Af Louise Debois
ldn@adm.au.dk
– Du må selv vælge, om du vil skyde med riffel eller pistol. Vi har det hele, siger Kåre Janussen, formand for Akademisk Skytteforening Aarhus, til mig, da jeg træder ind ad døren til klubbens lokaler. Jeg bliver enig med mig selv om, at det vist er mest action-helte-agtigt at skyde med pistol, og jeg føler mig allerede hensat til slutscenen i Mission Impossible – der hvor Tom Cruise redder hele verden fra de onde gangstere – men falder hurtigt ned igen, da jeg får mit første skydevåben i hånden. En Walther GSP kaliber .22. Jeg kigger mistroisk på den. Den ligner en pistol fra en gammel westernfilm med imiteret træskaft og langt metalløb. Men det skal man nu ikke lade sig narre af, forsikrer Kåre. Faktisk kan den dræbe på en afstand af 1600 meter. Jeg mærker mit hjerte banke en lille smule hurtigere.
– Patronhylsteret propper du op i pistolen. Så tager du ladegreb, holder armene strakte, sigter og skyder.
Kåre fortæller, at hvis jeg er god til at ramme, kan jeg få lov at skyde med de såkaldt ”grove” våben, der har større patroner. Jeg spørger, om de er mere action-helte-agtige. Kåre nikker, og jeg sætter mig med det samme det mål, at jeg skal have fingrene i dem. For skal man ikke have et lille action-gen i sig for at gå til skydning? Kåre griner lidt af mit spørgsmål.
– I starten er det måske en drengedrøm, man lever ud, men våbnet bliver med tiden bare et redskab, forklarer han, der kan fejre 10-års skyttejubilæum i år.
Syrearme
På vej ind til skydebanerne får jeg stukket et par store ørebøffer i hånden. Jeg indvender, at sådan nogle har Tom Cruise da ikke på hovedet, når han nedlægger forbrydere. Men Kåre mener, at mine ører vil værdsætte det. På én lang række står skytteklubbens medlemmer nemlig og fyrer patroner af med efterfølgende smæld, brag og krudtrøg. Vi stiller os i passende afstand fra de andre. Sikkert en god idé, tænker jeg og prøver febrilsk at huske, hvad jeg fik at vide for to minutter siden. Jeg kigger op. I stedet for tarvelige forbrydere og store mafiabosser står der et lille papskilt for enden af den 15 meter lange bane.
– Skal jeg ramme dén der, spørger jeg en anelse skeptisk.
– Ja, og helst i det lille sorte felt, siger Kåre.
Godt så. Højre pegefinger på aftrækkeren, det ene øje lukket og SLAM, så har jeg fyret mit
første skud af sted.
– Det blev en 3’er. Ikke i det sorte felt, men godt klaret, siger Kåre. Adrenalinen pumper, og jeg lægger an til næste skud. BANG. Uden for det magiske felt, desværre. Efter tredje skud, der rammer en 6’er, mærker jeg, hvordan mine arme begynder at syre til. Det må sige noget om den motionstilstand, min eksamensprægede krop befinder sig i for tiden, tænker jeg en anelse nedtrykt, men Kåre kommer mig til undsætning og fortæller, at pistolen faktisk er tung og vejer et par kilo. Når jeg ser de andre skyde igen og igen, fornemmer jeg nu alligevel, at syrearme efter bare tre skud ikke ligger inden for normalen. Måske er det også derfor, mine patroner konsekvent lander i underkanten af det sorte felt?
Glock’en og mig
50 skud og et par meget trætte arme senere kommer trænerens første vurdering.
– Fint for en nybegynder. Dine skud er samlet inden for et lille område af skiven, så du må gerne prøve de grove våben. Sådan!
Det er tid til kaffepause sammen med de andre inde i klubbens fælleslokale, hvor jeg lægger mærke til, at næsten alle rundt om bordet er mænd.
– Men skydning behøver ikke kun være en drengesport. Vi er en meget social klub. Og så er det jo bare sjovt at skyde, siger Marie Jensen. Og det må jeg faktisk give hende ret i. Især ser jeg frem til om et øjeblik at skulle prøve en Glock 9mm på 25 meter-banen.
– Bruce Willis brugte faktisk den model i den første Die Hard-film, fortæller et klubmedlem. Jeg kigger med beundring på det sorte våben i min hånd. Kåre fortæller, at jeg skal være forberedt på det voldsomme lufttryk, der kommer, for patronerne i denne pistol er væsentligt større end i den første.
– Jeg havde rygstøtte på, første gang jeg prøvede den, for ikke at ryge bagover, tilføjer Marie opmuntrende.
Bare ikke Bruce
Koldsveden begynder så småt at trænge sig på, men en rigtig action-heltinde lader sig ikke afskrække, og jeg genfinder koncentrationen. Med Bruce Willis for mit indre blik trykker jeg langsomt aftrækkeren i bund. Der lyder et kraftigt smæld, og krudtrøgen står op omkring pistolen. Så langt, så godt. Men i stedet for at holde fokus og eventuelt puste røgen væk fra pistolen, mens jeg kaster et overlegent blik på papmodstanderen dernede for enden af hallen, får lufttrykket pistolen til at hoppe opad og mig til at vælte et skridt bagud. Jeg forstår bare ikke, hvordan Tom, Bruce og alle de andre kan se så tjekkede ud, når de fyrer en pistol af. Da forskrækkelsens skrig fortager sig, og krudtrøgen letter, ser jeg, at jeg faktisk har ramt papskiven – oven i købet midt i det sorte felt! Helt så heldige er de næste skud ikke, men da vi pakker sammen, siger Kåre, at jeg klarer mig fint af en nybegynder at være, og at de håber at se mig i klubben igen. Skydning er måske ikke den mest oplagte kvindesport, men det har faktisk været rigtig sjovt og hyggeligt at være med. Så selvom jeg ikke ligner Bruce Willis, når jeg skyder, og muligvis skal arbejde lidt med armkræfterne, er det slet ikke usandsynligt, at jeg igen får lyst til at kalde mit indre action-gen frem.
Læs mere om Akademisk Skytteforening Aarhus
på www.as-aarhus.dk
• 25 år. Stud.mag. i nordisk sprog og litteratur og samfundsfag.
• Er vokset op i slikbutik med rigelige mængder af skumfiduser, tivolistænger og lakridssnørebånd. Er stadig en anelse miljøskadet.
• Daglig motion: cykeltur til universitetet og hjem igen (ca. 2 kilometer hver vej).
• Har tidligere spillet badminton.
• Har hørt, at sport og motion skulle være sundt, og har sat sig for at prøve det af i nogle af Aarhus Universitetssports (AUS) medlemsklubber i håbet om at finde sin yndlingssport.
