har noget imod at arbejde under det kolossale bureaukrati, der omgiver forskningen i dag.

Han er muligvis ikke for klog, men kedelig kan man ikke beskylde ham for at være. Eddie Murphy i forklædning som The nutty Professor

Kedelig karrierevej

– Det er ikke nogen historisk tilfældighed, at forskere bliver både dummere og kedeligere. Det er en naturlig konsekvens af den kendsgerning, at forskere, som forsøger at lave interessant forskning, oftest ikke kan få finansieret deres forskning, fordi bevillingsgiverne er bange for, at de ikke leverer varen. Desuden vil de fleste videnskabelige tidsskrifter ikke publicere interessant forskning, fordi der er større risiko for, at resultaterne er forkerte, skriver Bruce Charlton, der i hvert fald ikke kan beskyldes for at afvise ”interessant” forskning i sit ”eget” tidsskrift Medical Hypotheses. I et af de seneste numre kan man bl.a. læse en artikel med titlen: ”Ejaculation as a potential treatment of nasal congestion in mature males.”

Et af problemerne er ifølge Charlton den utroligt kedelig karrierevej i forskningsverdenen. Man skal som regel knokle 10-15 år under andres ledelse, inden man har en lille chance for at få et fast job med mulighed for at afprøve sine egne forskningsideer. Men selv om man har sørget for at holde sig gode venner med de rigtige folk undervejs, er sandsynligheden for, at man ender som et lille hjul i en andens forskningsmaskine resten af livet, dog langt større. Derfor er det kun samvittighedsfulde og venlige bogholdertyper, der bliver hængende i systemet.
– Problemet er også, at hele forskningsprocessen i dag går så langsomt. Der skal planlægges, søges penge, indhentes tilladelser, sørges for logistik osv. Hvis man læser erindringer fra forskere op til midten af 1960’erne, bliver man lamslået over, hvor hurtigt forskningen gik før i tiden. Man kunne sætte et eksperiment op og få nogle resultater i en fart. Det var med til at holde de kreative folk med de vilde ideer i forskningen, skriver Bruce Charlton.

Samvittighedsfuldhed og intelligens
Han mener, at mange af de kloge og kreative folk, som burde arbejde med forskning, i dag er søgt over i andre fag – især journalistik.
– De skarpeste hjerner med de mest interessante ideer bliver i dag videnskabsjournalister, redaktører og skribenter ved videnskabelige tidsskrifter eller blogger om forskning. Eller også bliver de forretningsfolk. Her kan de arbejde hurtigt, afprøve deres egne ideer og få daglig feedback på deres arbejde. Hvor findes en tilsvarende daglige stimulering i forskningsverdenen? spørger professor Charlton.
Han er ikke bleg for at opstille den hypotese, at forskere i dag ikke blot er kedeligere, men også dummere end før i tiden.
– For at være forsker i dag skal man først og fremmest være en venlig, samvittighedsfuld og udholdende person. De karaktertræk er sjældent forenelige med den lidt skæve, kreative og ”vanvittige” personlighed, der næsten altid har været kendetegnende for de største videnskabelige genier. Der er intet, der tyder på, at der er en positiv korrelation mellem IQ og samvittighedsfuldhed – snarere tværtimod – og det betyder, at i takt med at disse bestemte karaktertræk fremelskes blandt forskerspirer, ja, så falder IQ’en, skriver Bruce Charlton.

Kreative galninge
Der er brug for flere intelligente, kreative galninge i videnskaben. Forskere, der med deres brillante uortodoksi kan generere, kritisere og teste nye ideer, skriver professoren, hvis meninger, holdninger og forskning kan følges på bloggen www.charltonteaching.blogspot.com
– Vi må have vendt udviklingen, så de klogeste og de mest kreative og interessante mennesker igen vil være forskere. Spørgsmålet er, hvad der skal til, og svaret på det spørgsmål kommer helt sikkert ikke fra forskningen, slutter Bruce Charlton sin artikel.



Har professoren ret?

 

Campus har spurgt en række forskere fra Aarhus Universitet, om Bruce Charlton har ret i, at ”systemet” gør forskerne kedeligere og dummere.


Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk

– Han har mere ret, end rart er. Vi har langt hen ad vejen indrettet et system for bogholdere og administratorer, lyder den umiddelbare kommentar fra professor i idræt Verner Møller.
– Tag sådan noget som hele tidsskriftsystemet. Det er virkelig med til at gøre os kedelige og konforme. Vi skal alle publicere i de fineste, internationale tidsskrifter, og det betyder, at vi skal skrive artiklerne på en særlig måde, så de kan antages af peer review-systemet. Har man først fundet matrixen for, hvordan man skriver til de tidsskrifter, kan man sprøjte den ene uoriginale artikel ud efter den anden, som ingen gider læse. Desværre er det dem, der er penge og prestige i, hvorimod bogen nærmest er blevet illegitim, siger Verner Møller.
Lektor Hans Hauge fra Nordisk har prøvet at få en artikel afvist, fordi den var for ”sprælsk.”
– Jeg blev bedt om at skrive et indlæg til en bog efter en konference i Norge, hvor jeg havde holdt et foredrag. Så jeg skrev en artikel, der både var morsom, polemisk og aktualiserende. Men jeg fik den tilbage i hovedet fra en bedømmer, der mente, den var for morsom. Det var ikke videnskab. Så jeg skrev den om, tog det sjove, polemiske og aktualiserende ud af den og lavede til gengæld et omfattende noteapparat, så den blev tilpas kedelig. Og så blev den antaget. Så var det videnskab, fortæller Hans Hauge.

Finansieringen fremmer kedelig forskning
– Hvad er det for en fortid, selvforståelse og forskningsverden, der idylliseres hos den engelske forsker – hans egen monstro? Hvis man tror, der er stor kreativ frihed alle andre steder end på universitetet, så kan jeg anbefale et kort ophold i en anden branche, skriver lektor Hanne Bruun fra Medievidenskab i en mailkommentar til professor Charltons synspunkter.
Lektor Ernst Martin Füchtbauer fra Molekylærbiologi mener, at Bruce Charltons syn er udtryk for en klassisk kulturpessimisme.
– Han er en af den slags personer, der mener, at den bedste tid var for 20, 30 eller 40 år siden – afhængig af hvor gamle de selv er, siger Ernst Martin Füchtbauer, som dog ikke afviser professorens pessimisme på alle punkter.
– Han har fuldstændig ret i, at både finansiering og publikationsmulighederne i dag fremmer kedelig forskning. Forskerne satser på det sikre – som sjældent er det mest spændende – fordi det er her, pengene ligger.

De bindegale findes stadig
Professor i ledelse Anders Drejer fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet erklærer sig derimod helt enig med Bruce Charlton.
– Desværre, må jeg sige. Hvis der ikke findes ledelsesmæssigt mod til at skabe andre arbejdsbetingelser for forskere i Danmark, så vil mismod, selvcensur og demotivation sprede sig, fuldstændig som Charlton beskriver. Jeg håber virkelig, at vores ledelse på AU vil leve op til de idealer om frihed og uafhængighed, som er indskrevet i universitetets værdigrundlag. Ellers er vi ilde stedt, skriver Anders Drejer i en kommentar.
Professor Søren Keiding fra Kemisk Institut er mere optimistisk.
– Det er klart, at der er en tendens til at lave ensretning og brands. Den findes overalt og ikke kun på AU, og den skal hele tiden afbalanceres med kravet om rummelighed og accepten af det grænsesøgende og grænsesprængende. Direkte adspurgt kan jeg heldigvis sagtens finde et stort antal kreative, bindegale og ”utilpassede” forskere på AU – og hurra for det, siger Søren Keiding.

Forskere læser ikke
Den tidligere håndboldspiller på eliteplan Verner Møller vil da heller ikke anerkende, at han selv er blevet kedeligere og dummere af at blive forsker.
– Men systemet er også med til at barbere mig ned og gøre mig mere konform. For eksempel er det et problem, at vi forskere ikke har tid til at læse længere. Vi skriver og skriver, så blodet sprøjter, og læser så forfærdelig lidt – højst abstractet, så vi husker at citere. Det bliver man altså dummere af. Læsning og forskning hænger jo uløseligt sammen, og derfor er det absurd, at snart det eneste, man som forsker ikke skal registrere, er, hvad man har læst, konstaterer Verner Møller­ – der stadig tager sig tid til at læse en del, så han ikke bliver dummere.

Har professor Bruce Charlton ret i, at det moderne ”universitetssystem” er med til at gøre forskere både kedeligere og dummere? CAMPUS opfordrer AU-forskere til at kommentere synspunktet i korte læserindlæg (maks. 1500 anslag) til campus@au.dk Deadline tirsdag den 20. januar.