Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
Vidste man ikke bedre, kunne man tro, det var en trivselsundersøgelse fra Nordkorea, som ved en fejl havde sneget sig ind i rapporten om det psykiske arbejdsmiljø på Aarhus Universitet. Men Center for Registerforskning er en del af samme universitet, og de 17 ansatte stortrives i den røde bygning klos op ad den befærdede Randersvej.
Alle synes, samarbejdet er helt i top, alle er engagerede i deres arbejde og finder det interessant, og alle mener også, de er dygtige til det. Derfor føler alle sig også i høj grad tilpas, når de er på arbejde.
Centerleder Preben Bo Mortensen er, som han siger, superglad og stolt over resultatet.
– Jeg ved ikke, hvor meget det kan tilskrives mig, men jeg ser da undersøgelsen som et udtryk for, at jeg i det mindste ikke har været i vejen, siger han.
Usikker økonomi
Centrets primære opgave er epidemiologiske studier af skizofreni, mani, depression samt selvmord. Forskningen er baseret på danske registre og i stigende omfang også genetiske og andre biologiske data. De bruges bl.a. til at forske i, hvordan miljø og gener spiller sammen i forbindelse med psykiske sygdomme.
Selvom centret eller de ansatte selv skal ud og finde penge til næsten al forskningen, er tre ud af fire ansatte tilfredse med fremtidsudsigterne for deres arbejde. Men den usikre økonomi kan da godt stresse, medgiver Thomas Munk Laursen, der er forsker ved centret.
– Centret har dog så mange penge, at det er muligt at ansætte mig til en konkret opgave, indtil der igen er specifikke projektmidler. Men det ville da være rarere med mere faste stillinger, siger Thomas Munk Laursen, der har fornyet sine ansættelsespapirer syv gange i de 8-9 år, han har arbejdet ved centret.
Guldgrube til forskerne
Når registerforskerne ser så fortrøstningsfuldt på fremtiden, skyldes det også, at der ikke er samme kamp om stillingerne som andre steder på universitetet.
– De stillinger, der er brug for, bliver skabt til dem, der arbejder her. Og modsat andre steder på universitetet bliver der ikke færre stillinger til rådighed, jo længere man kommer frem i systemet, forklarer postdoc Trine Munk-Olsen. Hun mener, at afdelingens størrelse kombineret med en god kemi blandt de ansatte er afgørende for den store tilfredshed.
– Og på nær en enkelt ansat er vi alle forskere, og det giver gode muligheder for sparring hos kollegerne, tilføjer Trine Munk-Olsen.
De to forskere er enige om, at det bedste ved deres arbejde er, at de i stor udstrækning selv bestemmer, hvad de vil arbejde med. Samtidig er de omfattende danske statistikker over vores liv fra fødsel til død en guldgrube for forskerne.
– Vi kan lave studier, som er meget, meget bedre end det, andre kan præstere, og det betyder bestemt noget for arbejdsglæden, fastslår Thomas Munk Laursen. Om den glæde bliver større af, at kønsfordelingen i forskergruppen er helt lige, har Trine Munk-Olsen ikke et entydigt svar på.
– Det tænker jeg ikke så meget over, men hvis den var skæv, ville jeg da sikkert gøre det.
