Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk
Det er farligt at leve. Man dør af det.
Det ved familien Gladney i Don Delillos satiriske roman Hvid støj alt om. En dag bliver den skole, børnene går på, evakueret på grund af giftgasser:
”De måtte evakuere underskolen om tirsdagen. Børnene fik hovedpine og irriterede øjne, metalsmag i munden. En lærer rullede rundt på gulvet og talte fremmede sprog. Ingen vidste, hvad der var galt. Nogle bygningsinspektører sagde, at det kunne være ventilationssystemet, malingen eller fernisen, skumisoleringen, den elektriske isolering, cafeteriamaden, strålerne som mikrocomputerne udsendte, asbestbrandsikringen, klæbestrimlerne på papkasserne, dampene fra klorvandet i svømmebassinet, eller måske noget dybere, mere finkornet, endnu tættere sammenvævet med tingenes tilstand.”
Risikoen er overalt, og alt er usikkert. Både hvad der er farligt, hvor farerne kommer fra, og hvor farlige de er. Til sidst bliver det for meget for Babette, kvinden i familien. Frygten for farerne udvikler sig til en dødsangst så stærk, at hun opsøger en ny eksperimentel medicin, der kan fjerne angsten for døden. Risikoen ved at tage medicinen er abnorm:
”Jeg kunne dø. Jeg kunne leve, men min hjerne kunne dø. Venstre side af min hjerne kunne dø, men højre side kunne leve.”
Katastroferationaliteten
Don Delillos roman peger på, hvordan vi i vores forsøg på at håndtere de uendelige farer i det, sociologerne har døbt risikosamfundet, ofte vælger irrationelle midler eller endog midler, der er langt værre end det problem, de er udset til at bekæmpe.
– Der findes en beregning, der viser, at omkring 1200 amerikanere døde i trafikken i årene efter den 11. september, alene fordi de af frygt valgte at tage bilen i stedet for flyet. Der er virkelig et enormt misforhold mellem truslernes omfang og den måde, hvorpå vi forholder os til dem, siger adjunkt i idehistorie på Aarhus Universitet Mikkel Thorup, der bl.a. forsker i vores forhold til terrorisme og andre risikofænomener.
Vores forhold til H1N1, bedre kendt som influenza A og engang bedst kendt som svineinfluenzaen, er ingen undtagelse, mener han.
– Hvert år dør 500-1000 mennesker i Danmark af en almindelig influenzaepidemi. Det er der ingen, der skænker en tanke. Det er blot en del af ”baggrundsstøjen” ved at leve i et samfund. Det er individuelle hverdagskatastrofer på linje med trafikdrab. Men så dør der pludselig to unge mexicanere af en ny influenza, og med det samme opstår ideen om, at den store katastrofe er på vej. Nogle få uger er der tilløb til total panik. Alle alarmsystemer er i beredskab, Mexico kommer nærmest i karantæne, og der hamstres medicin. Det virker komplet irrationelt, siger Mikkel Thorup. Han mener dog, at reaktionen er udtryk for noget andet, nemlig at den ”almindelige” rationalitet blot er afløst af en særlig katastroferationalitet.
– Hvis den exceptionelle katastrofe var på vej, hvis influenzaen nu var stærkt dødelig, og det vidste man jo ikke i en kort periode efter de første udbrud, ja, så ville det være uansvarligt ikke at tage alle tænkelige forholdsregler. Katastroferationaliteten fortæller os, at vi skal gøre alt for at hindre worst case. Først bagefter kan vi så konstatere, at ja, vi brugte måske for alt mange ressourcer på influenzaen, vi indskrænkede folks rettigheder for meget for at undgå terrorangreb, kort sagt, vi gik i panik, og midlerne, vi brugte, stod slet ikke mål med den reelle fare.
Kontrol gennem handling
Svineinfluenzaen er blot den seneste i rækken af verdensomspændende epidemi-panikker. Først var det SARS-virussen, der i 2003 skræmte en hel verden fra vid og sans. Den endte med at slå 800 mennesker ihjel – primært kinesere. Til gengæld viste WHO’s beregninger efterfølgende, at SARS-panikken havde kostet mellem 100 og 200 mia. kroner. For det beløb kunne man formentlig have vaccineret alle verdens børn mod tuberkulose, der hvert år koster oven en million mennesker livet i u-landene.
I 2005 og 2006 kom fugleinfluenzaen (H5N1), hvis hærgen fra Asien mod Europa vi dagligt kunne følge i medierne. Høns drattede døde om i Tyrkiet på grænsen til Europa, hvorefter tre ænder i Donau-deltaet i Rumænien døde. De døde fugle kom dag for dag nærmere landets grænser, og i marts 2006 ramte influenzaen også Danmark. Med hensyn til det menneskelige tabstal var tragedien dog til at overse: 257 døde i hele verden.
– Epidemierne og den verdensomspændende terror indvarsler en ny følelse af sårbarhed hos os, siger Mikkel Thorup.
