Af Astrid Hellerup Madsen
ahm@adm.au.dk
Det er snart september, og som altid er årets første efterårsmåned lig med studiestart på Aarhus Universitet. For de fleste er det noget helt nyt, og i takt med at studiestarten rykker tættere på, basker sommerfuglene i maven mere og mere ivrigt. Som ny studerende kan det være svært at finde svar på de spørgsmål, man egentlig allerhelst vil være lidt klogere på. Campus har sat to søskende stævne en solrig augustformiddag for at høre, hvilke spørgsmål en studiestarter har, og hvilke svar en universitetsstuderende kan give.
Det er nemt at se, at de er søskende, som de går der i Universitetsparken. De har det samme lange, sommerblegede hår og store glade smil. Men her hører ligheden op. Storesøster Mette har læst molekylærbiologi i to år, mens lillesøster Signe skal begynde på jura efter sommerferien.
Er jeg mindre egnet?
Signe stiller sit første spørgsmål:
– Hvad var du mest nervøs for, da du startede på universitetet?
Mette tænker sig lidt om:
– Jeg glædede mig til at møde de andre studerende, men på samme tid var jeg lidt nervøs for, hvordan de ville være. Var jeg mindre egnet end dem? Hvor forberedte var de andre? Sådan nogle ting tænkte jeg. Jeg var heller ikke sikker på, det var det rigtige studium, jeg havde valgt.
– Hvordan var det så? spørger Signe.
– Året inden jeg begyndte, var jeg til U-days, hvor jeg fik informationer om studiet. Det var mere skræmmende, end det gavnede. Jeg syntes, at folk virkede meget ældre end mig, var mere inde i stoffet osv. Men når man først er startet, blender man hurtigt ind. Det viste sig, at de fleste var på samme niveau, så der var ikke noget at bekymre sig om. Og alle, der starter, er nok lidt nervøse og spændte. Det er jo lige nyt for alle.
Tutorer og læsegrupper
Signe ser nu ikke særlig nervøs ud, som hun sidder og lytter til sin søster i augustsolen. Hun mener selv, det er, fordi hun kender en del, der allerede læser jura, så hun har hørt om studiet fra dem. Da Mette i sin tid begyndte, kendte hun ikke andre på Molekylærbiologi og heller ikke mange, der læste på universitetet.
– Det er i hvert fald en god idé at snakke med en, der læser det samme, som man selv skal til, hvis man kender en, selvfølgelig. Fulgtes du med en veninde den første dag? spørger Signe.
– Ja, det gjorde jeg, det var rart med et kendt ansigt. Men det var nu mest til at finde det rigtige lokale og sådan. Så møder man de andre og tutorerne, og …
– Hvem er tutorerne? Er det altid ældre studerende? afbryder Signe.
– Ja, ældre studerende der skal hjælpe de nye på plads. Når man møder første dag, ved man ikke noget, og man har jo ikke engang bøgerne. Så er det enormt rart at snakke med tutorerne. De har været igennem det hele før, så de kommer med gode råd og fortæller, hvilke bøger der er gode at have, og hvilke man måske ikke behøver bruge penge på.
– Er det også tutorerne, der deler de nye ind i læsegrupper? spørger Signe.
– Det er forskelligt fra studium til studium. Vi skulle selv gøre det, og det var svært, siger Mette og tænker tilbage.
– Man kender jo ikke folk, så man ved ikke, hvem man skal gå hen til.
Evig kamp med samvittigheden
– Er der stor forskel på at starte på gymnasiet og på universitetet?
– De første dage er ret ens. Man snakker, drikker øl, møder de andre. Men så snart den første forelæsning går i gang, er det anderledes. På universitetet er det virkelig op til dig selv, siger Mette.
– Det er meget forskelligt, hvor mange timers undervisning, der er på de forskellige studier. Ulempen er, at du ikke SKAL møde op.
– Så man kommer nemt til at droppe timerne, eller hvad?
– Det kan man komme til. På Molekylærbiologi har vi mange timer, og det er rart, synes jeg. Så bliver man også tvunget til at lære folk at kende. Vi har mange timer, fordi vi har meget laboratoriearbejde, og det tror jeg har gjort, at mange stadig hænger på, siger Mette.
– Hvor mange timer bruger du på forberedelse?
– Det er meget forskelligt. Ikke nok tid … ca. tre timer før undervisningen, tror jeg. At læse på universitetet er er en evig kamp med samvittigheden. Det er lidt en lukket verden, og man skal vænne sig til selv at strukturere sin læsning.
– Arbejder I sammen, som man gjorde på gymnasiet?
– Tit skal man læse en masse, og det er man jo alene om. Men det er nemmere at komme i gang, når man er sammen med nogle. Derfor er det godt med en læsegruppe.
Paniklæsning duer ikke
Så er det Mettes tur med et spørgsmål til lillesøsteren:
– Hvad tror du egentlig selv bliver den største udfordring for dig, når du starter på universitetet?
Svaret fra Signe kommer hurtigt. Det er åbenbart noget, hun allerede har tænkt over:
– Jeg skal lære at acceptere, at det ikke er det hele, jeg vil kunne nå. At jeg ikke kan nå at gøre det hele perfekt.
– Det har du ret i! Du er mere perfektionistisk, end jeg er, siger Mette og griner.
– Jeg kan huske, det alligevel overraskede mig, at jeg ikke kunne nå alle opgaverne og al læsningen.
– Hvordan vænnede du dig til det? spørger Signe.
– Efterhånden lærte jeg at prioritere, så jeg i hvert fald er sikker på at nå det vigtigste.
Mette tænker sig lidt om.
– Det er svært ikke at lade sig påvirke af de andre. En siger måske, at han har læst så og så meget, og en anden er kommet langt på læseplanen. Og så sidder man måske selv og er bagud i forhold til det. Men man får ikke noget ud af at paniklæse. Det fandt jeg hurtigt ud af.
Signe har ikke flere spørgsmål til søsteren. Spørgesessionen er slut, og med den er studiestarten rykket en times tid tættere på. De to søstre glæder sig til at starte – og til i fremtiden at mødes over en øl i en af de mange fredagsbarer på universitetet.
Mette Brehm Jensen
Alder: 23
Læser molekylærbiologi, 5. semester
Drømmejob: uklart indtil videre, måske inden for miljøforskning
Baggrund: sproglig student. To friår efter gymnasiet: et års rejse, et års supplering af naturvidenskabelige fag på VUC
Signe Brehm Jensen
Alder: 20
Begynder på jurastudiet til september
Drømmejob: at starte sit eget advokatfirma
Baggrund: et friår efter gymnasiet brugt på arbejde og rejser
