Af C.A. Baunvig
cand.mag.
Man behøver ikke at være etymolog for at bemærke, at ordet ”fredagsbar” er sammensat af ”fredag” og ”bar”. Det betyder dog ikke, at en hvilken som helst bar, der holder åbent om fredagen, kan kalde sig en fredagsbar. Nej, en ægte fredagsbar er et nomade-fænomen. Den er et cirkus, som kommer til byen og for en kort stund slår teltdugen op til en verden af spas. Hvor der før var golde, vindomsuste marker, er der nu letpåklædte kvinder og knivkastende mænd med makeup. Således også med hver eneste af de mange barer, som fredag efter fredag opstår ex nihilo på landets mange uddannelsessteder. En vigtig del af charmen er netop, at kendte og kedelige lokaliteter som foyerer og kantiner med ét forandrer sig til noget nyt og festligt. Til gengæld forandrer klientellet sig kun sjældent, men det er heller ikke meningen. Man kommer ikke i fredagsbar for at møde nye mennesker; man kommer for at se velkendte ansigter i et nyt lys. Er man først én gang blevet drukket under bordet af den støvede professor i tweed eller den stille hestepige fra Holstebro, glemmer man det aldrig igen. Noget magisk er hændt. Maskerne falder, og fordommene fordufter som pis på en sauna.
Nostalgiens grå fangarme
Siden jeg blev kandidat, har jeg ikke sat mine ben i en fredagsbar. Nu må jeg nøjes med at smække dem op på sofabordet efter en hård uge på arbejdsmarkedet. Pilsnere, smøger og sprut er blevet afløst af børn, hæk og kælder. Når jeg cykler hjem til endnu en weekend i familiens skød, passerer jeg adskillige fredagsbarer på Ringgaden, og ofte kaster nostalgien sine grå fangarme ud efter mig. Hvorfor står jeg ikke bare af cyklen, spørger jeg mig selv, og tager en hurtig pils på Historie eller i Nobelparken? Men det bliver ved tanken; jeg hører ikke længere til. Det ville på en eller anden måde være upassende for en gammel knark som mig at mænge sig med de unge studenter. Jeg tvivler ikke på, at de ville tage godt imod mig, men selv ikke den bedste velkomst ville få mig til at føle mig hjemme.
Fest på en hverdag, studier på en søndag
Når det kommer til stykket, er det ikke alderen, som trykker. Det er heller ikke børnene, hækken eller kælderen. Det er det skide arbejde. Hver eneste uge sælger jeg 37 timer af min tid, og til gengæld får jeg løn, pension og kaffe. Men jeg får også noget andet; jeg får en meget klart defineret grænse mellem arbejde og fritid. Enten er jeg på arbejde, eller også er jeg ikke på arbejde. Der er ingen mellemting, ingen gråzoner. Til sammenligning var min studietid én stor gråzone, hvor det var helt normalt at feste på en hverdag og studere på en søndag. Når hverdagen kun byder på få – eller slet ingen – skemalagte timer, har man ikke det samme behov for at slappe af i weekenden. Men måske har man alligevel behov for at skelne mellem arbejde og fritid, mellem pligt og leg. Og måske er det derfor, at fredagsbaren er en så integreret del af studentermiljøet. Den er et ritual, som giver den studerende en illusion om at befinde sig på samme planet som resten af samfundet.
De gode, gamle præpuritanske dage
Misundelse er ikke nogen smuk følelse, men i disse dage har jeg svært ved at sige mig fri for den. Jeg bliver misundelig, når jeg ser de unge mennesker ankomme til byen for at tage hul på en lang og festlig studietid. SU’en savner jeg ikke, men Bacchus og Dionysos skal vide, at jeg savner fredagsbaren. Derfor håber jeg – nej, jeg forlanger sgu – at de nye studerende forstår at nyde det privilegium, fredagsbaren er. Min eneste trøst er, at jeg selv nåede at opleve den i de gode, gamle præpuritanske dage, hvor man måtte ryge smøger, gå med spanskrør og bore sin knallert. I min erindring vil fredagsbaren altid være et sted, hvor man huggede sig igennem tobakstågerne med en machete for at komme op til baren og købe en øl eller et shot for en femmer (eller også kostede de 25 øre ... jeg husker det knap nok). Bagefter bøjede jeg jernstænger med de bare næver, inden jeg sprang i havnen for svømme mellem isflagerne. Der levede isbjørne i Århus dengang, og jeg skrev mit speciale med runer. Nu kan jeg snart ikke skrive mere; den rare dame fra kommunen kommer på besøg, og hun har lovet at tage roulade med. Det er jo fredag.
C.A. Baunvig er cand.mag. fra Aarhus Universitet
