To af Aarhus Universitets studerende har været inden for murene i verdens mest lukkede land. Men er Nordkorea overhovedet så lukket, som statistikken med 2000 turister om året vidner om?

 

Af Gitte Bindzus Knudsen
gbk@adm.au.dk

– Det viste sig faktisk at være lettere at få visum til Nordkorea end til Kina, fortæller Thorsten Haensel, der til daglig læser kinesisk på Aarhus Universitet.
I efteråret 2008 var han sammen med Christian Trøst Rasmussen, der læser statskundskab, i praktik på den danske ambassade i Beijing, og i november valgte de to at tage en ”chartertur” nordpå til landet, som i øjeblikket skaber overskifter om atomprøvesprængninger og krig.
De ville se, hvordan forholdene egentlig er i Nordkorea. Hvad var sandt, og hvad var falsk?
– Undervejs på turen prøvede vores guider hele tiden at gøre op med mange af de myter og historier, som man hører om Nordkorea. For eksempel fortalte de os, at der var masser af mad, og at nordkoreanerne havde det rigtig godt, fortæller Thorsten Haensel, og Christian Trøst Rasmussen fortsætter:
– De fortalte også, at ældre mennesker godt kunne lide at flytte fra byerne og ud på landet i sommerhuse, mens de unge især flyttede ind til byerne. Det lød dog mest som noget, guiden fortalte, fordi hun havde hørt, at det gjorde ældre i Vesten, fortæller han og forklarer, at man i Nordkorea ikke bare må flytte rundt, som det passer en, og at man skal have speciel tilladelse til at bo i hovedstaden.

Lommeregneren brød sammen
Et andet sted, hvor de danske studerende fik leveret en løgn, var, da de besøgte nogle under­jordiske haller, hvor alle de gaver, som der er blevet givet til den tidligere præsident Kim Il-sung, er opbevaret. Her er både en pansret togvogn og bil fra Stalin og gaver fra tidligere danske statsministre.
– Vi var i hallerne i fire timer, og mens vi var der, spurgte en af de andre, hvor mange genstande der rent faktisk er, og der svarede guiden helt seriøst, at hun ikke kendte det præcise tal, for dengang man havde prøvet at regne det ud, brød lommeregneren simpelthen sammen, fordi der var så mange gaver, griner Christian Trøst Rasmussen.
Et af de steder, hvor myterne nok har overgået virkeligheden, var metroen i Pyongyang. Bygget 113 meter under jorden udgør den samtidig en beskyttelseskælder for befolkningen ved eventuelle atomkrige.
– Mange siger, at metroen i Nordkorea kun kører, når der er turister, og at der i virkeligheden kun er ét stop. Det sidste skyldes nok, at mange turister tidligere kun kørte et stop med metroen for derefter at stå af igen, da de nordkoreanske guider nok har tænkt, at så har de set det. Derfor skulle vi nu køre fem stop, så vi kunne se, at den altså var længere, end rygtet sagde, fortæller Christian Trøst Rasmussen.
At metroen kun kører, når der er turister, tror de heller ikke længere på.
– Den kørte hvert fald, da vi kom, og der var virkelig mange mennesker med den, så jeg tror bestemt ikke, det var forberedt. Desuden skulle vi også stå af på et tidspunkt og vente på det næste tog, og det var også fyldt med mennesker, fortæller Thorsten Haensel.

Hvad er en iPod?
Trods de mange restriktioner, som de to danskere har fået oplyst inden afrejse, er det dog ikke så slemt, som de troede, og det overrasker dem.
– I lufthavnen får vi taget vores mobiltelefon og vores pas. Dem må man ikke have med ind, hvilket vi også havde fået besked på. Desuden undrer grænsekontrollanten sig meget over min iPod, og jeg er nødt til at lade ham prøve den, før han er overbevist om, at den ikke kan noget farligt, men derefter er det ikke noget problem at få den med, fortæller Christian Trøst Rasmussen.
Hjemmefra har de to fyre også fået fortalt, at man skal passe på med at tage billeder.
Det viser sig dog heller ikke at holde stik, og kun få af de godt 400 billeder, som Christian Trøst Rasmussen har taget under den fem dage lange rejse, bliver slettet.
– De vil ikke have, at billeder af fattigdom og kummerlighed skal komme ud. For eksem­pel slettede manden ved grænsekontrollen nogle billeder af folk, der ventede ved en togstation, og nogle af smadrede bygninger, fortæller han.
Thorsten Haensel havde kun et gammeldags kamera med film, og her stolede grænsekontrollanten blot på, at der kun var ordentlige billeder.
Det sidste bevis på, at landet ikke var helt så lukket, som de fleste nok har indtryk af, oplevede Thorsten Haensel og Christian Trøst Rasmussen på deres sidste dag, inden turen gik tilbage mod Beijing.
– I den kinesiske by Dandong, som grænser op til Nordkorea, arbejder nordkoreanske piger som tjenere på de kinesiske restauranter, så mere lukket er verdens mest lukkede land altså ikke, slutter Christian Trøst Rasmussen.

