Af Jørn Langsted
Professor, Institut for Æstetiske Fag

Hvor ville det dog have været betryggende for Aarhus Universitets omdømme i offentligheden og beroligende for de menige medarbejdere, hvis rektor havde udvist rettidig omhu, da sagen om en medarbejders (Mette Jensens) undersøgelse blandt kolleger og efterfølgende læserbrev om Cheminova eksploderede, og utvetydigt havde slået fast, at medarbejdere på Aarhus Universitet naturligvis har ytringsfrihed og bør opfordres til at bruge den aktivt. Og i samme omgang så havde fortalt en dekan, der åbenbart ikke har forstået et universitets kultur, at universitetet ikke er en privat virksomhed eller en gammeldags sektorforskningsinstitution. Ledelse på et universitet bør være noget andet end boss'eri.

I stedet har rektoratet valgt at køre sagen på et trin lavere niveau. Med det resultat, at jo mere en af prorektorerne udtaler sig til medierne, jo mere tvivl sås der om, hvor universitetets ledelse står mht. medarbejdernes ytringsfrihed. Nu sidst (Information 18.5.09) er det blevet til en benægtelse af, at sagen overhovedet drejer sig om ytringsfrihed, selvom enhver kan se, at det netop er det, den gør.

“Ytringsfrihed, men …” og “Fars hammer sidder løst” er nu blevet det spor, Aarhus Universitet har afsat i den offentlige bevidsthed og i medarbejderes bevidsthed. Det er brandærgerligt at se på, hvis man er i besiddelse af lidt veneration for Aarhus Universitet. Jeg beklager at måtte sige det, men det er dårlig ledelse, hvis ikke pointen netop har været – måske ubevidst – at sprede usikkerhed blandt medarbejdere om, hvordan universitetets ledelse ser på de ansattes ytringsfrihed.

Og så hjælper det jo beklageligvis ikke efterfølgende at komme med nok så mange ledelseserklæringer om, at man står fast på ytringsfriheden. Det billede, der bliver hængende i offentligheden, stammer fra den praksis, der er blevet udvist, nemlig at på Aarhus Universitet sjakres der med de ansattes ytringsfrihed.