Aarhus Universitets segl

Tilfreds men opmærksom rektor

Rektor på Aarhus Universitet er glad for, at så mange har deltaget i den psykiske APV. Det understreger, at der er stor interesse for og vilje til at udvikle arbejdsmiljøet, mener han.

 

Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk

Lauritz B. Holm-Nielsen er godt tilfreds med den netop offentliggjorte psykiske arbejdspladsvurdering (APV).
– Det er et flot stykke arbejde, som her er præsteret. Det er uden tvivl en af de mest gennemarbejdede og omfattende undersøgelser af arbejdsmiljøet, som er lavet på en dansk arbejdsplads, siger han.
Han har dog også bidt mærke i, at en fjerdedel af medarbejderne arbejder så meget, at de svarer, at det går ud over privatlivet, og 10 procent angiver, at de har stresssymptomer.
– Det er en af de største udfordringer for det gode arbejdsmiljø på Aarhus Universitet. Stress og uhensigtsmæssig påvirkning af privatlivet er ikke acceptabelt. Derfor skal vi, som det også er beskrevet i universitetets strategi, arbejde med ledelse og specielt synlig ledelse, der kan tage hånd om disse arbejdsrelaterede problemer, siger han.

Ros hinanden
Lauritz B. Holm-Nielsen mener ikke, at en bedre arbejdsplads kun handler om organisering. Forskning og undervisning skal være båret af engagement, lyst og nysgerrighed, siger han.
– Det handler om noget så grundlæggende som det at rose og udtrykke anerkendelse for veludført arbejde og at gøre det mere legalt at udtrykke stolthed over ens arbejde, hvad enten man er VIP’er eller TAP’er. Jeg er ikke i tvivl om, at der rigtig mange steder på universitetet praktiseres god ledelse, men at der er steder, hvor der er plads til forbedringer, siger rektor.

Godt i gang
Rektor ser APV’en som et godt redskab til et endnu bedre arbejdsmiljø på universitetet.
– Det videre arbejde kommer i første omgang til at foregå på hovedområderne, der allerede har taget skridt til at arbejde med arbejdsmiljøet, men rektoratet bakker naturligvis op, hvor der er behov for og ønsker om det. Det store arbejde med at udrulle HR-sporet skydes i gang hen over sommeren med ansættelse af vicedirektør på HR-området Louise Gade, så jeg synes faktisk, at vi står godt rustet til at arbejde videre med HR, siger han.

APV’erne fra alle hovedområder kan læses på www.arbejdsmiljo.au.dk
Udvalgte resultater kan læses her