Hotellet, som rejsegruppen boede på i Pyongyang, lå et godt stykke uden for byen og blev betragtet som et middelmådigt hotel, der dog havde tv på værelset med én kanal, som sendte cirka fem timer om dagen. Værelsernes største problem var nok gulvvarmen, der var sat så højt, at man ikke kunne gå med bare tæer uden at brænde dem. I de øvrige bygninger i Nordkorea var der ca. 10-15 grader. Hotellet har næsten 20 etager, men det var slet ikke fyldt. På 9. etage boede nogle russiske basketball-fyre, og på 14. etage boede rejsegruppen, og det var det.
Biler i Nordkorea er en luksus, så dem er der meget få af. I stedet går folk rundt overalt, også ude på de store hoved­veje. Den blå person i cirklen i midten af billedet styrer den trafik, der ikke rigtig er der, da trafikkontrollanter ifølge turens guider fungerer meget bedre end trafiklys, og personerne er stolte af at stå der.
	I dette kæmpe tempel ligger Kim Il-sung begravet. For at komme til det balsamerede lig skal man på en næsten 20 minutter lang tur ad rullende fortove, hvor man undervejs ser både billeder og voksfigurer af Kim Il-sung.
Undervejs på turen punkterede bussen. Chaufføren fik dog hurtigt skiftet dæk, men da han skulle pumpe det op, brugte han kompressoren, som opbrugte det sidste batteri fra bussen, der derfor ikke kunne køre videre. De europæiske turister blev der­efter gennet ud på motorvejen for at hjælpe med at stoppe de enkelte biler og lastbiler, der kom forbi, da guiderne ikke havde meget held selv med at få dem stoppet. Det lykkedes til sidst at standse en lastbilchauffør, der for tre pakker cigaretter fik bussen startet igen. Lastbilen holdt og spærrede motorvejen i 15 minutter, mens han hjalp bussen i gang, men i mellemtiden kom der ikke en eneste anden bil på vejen.
	Det første, alle skal se, når de kommer til Nordkorea, er den kæmpemæssige statue af den evige præsident Kim Il-sung. Desuden skal alle lægge en blomst ved den – også danske turister.
Den berømte metro i hovedstaden med mange farverige malerier på væggene. Metroen ligger 113 m under jorden og er dermed den dybeste i verden.	Praktik på ambassaden Christian Trøst Rasmussen og Thorsten Haensel var i Nordkorea under deres praktikophold på den danske ambassade i Beijing. Begge var der som en del af deres uddannelse i henholdsvis statskundskab og kinesisk. I alt er der seks praktikpladser på ambassaden for danske kandidatstuderende. Både Christian Trøst Rasmussen og Thorsten Haensel vil anbefale andre at søge en af stillingerne, men siger samtidig, at man ret tidligt i sit studium skal finde ud af, om man vil af sted, da ambassaden lægger vægt på, om man har interesse i Kina, eller om man lige så godt kunne være taget til et andet land. Derudover skal man ansøge 9 måneder i forvejen. – Jeg valgte at tage til Kina, for at jeg kunne få testet, hvordan det ville være at arbejde på en ambassade. Praktikken gav mig også en god mulighed for at omsætte teori til praksis, da jeg fik brugt meget af min viden fra studiet. Christian Trøst Rasmussen – Jeg fik sprogligt meget ud af opholdet og fik virkelig testet, om jeg kunne begå mig på kinesisk. Desuden er ambassaden meget spændende at arbejde på i øjeblikket, da den udvides konstant, fordi der sker så meget i området. Mens vi var der, var der OL, men vi oplevede også adskillige ministerbesøg. Thorsten Haensel