Aarhus Universitets segl

Tema om Statsbiblioteket

4.497.394
Så mange bøger, tidsskrifter og materialer gemmer der sig på Statsbiblioteket.
Men institutionen inde bag det store gule tårn er meget mere end de håndgribelige materialer. De senere år har bl.a. internettets søgemaskiner givet nye udfordringer for forskningsbiblioteket. Google har ændret vores måde at søge efter information på. Informationstilfredsstillelsen kræver kun ét søgefelt og et par dovne museklik, og den virkelighed har også Statsbiblioteket skullet indrette sig efter.
– Når folk i dag kommer til et biblioteks hjemmeside, forventer de at finde ét allround søgefelt. Her skriver de to-tre søgeord, og så regner de med, at det materiale, de skal bruge, dukker op som det første. Men de forventer også at finde noget, som kan inspirere dem i den videre søgning. Det er den store forskel fra tidligere, siger Hans Lauridsen, der er ansvarlig for Statsbibliotekets webstrategi.
For en del studerende er Statsbiblioteket samtidig den ideelle tilholdssted på et universitet, der mangler læsepladser.
– Jeg bruger mest Statsbiblioteket i eksamensperioderne. Det er hyggeligt, og så er der mere ro end på mit institutbibliotek. Desuden er det rart at have bøgerne og kantinen tæt på, siger Mikkel Kaczmarek, der læser informationsvidenskab.

Se hele temaet om Statsbiblioteket på side 9-14 i pdf-versionen af CAMPUS