Af Jens Chr. Djurhus

Gennem de sidste par år er der foregået en ganske mandskabskrævende proces, hvis formål er at rangstille publicerede forskningsresultater, så forskningsproduktionen kan blive en del af fordelingen af fremtidige nye basismidler til de danske universiteter. Processen har været lang og tung med masser af ekspertgrupper og med resultater, der ikke altid har været vellykkede. Men nu har man så vedtaget, at de bibliometriske data fra 2010 indgår som en del af fordelingsnøglen for basismidlerne.
   Argumentet for indførelsen er, at man gerne ser en fordeling af basismidler med dynamik. Spørgsmålet er imidlertid, om processen er destruktiv eller konstruktiv. Vi er nogle stykker, der har advaret mod, at bibliometri, som oprindeligt var et ganske fornuftigt redskab for biblioteker, kan gå hen at blive et meget destruktivt våben.

Kan svække dansk forskning
Fordelingsfaktoren kunne give anledning til, at man brugte meget krudt på at kontrollere hinanden, og at det kunne komme til at ligne professionel fodbold, hvor man af bibliometrisk-kosmetiske grunde hyrer forskere eller forskergrupper, der kan stive ens bibliometriske statistik af. Og i yderste konsekvens, at det ikke blot kunne give anledning til krig mellem institutioner, men krig helt ned på institutniveau, når visse institutter skulle “slæbe det hele hjem” for andre uden særlig belønning. Alt i alt kunne denne bibliometriske øvelse nemt gå hen at svække danske forskningsinstitutioner internationalt frem for at styrke dem, hvilket i virkeligheden er det, vi har mest brug for.
   Før sommerferien brød det da også ud, idet personer på RUC med forstand på bibliometri sekunderet af den daværende rektor for Handelshøjskolen i København svang sig op til at sige, at Aarhus Universitet pyntede sig med lånte fjer og direkte svindlede, når meget store dele af den forskning, som Aarhus Universitet påberåber sig via Klinisk Institut, i virkeligheden er sygehusbaseret forskning.

Forskningen tilhører universitetet
Som institutleder for Klinisk Institut kunne jeg ikke ignorere de meget kraftige udtalelser, og jeg har siden haft lejlighed til at gennemgå den stikprøve, som de voldsomme udsagn er baseret på. Og den gennemgang gav ikke anledning til at ændre ved det faktum, at den forskningsproduktion, som Aarhus Universitet påberåber sig via Klinisk Institut, er Aarhus Universitets.
   Klinisk Institut er på vegne af Aarhus Universitet eneansvarlig for den forskning, der foregår på universitetshospitalet. En klinisk professor er hos os lønnet af universitetet til at udøve forskning med en universitetsløn, der overstiger halvdelen af den samlede løn. Det gælder, uanset om pågældende er internt eller eksternt finansieret.
   Alle yngre forskningsmedarbejdere hos de kliniske professorer har fuld universitetsansættelse, og rundt omkring på Århus Universitetshospital er der seniorforskere, som enten har hel eller halv ansættelse ved universitetet. Den psykiatriske forskning er fortrinsvist dækket af universitetsmidler, og væsentlige dele af forskningsfaciliteterne i universitetshospitalet er bemandet med universitetspersonale. Yderligere bidrager Aarhus Universitet til at vedligeholde bygninger og til drift med huslejelignende udgifter i form af en afgift, der er bestemt af den lønsum, som overføres til regionerne for at købe ansatte ved Århus Universitetshospital fri til forskning.

Enestående i Danmark
Det kan være svært for udenforstående at forstå konstruktionen. Selv internt i universitetet har der været usikkerhed omkring, hvad Klinisk Institut egentlig var for en størrelse, og hvor den hørte hjemme. Imidlertid står tilbage, at de personer, der er tilknyttet Klinisk Institut og dermed universitetet, har vilkår, der tilsyneladende er enestående i Danmark. Århus Universitetshospital er et universitetshospital i den moderne form, der nu tilstræbes mange steder i Europa. Ærgerligt er det bare, at man fra centralt hold ikke kunne finde et mere konstruktivt virkemiddel, som sikrede, at danske forskningsinstitutioner primært fokuserer på at være internationalt kompetitive frem for nationalt. Måske skulle man i stedet anvende en overheadbelønning til ikke-statslige midler opnået i national og international konkurrence. Det ville have en helt anden og mere dynamisk effekt uden destruktive islæt.

 

Jens Chr. Djurhus er professor og institutleder, Klinisk Institut samt formand for De Frie Forskningsråd