Af Helge Hollesen, hho@adm.au.dk
og Kristian Serge Skov-Larsen, ksl@adm.au.dk
– Jeg tror, der er nogle, der ikke er klar over det, men vi sender faktisk næsten alle de penge, vi modtager, videre ud lokalt til hovedområderne. Og vi kræver kun nogle tilbage i det niveau, der bliver trukket på den fælles administration. Det er nok den misforståelse, jeg allerhelst vil have ryddet af vejen. At vi i rektoratet har en stor pengekasse, som vi kan fordele til de forskningsprojekter, vi har lyst til. Al forskning skal efter min mening prioriteres ude i de faglige miljøer, hvor de har fingeren på pulsen.
Rektoratets ledelsespulje, som er den eneste bevilling, der ikke direkte indgår i fordelingen mellem hovedområderne, bliver ikke brugt til eliteforskning.
– Vi har brug for ledelsespuljen til at kunne igangsætte aktiviteter, der går på tværs af hovedområderne eller andre strategiske satsninger, som f.eks. humanioraplanen, hvor AU jo investerede betydelige midler i en styrkelse af det humanistiske område. Centrale midler vil eksempelvis også kunne holde liv i den slags forskning, som ikke harmonerer med tidsånden, men som alligevel har strategisk betydning for universitetet, forklarer Søren E. Frandsen.
Prorektor for det strategiske område og fungerende universitetsdirektør Søren E. Frandsen understreger, at forskerne i forvejen kæmper hårdt med at skrive ansøgninger og hente eksterne midler til universitetet. Derfor skal de ikke kæmpe endnu en gang, når pengene er kommet inden for døren. Dermed stiller Søren E. Frandsen sig også kritisk over for den model, som andre universiteter har valgt, og som videnskabsministeren roser, hvor en del af de fælles indtægter beholdes centralt med henblik på at støtte særlige forskningsprogrammer. Hvis særlige forskningsprojekter skal støttes, kan det på AU ske igennem Aarhus Universitets Forskningsfond, der hvert år uddeler en del af overskuddet, og hvor der også skal være fuld klarhed om ansøgningsfrister og kriterier.
– Bevillinger skal være et resultat af en klar og gennemskuelig proces og et resultat af en faglig vurdering og dialog, siger Søren E. Frandsen.
Mere reelt selvstyre
Gennemskuelighed er til gengæld ikke lige det første ord, som den fungerende universitetsdirektør vil sætte på efterårets forhandlinger med regeringen om fordelingen af globaliseringsmillionerne.
Først var udmeldingerne, at omkring halvdelen ville blive fordelt som basismidler, så kom regeringen med et chokudspil på kun 10 procent – resten skulle fordeles i fri konkurrence.
Efter megen diskussion nåede man frem til det endelige resultat på omkring 30 procent.
– Det resulterede i en betydelig usikkerhed om universiteternes økonomi for 2009 og de følgende år, når man løbende ændrer signaler om størrelsen af universiteternes basisbevillinger, der er så afgørende for den langsigtede udvikling af universiteterne. Det er jo ikke sådan, at vi lægger vores budgetter, to måneder før året starter – og helt konkret var aktivitetsniveauet for 2008 baseret på regeringens tidligere udmeldinger om størrelsen af de kommende års udmøntning af globaliseringsmidlerne. Derfor var det en mildest talt meget udfordrende proces at få budget 2009 i hus.
Søren E. Frandsen ser en generel tendens, blandt andet eksemplificeret ved den nye akkrediteringsinstitution, til, at man centralt gerne vil blande sig mere i universiteternes drift.
– Man har sagt, at vi skal være selvstyrende med egne bestyrelser, men på trods af det synes der at være en tendens i retning af mere og mere detailstyring og ønske om færre basisbevillinger i forhold til de strategiske midler. Den holdning forstår jeg ikke. Jeg mener, at man nu bør vise bestyrelserne, den daglig ledelse, og ikke mindst forskningsmiljøerne tillid og et rimeligt råderum, så vi derigennem får mulighed for at vise vores værd.
”Måske” til ny fordelingsnøgle
Netop som efterårets store forhandling om globaliseringsmillionerne er forbi, er videnskabsministeren for alvor ved at gå i gang med en ny: nemlig fordelingsnøglen for fremtidens basismidler. Når nye midler til basisforskning skal fordeles, som f.eks. dem i efterårets globaliseringspulje, sker det i dag efter, hvor mange eksterne forskningsmidler, hvor meget undervisning og hvor mange ph.d.er de enkelte universiteter har (se side 7). Det kan i fremtiden blive suppleret af nye fordelingskriterier som f.eks. antallet af publicerede artikler. I dag bruger Aarhus Universitet den samme model til at fordele basismidlerne internt mellem hovedområderne, som ministerierne bruger til at fordele dem mellem universiteterne.
