Aarhus Universitets segl

En idrætsdag = Motion x Ceres²

En kold og nytappet fadøl eller en lunken Ceres fra sportstasken? Lige meget hvad smager øl bedst, når man vinder. Det mener i hvert fald Team Leo, et topseedet hold fra Idrætsdagens fodboldturnering i Universitetsparken.

 

Af Astrid Hellerup Madsen
ahm@adm.au.dk


Solen har fortrængt morgentågen i Universitetsparken, mens græsset stadig er drivvådt af dug, da de første kampe skydes i gang. Der er trængsel blandt fodboldbenene på sidelinjen, for programmet er fyldt op, hele 72 hold er tilmeldt den årlige fodboldturnering. I samarbejde med Studenterrådet arrangerer Aarhus Universitets-Sport (AUS) idrætsdagen, der er åben for alle Århus’ videregående uddannelser.
  – Snak med Team Leo, de kunne godt ende med en god placering, siger et par af benene og peger hen på fem fyre i hvepsegule spillertrøjer. Holdet består af Jacob Matzen, Michael Lund, Jan ”Glasknæ” Thygesen, Casper Tornø og Johan Langlet. De fem kender hinanden fra fodboldklubben Team Leo IF, der til daglig har hjemmebane på Knold Park, også kendt som Vorrevangsskolens sportsplads.
  – Vi var også med for to år siden. Dengang kom vi til kvartfinalen, siger Casper Tornø.
   Det sætter gang i en intern debat, for var det ikke først i semifinalen, de røg ud? Det bliver enstemmigt vedtaget.
  – Idrætsdagen er et rigtig godt arrangement. Det er faktisk skrevet ind i klubbens vedtægter, at det sociale skal gå forud for det sportslige, så det passer godt til en dag som i dag. Men vi kommer for at vinde, siger Jacob Matzen.
   Michael Lund supplerer:
  – Vi er alle sammen studerende og færdes i det akademiske miljø. Derfor er det rart, at man kan lægge intelligensen fra sig og bare være en huleboer, der spiller fodbold.

Frygtindgydende match
Litteraturhistorie har i dagens anledning stablet et hold på benene. Fra sidelinjen kommenterer de Team Leo.
  – De ser frygtindgydende ud med matchende trøjer, fodboldstøvler og det hele.
  – Ja, og de varmer ligefrem op, lyder det blandt andet fra Litteraturhistories hold, der trods alt selv har fundet ens orange overtrækstrøjer frem.
   Team Leo indleder hver kamp med et kampråb: ”1, 2, 3, længe Leo” – og så går spillet i gang. Reglerne er simple: kun fire mand på banen, fri udskiftning, og det er ikke tilladt at tage bolden i hænderne. Hver kamp varer 11 minutter.
   Modsat sidste år er sportsområdet i år ikke hegnet ind. Arrangørerne vurderer, at det betyder, der kommer flere tilskuere end sidste år. Sportsudøvere og fans kan have deres egen drikkelse og madpakke med, og det er populært. Efterhånden som formiddagen skrider frem, kommer flere og flere studerende ud i efterårssolen fra universitetets mørke auditorier. Græsplænen omkring banerne fyldes op, og fodboldene flyver rundt mellem de mange feststemte mennesker.
   Team Leo taber første kamp 1-2 til et hold fra Ingeniørhøjskolen. Stemningen er lidt mat, og Jacob Matzen kommenterer:
  – Vi gør det ikke for pengene ...
  – Nej, sguda! afbryder Michael Lund.
  – Vi gør det for bajerne.
Det bakker de andre nikkende op om.

Resultattavlen
På vej over til ølteltet står resultattavlen. Fans og fodboldspillere flokkes om den for at se, hvordan holdene klarer sig. Klokken 11.11 er det officielt: Team Leo ender på en tredjeplads ud af de fire hold i puljen og går derfor ikke videre til mellemrunden.
   Mads Kirkedal Henriksen kommer forbi resultattavlen. Han er idrætsdagsansvarlig for fodboldturneringen, men det er ikke det tunge ansvar, der giver ham sved på panden. Ud over at arbejde som frivillig for AUS, er han også tilmeldt turneringen med et hold. Derfor er han ikke helt opdateret på resultaterne, da han prøver at udpege en potentiel vinder:
  – Det er svært at sige, hvem der vinder. Tandlægernes hold plejer at have gyldne ben, men de er vist ikke tilmeldt i år. Men dem der Team Leo skulle have gode chancer for at nå podiet...
   Men da havde Team Leo selv læst skriften på resultattavlen og var gået direkte til tredje halvleg.
  – Selvom øllene smager bedre, når man vinder, siger Johan Langlet.

 

Finaleoversigt fodbold:

Herre-rækken:
Baskerne 3 — 2 FC Priest


Mix-rækken:
Guldbajerne 0 — 5 FC Kausal