Af Martin Reiter Edelberg
Antropologi- og etnografistuderende
Gad vide, om finanskrisen virkelig eksisterer?
Som studerende mærker jeg ikke meget til den. SU’en ruller stadig ind på kontoen, huslejen er ikke steget, ej heller priserne på mad, bøger eller blyanter. Min cykel fungerer upåklageligt, og benzinen er betragteligt billigere nu end sidste år, hvordan det så end er gået til. At boligpriserne falder generer mig ikke det mindste, tværtimod. Hvis krisen fortsætter, får jeg måske ligefrem råd til at træde ind i boligejernes rækker og blive en rigtig voksen med fladskærm og friværdi og alting. Wauw, fremtiden tegner lovende for sådan én som mig.
Men finanskrisen er over os, jeg ved det godt. Det er en veletableret sandhed, som der ikke skal pilles ved og slet ikke laves sjov med. Det er muligt, at de fleste samfundsforhold lader sig forstå som sociale konstruktioner og kollektiv indbildning, men det gælder ikke nationaløkonomien og den voksende arbejdsløshed. Her har vi at gøre med klippefaste realiteter, som ikke er til at spøge med – det gælder jo velfærden og konkrete menneskers liv og levned. At påstå, at disse ting er sociale konstruktioner, er ikke så lidt flabet og tangerer påstanden om, at Vorherre selv er en social konstruktion.
Alligevel er der efter min opfattelse grund til at kigge lidt på, hvad denne finanskrise kan fortælle os om vores samfund og om måden, vi omgås de ressourcer, der tillader os at opretholde livet og endda nyde det en gang imellem. Ved at se finanskrisen som et tilbud om at lære noget om økonomi og om forholdet mellem velstand og velfærd kan vi måske komme til at føle os mindre magtesløse over for tingenes tilstand. Jeg tænker især på to spørgsmål, der begge har at gøre med forholdet mellem økologi og økonomi. For det første: Hvordan kan det være, at vi skal have det skåret ud i pap, at den er gal med klimaet og miljøet, når det på den anden side kun tager tre avisoverskrifter og et Stein Bagger-kollaps at etablere national konsensus om den finansielle krises aktualitet og dybe alvor? For det andet: Hvad er mulighederne for at komme styrket gennem krisen både i forhold til økonomien og økologien?
Kimen til mine overvejelser blev lagt, da jeg i begyndelsen af marts deltog i klimakonferencen Beyond Kyoto arrangeret af Aarhus Universitet. Det var en spændende konference, der blandt andet beskæftigede sig med forholdet mellem klimakrisen og finanskrisen. Det blev drøftet, hvorvidt finanskrisen kan gå hen og blive en drivkraft bag en virkelig ambitiøs udvikling af miljøvenlig teknologi, sådan som miljøfolk har efterspurgt det i årtier, eller om man snarere skal forvente, at ambitionerne på miljøområdet nu vil blive skruet ned til et minimum af hensyn til økonomien. Mange på konferencen udtrykte håb om, at man fra politisk hold vil begynde at satse målrettet på bæredygtig teknologi og på udfasning af alt det gamle skrammel fra den fossile æra, fordi man har indset, at det er umuligt for økonomien at blomstre i et ødelagt miljø. Alligevel var der udbredt enighed om, at finanskrisen nok vil komme til at bremse indsatsen over for miljøet i en årrække, og det kan vi desværre ikke forhindre, syntes holdningen at være. Sådan er den politiske og samfundsmæssige virkelighed tilsyneladende: sløv i optrækket og fastlåst i vanetænkning og bekymringer for fremtiden. Denne opgivenhed blandt miljøfolkene i forhold til at tage konfrontationen med finansfolkene og politikerne gav mig et anfald af diskussionslyst, og under resten af konferencen gjorde jeg mig til talsmand for et budskab, der måske bedst kan karakteriseres som ”en omvendt Lomborg”: Hvad nu hvis finanskrisen slet ikke eksisterer? Så meget videnskabelig dokumentation er vi da ikke blevet præsenteret for. Jovist har der været den ene højtråbende avisoverskrift efter den anden, der beskriver, hvilken sølle fremtid vi må indstille os på, men ærlig talt, som videnskabsfolk bør vi vokse fra tendensen til at lade os gejle op af medierne – også selv om det handler om økonomi. Og uanset at der er visse problemer, er det så ikke kun naturligt for økonomien at bevæge sig op og ned med nogle årtiers mellemrum? Er det ikke lige præcis det, der skaber dynamik og fremdrift i samfundet? Vel er det så. I skal se, denne krise går nok over helt af sig selv, hvis blot vi slår koldt vand i blodet og væbner os med tålmodighed. Vi må under alle omstændigheder forholde os nøgternt til krisen og ikke bruge en masse ressourcer, som der ikke er miljømæssig dækning for. Hvis vi skal gøre noget godt for økonomien, må det ikke være på bekostning af miljøet. Det gælder her, som i så mange andre sager, om at holde tungen lige i munden og demonstrere rettidig omhu.