– Hvis der kommer en ny fordelingsmodel fra ministeriet, skal vi så også ændre fordelingsmodel på AU?
– Den nye fordelingsmodel kender vi jo endnu ikke, men bliver vilkårene for bevillinger ændret, skal vi sikre, at universitetet bliver bedst muligt gearet til at modtage de midler, som er så vigtige for vores samlede forskning, uddannelse og myndighedsbetjening. Så selvfølgelig vil en ny model komme til at smitte af på den måde, vi fordeler basismidlerne internt på Aarhus Universitet, forklarer Søren E. Frandsen, som garanterer, at Aarhus Universitet gør, hvad det kan, for at få en ny fordelingsmodel, der kan udgøre et godt grundlag for videreudviklingen af Aarhus Universitet.
Vi lever af forskningen
Dog behøver universitetets ansatte ikke frygte, at den nye model kan trække tæppet væk under Aarhus Universitets økonomi.
– Vi er ikke helt så følsomme som andre universiteter for, hvilken model vi ender på, fordi vi generelt set ikke er helt så afhængige af STÅ-indtægterne som andre universiteter, fordi vi har stor søgning til vores uddannelser, og fordi vi har et stærkt forskningsmiljø, der er dygtige til at hente eksterne forskningsmidler. Derfor tror jeg heller ikke, vi skal være så bekymrede. Men selvfølgelig kan det betyde forskydninger mellem hovedområderne. Det vigtigste er jo, at vi samlet er i stand til at levere varen på både forsknings-, uddannelses- og myndighedsområdet.
Som CAMPUS beskrev i sidste nummer, kommer kun 22 procent af universitetets indtægter i dag fra undervisningen. Resten kommer enten fra myndighedsbetjening, basisforskningsmidler eller fra konkurrencemidler vundet i private eller offentlige puljer. Derfor er universitetet også dybt afhængigt af at have et forskermiljø, der kan hente de nødvendige penge hjem til forskernes projekter.
– Vi skal have stærke forskere, der kan blande sig og vinde penge i de internationale konkurrencer. Desværre er det sådan, at det næsten ikke kan lade sig gøre at drive forskningsbaseret undervisning for STÅ-taksterne alene – her tænker jeg specielt på størrelsen af STÅ-taksterne på de såkaldt ”tørre” områder. Der er brug for basismidler og eksterne midler til at sikre det fornødne forskningsmæssige grundlag for uddannelserne. Det, vi har brug for – i både den nationale og internationale konkurrence – er de stærke forskermiljøer, der er i stand til at levere den solide og nyskabende grundforskning, de spændende uddannelser og de mere anvendelsesorienterede forskningsdiscipliner. De stærke forskningsmiljøer får vi bl.a. gennem etablering af miljøer præget af kvalificeret forskningsledelse, forsknings- og ytringsfrihed og, ja, generelt gode rammevilkår, forklarer Søren E. Frandsen.
Foden lidt væk fra speederen
Generelt understreger Søren E. Frandsen, at han ser universitetets økonomi og organisation som stærk og sund – også selvom fusionerne naturligvis har været en voldsom udfordring.
– Selvfølgelig er der nogle ting, der skal løses på den korte bane: Forskellige kulturer, traditioner og administrative systemer skal jo spille sammen, og vi skal også have styrket samspillet mellem de faglige miljøer. Men vi er trods udfordringerne altså godt på vej, og langt de fleste af vores forskningsmiljøer er, på godt jysk, ganske godt kørende, og jeg tror, at fusionen har givet universitetet et nyt og spændende perspektiv, så vi om ti år vil se et Aarhus Universitet, der er væsentligt stærkere end i dag. Trods finanskrise og usikkerhed om f.eks. basisbevillingernes størrelse de kommende år ser den fungerede universitetsdirektør med optimisme på AU’s fremtid. Så selvom hverdagen er præget af fusionsarbejdet, økonomi og universitetets usikre rammevilkår, får det ikke sveden frem på panden hos den fungerende universitetsdirektør.
– Vi har taget foden lidt fra speederen i 2009 i forhold til året før, men vi kører fremad, og bilen har det grundlæggende godt, understreger Søren E. Frandsen.
Se indføringen i, hvordan universitetets økonomi hænger sammen her (pdf)
