Både multitasking og motorik blev sat på prøve, da CAMPUS’ udsendte begav sig ud i roningens verden.

Af Louise Debois
ldn@adm.au.dk

Solen stråler fra en dybblå, skyfri himmel, da jeg kigger ud ad vinduet og gør mig klar til at drage af sted mod Århus Havn og min første rotræning i Aarhus Studenter Roklub (ASR). Det gør den stadig, da jeg kommer udenfor. Til gengæld blæser det også omkring 13 meter i sekundet. Vist ikke helt ideelt til en tur på havet i en lille båd, tænker jeg. Men vi er heldige, fortæller instruktionschef Birgitte Bæk, som tager imod mig ved klublokalerne. Der er fralandsvind i dag, og det betyder, at jeg godt kan glemme alt om skumsprøjt og høje bølger. Små krusninger på vandoverfladen er eneste umiddelbare konsekvens af ”vindstød med op til kulingstyrke”. Jeg er rolig igen. Det ser jo ganske tilforladeligt ud.

Ro-dresscode?!
– Hvis du har tøj med til at ro i, kan du bare gå ind og skifte nu, siger Birgitte til mig.
Jeg kigger ned ad mig selv og overvejer, om cowboybukser måske var det forkerte valg. Kort efter bliver jeg bekræftet i dén antagelse, da Thomas Seemann, som også skal ro med i båden, kigger på mig og siger:
– Du kan bare gå ind og skifte til noget andet tøj, inden vi sejler ud.
Der er tilsyneladende noget omkring dress­coden, jeg har misforstået, for jeg har ikke taget ekstra tøj med. Jeg kigger på de andre og undrer mig over, hvorfor det er nødvendigt med løbetøj til en stille, hyggelig sejltur. Men det er mig, der er forkert på den, konstaterer jeg, da Birgitte åbner for bådgaragen. I en robåd skal man nemlig skubbe sædet frem og tilbage med benene i takt med åretagene og ikke bare sidde stille på et bræt, sådan som jeg egentlig havde forestillet mig. Til gengæld skal man kun håndtere én åre ad gangen, men det betyder alt sammen, at både motorikken og motionen skal på arbejde. Måske er det, fordi jeg virker overrasket, at jeg bliver installeret i en romaskine bag klubhuset, indtil Birgitte føler sig tryg ved at sende mig ud i Århus Bugt.

Multitasking
Efter nogle øvelser i romaskinen er jeg klar til at komme over i båden. Jeg begynder med at ro styrbord og får at vide, at det betyder, at jeg ror i bådens højre side. Birgitte agerer styrmand, og Thomas sidder bag mig.
– Klar til at gå ombord. Klar til at ro. Ro væk!
Der er kommandoråb for stort set alle bevægelser, og det er ikke lige nemt at huske det hele. Selvom jeg kun har en enkelt åre at holde styr på, volder det mig visse motoriske udfordringer, at jeg samtidig skal skubbe sædet frem og tilbage, mens jeg også småsnakker med Birgitte og Thomas. Var der ikke noget med, at kvinder skulle være gode til multitasking? tænker jeg, mens jeg ihærdigt koncentrerer mig om at dreje åren den rigtige vej rundt. Med blå himmel over havet, Århus i baggrunden og masser af vandsprøjt som følge af min upræcise roteknik glider vi stille ud af havnen.

Med otte kilometer i timen
Da der er gået ca. tre kvarter, begynder jeg for alvor at forstå, hvorfor de andre klubmedlemmer er trukket i løbetøjet. Men der er knageme da også fart på båden, tænker jeg, mens sveden pibler frem, og Risskov flyver forbi. Jeg spørger, hvor hurtigt vi ror, og tænker, at 15-20 kilometer i timen nok er meget realistisk. Birgitte siger, at de ikke har fancy GPS-udstyr, så de ved det ikke nøjagtigt, men hun og Thomas bliver enige om, at det ca. må være otte kilometer i timen.
– Ikke mere? spørger jeg skuffet.
– Vi plejer at måle hastigheden i cyklister eller joggere inde på land, fortæller Thomas med et smil. Da jeg kigger ind på cykelstien, får jeg øje på en ældre herre, der ser ud til at nyde en stille aftencykeltur i et yderst behersket tempo. Selvom jeg ror, alt hvad jeg kan, kommer vi bare ikke rigtigt forbi ham. Sam­tidig bliver vi overhalet af en anden af klubbens både, hvori der kun sidder nybegyndere. Jeg overvejer, om den beskedne hastighed kan have noget med mig at gøre, og foreslår, at Birgitte og jeg bytter plads.

Kage og motion – ja, tak!
Jeg har ikke ageret styrmand i mange sekunder, før jeg ved, at jeg har fundet min foretrukne rolle i en robåd. Mens jeg lader Birgitte og Thomas om at ro båden, som nu sejler væsent­ligt hurtigere, er mit job blot at holde øje med eventuelle modsejlende og så ellers bare nyde udsigten.
– Det er superfedt at ro, fordi det er skønt at være i naturen, og så er det bare en rigtig hygge­lig og social sport. Når først man har prøvet det, bliver man vild med det.
Birgitte fortæller om alle rosportens fortræffeligheder, mens vi sejler tilbage til havnen.
– Vi laver også tit weekendture og sommerferieture, hvor vi sejler med oppakning og overnatter på lejrpladser. Og så har vi næsten altid kage og kaffe med ud, når vi ror, siger hun.
Kage og motion i ét! Jeg begynder at ane konturerne af noget, der virkelig har sportsligt potentiale for mig. Birgitte kan godt se, at jeg bliver ekstra opmærksom og begejstret, da hun nævner det med kagen. Det er sandsynligvis mit sukker-gen, der samtidig får mig til at overhøre hendes pointe om, at mængden af motion nok også afhænger af kageindtagelsen. I hvert fald har jeg ikke svært ved at se mig selv i en robåd en anden gang, og allerede inden vi kommer på land igen, føler jeg mig faktisk helt overbevist om, at det nu er lykkedes mig at finde min yndlingssport. Især hvis man kan få fast plads som styrmand.

Læs mere om Aarhus Studenter Roklub på www.asr.dk

Fakta om Louise

• 25 år. Stud.mag. i nordisk sprog og litteratur og samfundsfag.

• Er vokset op i slikbutik med rigelige mængder af skumfiduser, tivolistænger og lakridssnørebånd. Er stadig en anelse miljøskadet.

• Daglig motion: cykeltur til universitetet og hjem igen (ca. 2 kilometer hver vej).

• Har tidligere spillet badminton.

• Har hørt, at sport og motion skulle være sundt, og har sat sig for at prøve det af i nogle af Aarhus Universitetssports (AUS) medlemsklubber i håbet om at finde sin yndlingssport.