Af Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk
Du ved, det kommer. Det er uundgåeligt. Du sidder til familiesammenkomsten og har lige fortalt den lidt for sjove onkel med portvinsnæsen, der selv har arbejdet sig op inden for foderstofbranchen, hvad du læser. Så kommer spørgsmålet: ”Og hvad kan man så bruge det til?”
Det er der, det bliver svært. Medmindre du altså læser ét af de få professionsrettede fag som jura eller medicin. Eller hvis du studerer på Handelshøjskolen. For de skal nok klare sig. Det synes i hvert fald altid at være holdningen, selv om de færreste onkler med portvinsnæser eller nogen andre uden for universitetet for den sags skyld har den fjerneste anelse om, hvad en cand.ling.merc. er for en størrelse.
Men i disse nytte-tider møder en masse andre studerende på Aarhus Universitet spørgsmålet om, hvad hulen de skal bruge deres studium til.
Implicit i spørgsmålet ligger næsten en konstatering af, at det kan man da ikke bruge til noget fornuftigt. Og hvad er det så lige, man svarer? Hvis du ikke har et svar på rede hånd, giver Campus dig her en guide til mulige svar:
Det målrettede:
Jeg læser japansk for at blive medarbejder på den danske ambassade i Japan.
Det undvigende:
Jeg skal på jordomrejse umiddelbart efter mine studier i pædagogisk sociologi.
Det klichéfyldte:
Jeg vil gerne arbejde med kommunikation.
Det modige:
Jeg læser først og fremmest biologi for interessens skyld og har ikke nogen klar idé om, hvad jeg skal bruge det til.
Det lange og upersonlige:
Som kandidat i musikvidenskab har man en lang række jobmuligheder: undervisning på gymnasier, højskoler, efterskoler, aftenskoler mv. I kulturverdenen som koordinator, projektleder, rådgiver, informationsmedarbejder, producer, anmelder og som musiker. Musikpædagogik og -træning. Da musikvidenskab indeholder en del pædagogik, får nogle kandidater job som sanglærere, korledere og dirigenter, mens andre beskæftiger sig med udvikling, coaching, teambuilding osv. It, medier og musik smelter mere og mere sammen. Derfor gør nogle kandidater karriere som redaktører af musiksider, komponister til computerspil, udviklere af musikprogrammer, rådgivning af firmaer og som konsulenter.
Det humoristiske:
Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge religionsvidenskab til, men jeg kan garanteret svare på alle de brune spørgsmål i Trivial Pursuit.
Det let overdrevne:
Jeg regner med at bruge mine studier i filosofi til at blive verdensberømt forfatter. Alternativt filosofisk vejleder for Dalai Lama, og hvis det også glipper, satser jeg på at blive dekan på universitetet.
Det sikre:
Jeg kan altid blive gymnasielærer.
Det ironiske:
Jeg skal selvfølgelig ligge samfundet til last!
Det svar, der får spørgeren til at gentage spørgsmålet:
Jeg vil forske videre.
Vi hører meget gerne fra yngre og ældre læsere, der har andre ideer til svar. Måske endda svar, de selv har benyttet sig af og kan fortælle en historie om. Skriv en mail til ihn@adm.au.dk eller ring på 8942 1981