Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk
Campus: Hvorfor stopper du som prorektor?
Nina Smith: (… lang tænkepause ...) Det er ikke et let spørgsmål at svare på. Jeg vil sige det på den måde, at jeg er grundlæggende forsker, og skulle jeg tilbage og være forsker, kunne jeg ikke vente meget længere. Ens netværk og viden forsvinder simpelthen. Da jeg forlod mit forskerjob for godt to år siden, gjorde jeg det meget konsekvent. Jeg afviklede alle mine projekter og opgaver, inden jeg fratrådte. Jeg vidste, jobbet som prorektor ville kræve min fulde indsats, og jeg mener, man skal gøre tingene fuldt ud og 120 procent. Ellers bliver det ikke sjovt.
Campus: Har det været det – altså sjovt at være prorektor?
Nina Smith: Ja, det har været sjovt, og jeg har lært utroligt meget. Derfor har det bestemt også været en svær beslutning. Jeg synes, vi har gang i så mange spændende tiltag inden for både forskning, undervisning og administration, og jeg er rigtig ked af, at jeg nu ikke kommer til at kunne følge tingene til dørs.
Campus: Hvad har været det mest interessante ved jobbet?
Nina Smith: Det har været at få fusionerne implementeret og få opbygget en ny struktur på mine ansvarsområder, nemlig uddannelse og forskning, så man i praksis kan træffe beslutninger. Der har været en meget stor vilje til at finde på nye fælles modeller. Jeg har siddet til utallige lange møder, hvor jeg bagefter er gået hjem med en virkelig god følelse. En følelse af, at der er mange mennesker på det her universitet, der gerne vil være med til at trække på samme hammel. I det hele taget har jeg arbejdet sammen med mange fantastiske mennesker, som jeg kommer til at savne.
Campus: Hvordan har du haft det med ansvaret og indflydelsen som prorektor?
Nina Smith: Det har jeg haft det godt med. Det er jo det meget spændende ved jobbet. Også selv om man ikke altid er enig i mange af tidens trends inden for vores verden. Jeg synes langtfra, at alle de ting, der kommer til os udefra, er lige fornuftige, men det er klart, at man som embedsmand må vægte sine ord meget mere end som uafhængig forsker. Som prorektor repræsenterer man sin institution, og selvfølgelig kan rektoratet tillade sig at have en mening, men man er langt mere bundet end som forsker. Den frihed har jeg kunnet savne.
Campus: Er der andet, du har savnet? Eller med andre ord: Hvad har været mindre interessant i jobbet?
Nina Smith: Manglen på tid har været det sværeste ved at være topleder. Det er simpelthen ekstremt tidskrævende. Som forsker er man – i hvert fald nogle gange – en fri fugl, der kan sætte sig ind på kontoret og arbejde på sine egne præmisser. Som topleder skal man være til stede, og man skal være synlig. Der er ikke de samme frihedsgrader. Det at kunne sætte sig ned og fordybe sig i nogle problemstillinger, som giver den tilfredsstillelse, at man bliver klogere og får en større faglig indsigt, eller bare at have muligheden for at koncentrere sig om et spændende foredrag i to timer – det er et privilegium. Som bureaukrat og som topleder er man hele tiden selv på. Men omvendt synes jeg også, at det er utrolig spændende konstant at ’være på’, have indflydelse og træffe beslutninger som topleder.
Campus: Har du måttet gøre op med dig selv, om du i virkeligheden har temperamentet til at være topleder?
Nina Smith: Ja, det har jeg gjort op med mig selv, at det har jeg (…ler ...). Jeg kan godt lide at være leder, og jeg har også fundet ud af, at jeg godt kan finde ud af det. Jeg har måske også lyst til det en anden gang, men det må fremtiden vise. Og mine erfaringer efter de godt to år som prorektor har gjort det klart for mig, at det er afgørende vigtigt, at der i universiteters ledelse er forskere. Universiteter kan ikke alene ledes af ’bureaukrater’!
Campus: Hvad skal du til at forske i nu?
Nina Smith: Jamen, jeg er skam i gang! Lige nu sidder jeg og skriver en referee-rapport, og jeg er også i gang med et par af de forskningsprojekter, jeg forlod for to år siden. Sjovt nok var noget af det første, der skete, da det kom ud, at jeg stoppede som prorektor, at jeg fik en masse henvendelser fra folk i de projekter, jeg havde været med i tidligere. De kunne straks fortælle mig, at der lige var behov for mig der og der. Det blev jeg meget glad for. For de kunne jo også have sagt: ”Nej, hende gider vi ikke have med mere. Hun har været væk for længe”. Men det gjorde de heldigvis ikke. Konkret arbejder jeg bl.a. med et projekt finansieret af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv om, hvad der bestemmer, om kvindelige ledere bliver forfremmet. Jeg vil også gerne bruge mere tid på uddannelsesforskning og uddannelsesøkonomi. Det er et område, der allerede forskes noget i her på Økonomi, og som jeg gerne vil være med til at bygge op.
