Af Hans Plauborg
hhp@au.adm.dk
Bestemmer den danske regering virkelig, hvordan universiteterne må eksaminere? Stephen Heyneman blev lettere rystet. Den amerikanske professor i international uddannelsespolitik ved Vanderbilt University i Tennessee gæstede forleden Aarhus Universitet som led i en større rundtur på en række af verdens universiteter. Og det var her – i forbindelse med overværelsen af et adjunktpædagogisk kursus – at han fandt ud af, at den danske regering har forbudt gruppeeksamen.
– Jeg nægtede først at tro det, og jeg må sige, at det er den mest tossede lov, jeg har hørt om længe. Hvis jeg nogensinde får mulighed for at tale med nogen i jeres regering, vil jeg stille dem et eneste spørgsmål: Ønsker I at være konkurrencedygtige, når det gælder videregående uddannelse? Hvis svaret er nej, så skal I ikke ændre den lov, men hvis svaret er ja, så skal den lov, der forbyder gruppeeksamen, ændres straks, siger Stephen Heyneman.
Maksimal frihed
Og manden må vide en ting eller to om emnet. Siden han tog sin ph.d. i komparativ uddannelsespolitik, har han været dybt engageret i emnet. I 22 år frem til 1998 arbejdede han med uddannelsespolitik i Verdensbanken med fokus på effektivitet og konkurrencedygtighed i uddannelsessystemerne, og både den praktiske erfaring og forskningen har overbevist ham om, at universiteter må nyde maksimal frihed for at være konkurrencedygtige.
– En lovgivning mod gruppeeksamen hører hjemme i en anden tidsalder. Det er udtryk for en forældet opfattelse af, hvad en universitetsuddannelse er. Moderne universiteter skal have maksimal frihed til at prioritere ressourcer, opfinde og være kreative, og ingen universiteter bør finde sig i, at en regering blander sig i, hvad der for eksempel er den rigtige eksamensform.
– Men i modsætning til USA er der jo langt større tradition for i Europa, at regeringerne blander sig i universiteternes virke. Er det ikke i orden, når der er tale om offentlige, statsfinansierede institutioner?
– Det er aldrig hensigtsmæssigt med statslig detailregulering og mikrostyring, hvis man ønsker universiteter, der skal klare sig bedst muligt i den internationale konkurrence. Under mit besøg på Aarhus Universitet fortalte mange forskere og undervisere mig om absurde forsøg på statslig regulering. Og det er jo ærgerligt, når Danmark ellers står med gode kort på hånden: Universitetsfusionerne kan potentielt frigive en masse konkurrencekraft, jeres kombination af forsknings- og uddannelsesuniversiteter er fremragende, og lederne har fået en vis indflydelse til at hyre og fyre folk. Sådan er det bestemt ikke i alle europæiske lande.
AU mangler fælles kultur
På spørgsmålet om, hvorvidt noget har overrasket ham i positiv retning under besøget, peger Stephen Heyneman på to forhold.
– I har fantastisk moderne faciliteter på Aarhus Universitet. Lokaler, auditorier, biblioteker og laboratorier virkede til at være state of the art. Den slags er man ikke forvænt med mange andre steder i Europa eller verden for den sags skyld. Desuden blev jeg imponeret over de mange tværfaglige projekter, der syntes at være. Jeg fik indtryk af, at det var ret hurtigt og nemt at skabe et interdisciplinært samarbejde, og den slags er bestemt ingen selvfølge på de fleste universiteter.
Men Stephen Heyneman peger også på mange udfordringer. En af dem er at få skabt en fælles kultur på det nye både fagligt og geografisk meget spredte universitet.
– Under mit besøg på DPU fik jeg det indtryk, at de fleste ikke værdsatte, at de nu var del af et nyt universitet. De tænkte og gjorde i vid udstrækning, som om der intet var sket.
– Hvad kan man gøre ved det?
– Mange ting. Man kan sørge for, at der er incitamenter – også økonomiske – til lave interdisciplinære forsknings- og uddannelsesprojekter. Man skal sørge for at have fælles udvalg om alt fra arbejdsmiljø til ansættelse og forfremmelser. Og så skal man have en fleksibel undervisningsplanlægning, som gør, at folk fra Århus kan køre undervisning i København og omvendt. For mit eget vedkommende underviser jeg i 13 forskellige delstater, selv om jeg er ansat på Vanderbilt i Tennessee. Og det er vel at mærke ikke fjernundervisning. Jeg underviser bare om aftenen, i weekenderne og i sommerferien.
Større alumneindsats nødvendig
En anden stor udfordring for Aarhus Universitet er ifølge Stephen Heyneman at gøre mere ud af alumnearbejdet og det, der på amerikanske universiteter er kendt som ”student affairs”.
– I mangler simpelthen organiserede loyalitetsopbyggende aktiviteter, konstaterer han og fortæller, at der på Vanderbilt University – et universitet, hvor der går ca. en tredjedel så mange studerende som på Aarhus Universitet – er ansat ca. 25 medarbejdere på student affairs-kontoret.
– De folk er ansat udelukkede til at sørge for, at de studerende får en god oplevelse, mens de går på universitetet. De hjælper til med at arrangere en masse aktiviteter for de studerende, så de kommer til at føle en stærk tilknytning til Vanderbilt og til lokalsamfundet. Student affairs-kontoret arbejder tæt sammen med afdelingen for alumneaktiviteter, for ideen er jo, at hvis de har haft gode oplevelser socialt og intellektuelt som studerende, så bliver de også ”gode alumner”, der donerer penge til universitetet, og hvis børn senere kommer til at studere på Vanderbilt.
– Men har et universitet som Aarhus Universitet det samme incitament til at bruge penge på student affairs- og alumneraktiviteter som de amerikanske, der vel ikke kan overleve uden?
– Der er en forskel, det er klart, men Aarhus Universitet har også behov for at skaffe sig flere ikke-statslige ressourcer, hvis man skal være konkurrencedygtig om 15-20 år. Hvor skal de penge komme fra? Alumnedonationer er en blandt flere muligheder, men de kommer ikke uden et stærkt arbejde på at opbygge loyalitet med studerende og alumner, siger Stephen Heyneman.