Sjovt nok var det ikke så let at vinde gehør for disse synspunkter under konferencen – måske fordi folk hurtigt gennemskuede, at jeg legede djævelens advokat. Jeg forsøgte at gøre det samme ved finanskrisen, som Bjørn Lomborg gjorde ved klimakrisen for nogle år siden. Hvad jeg fandt ud af, var, at når det handler om klima og miljø, er vi ekstremt træge og meget lidt omstillingsparate, mens det i finanskrisens tilfælde er nok at prikke til os med en lillefinger, så styrter vi straks af sted i den retning, de tunge drenge i erhvervslivet dikterer. Jeg siger ikke, at finanskrisen er indbildning, men konstaterer blot, at vi som samfund reagerer temmelig forskelligt på information om økonomiske forhold og miljømæssige forhold. Vi kender vores besøgelsestid, men er det frygt eller fornuft, der styrer vores handlinger?
Bjørn Lomborg var en irriterende sten i skoen hos økologer og klimaforskere for bare fem år siden, men han har ikke levet forgæves. Hans kritik tvang økologerne til at skærpe deres argumentation. Lomborg lærte økologerne at tænke økonomi, samtidig med at de tænkte økologi, og resultatet er, at det nu bliver mere og mere tydeligt, at omsorg for miljøet kan være en god forretning. Det var der ikke mange, der havde forudset for fem år siden, selv om et firma som Vestas har demonstreret det i mange år. Kombinationen af finanskrise og miljøkrise er i virkeligheden en gunstig situation. På overfladen ser det måske ud, som om vi er trængt op i en krog og skal aflevere både pengene og livet inden så længe, men man kan lige så godt se situationen som et tilbud om at lære det nødvendige og langt om længe få begge dele. For økonomi og økologi er i virkeligheden to sider af samme sag. Benny Andersen skriver det så elegant i sin hilsen til forårssolen: ”Som solfanger er jeg nu begyndt, at forstå at Alt og Intet er os givet.”
Og dermed er jeg nået til mit andet spørgsmål: Hvad er mulighederne for at komme styrket gennem krisen? Jeg tror, at finanskrisen vil gøre os rigere, forstået på den måde, at vi vil få et mere bæredygtigt samfund. Bæredygtighed handler ikke om at lide afsavn og vende tilbage til tidligere tiders produktionsformer. Det handler om at bevæge sig fremad på en ny måde, en måde, hvor vi stille og roligt skaber konstruktive forbindelser mellem økologi, økonomi og samfundsliv. Vores planet består ikke først og fremmest af begrænsede ressourcer såsom olie og kul, men i langt højere grad af vedvarende ressourcer i form af sol, vind, vand, planter, dyr og menneskeligt arbejde – alle disse ressourcer kan bringes i spil og sikre fundamentet under vores økonomi. Lomborg hjalp økologerne ud af den vildfarelse, at penge er noget skidt. Nu er det økologernes tur til at hjælpe økonomerne ud af den vildfarelse, at livet er til for at tjene penge. Det forholder sig naturligvis lige omvendt: Penge er til for at tjene livet.
Martin Reiter Edelberg er studerende
i antropologi og etnografi ved Aarhus Universitet.