– Som samfund og som personer føler vi os i stigende grad udsat for kræfter, vi ikke kan identificere og først rigtig opdager, når de har ramt os. Mange af de ting, vi troede definerede og beskyttede os – globaliseringen og vores åbne samfund – ser vi nu pludselig som det, der gør os allermest sårbare. Det er stressende og angstskabende. Vi forsøger at genvinde kontrollen ved at handle. Det er næsten ligegyldigt hvordan. Derfor har vi også set alle de her overdrevne udtryk for handlen i forbindelse på influenza A: DSB, der udsender et direktiv om, at folk ikke bør give hinanden hånden, en skole, der opfordrer til, at børnene lader være med at give hinanden et knus, og en politiker fra Dansk Folkeparti, der kræver særlige vaccinationsvilkår for sig selv og sin kæreste.
Uden sikker viden
Kim Lilholt Ruggaard, der er ph.d.-stipendiat ved Center for Virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen, peger på, at epidemitruslen understreger den kendsgerning, at vi i vidensamfundet er sårbare over for netop viden.
– H1N1 sætter fokus på vores forestillinger om autoriteters kommunikation til os og vores egen risikohåndtering som borgere. På ét plan ønsker vi, at den risikohåndtering alene varetages af autoriteterne, men på et andet plan ved vi godt, at vi selv må forholde os den til ud fra de ofte modstridende informationer fra eksperter og autoriteter, siger Kim Lilholt Ruggaard.
I de vestlige lande har myndighederne reageret forskelligt på influenzaepidemien. Det skyldes ifølge Kim Lilholt Ruggaard, at det er blevet svært for myndighederne at melde entydige forholdsregler og strategier ud, når også lægevidenskaben signalerer, at der er forskellige holdninger til sagen.
– Vi får den forestilling, at der snarere er tale om fortolkninger end om uomtvistelige facts.
Både politikere og befolkning må lære at navigere i den usikkerhed – f.eks. når man skal vælge en vaccine til eller fra. Der er altid både fordele og ulemper.
Frygtens politik
Problemet for politikerne er blot, at de i særlig grad er forpligtet på at vise handlekraft. Deres primære opgave er ikke længere at tilvejebringe velfærd, men at beskytte os mod risici, og derfor får vi al snakken om tryghed, sikkerhed og sundhed, konstaterer Mikkel Thorup. Men tryghed eksisterer ikke uden utryghed, sikkerhed ikke uden usikkerhed og sundhed ikke uden sygdom.
– Den forhenværende statsminister brugte en stor del af sin seneste nytårstale på at tale om tryghed. Som politisk budskab virker det kun, hvis man samtidig gør folk opmærksomme på, at de har grund til at være utrygge. Derfor får vi også at vide, at mange af de ting, vi har taget for givet og værdsætter, er under pres. Det være sig alt fra den vestlige civilisation, demokratiet og ytringsfriheden til sundheden, finansverdenen og boligmarkedet. Det hele er under pres, og der må vises handlekraft for at sikre vores tryghed. På den måde er vi efter min opfattelse i dag tæt på at være tilbage ved en politisk logik fra før velfærdsstaten, hvor politikken handlede om borgernes sikkerhed og ikke så meget andet.
Et videnskabeligt navn
Den nye influenzavirus stammer fra svin, og da den blev opdaget i foråret, blev den da også hurtigt døbt svineinfluenza. Det satte imidlertid verdens landbrugsorganisationer i alarmberedskab, som frygtede, landmændene snart ville have solgt den sidste svinemørbrad. Derefter kom den en kort overgang til at hedde Mexico-influenza efter det land, den først blev opdaget i. Det fik de mexicanske myndigheder se at se rødt – eller måske snarere ryggen af den sidste turist på vej ud af Mexico. Så det måtte den heller ikke hedde.
Dernæst anbefalede WHO, at influenzaen officielt skulle hedde A(H1N1) eller rettere ”ny” A(H1N1), idet A(H1N1) er en gammelkendt virusfamilie. Sundhedsstyrelsen i Danmark fulgte hurtigt WHO’s anbefaling
Lektor Lotte Meinert fra Afdeling for Antropologi og Etnografi har med interesse fulgt navnelegen.
– I Sundhedsstyrelsen siger de, at man valgte at skifte navn, da man fandt ud af, at der rent genetisk var mere humant materiale end svinemateriale i virussen. Men jeg har faktisk tjekket timingen, og diskussionen om at skifte navn kommer langt før den videnskabelige begrundelse, siger Lotte Meinert.
Hendes forklaring på navneforandringen er, at det simpelthen har været et spørgsmål om at dæmpe frygten.
– Zoonoser – altså de sygdomme, der smitter mellem dyr og mennesker – vækker væmmelse og gør os ofte ekstra bange. Ved at gøre et videnskabeligt navn til det officielle signalerer man til befolkningen, at myndighederne og forskerne har styr på situationen og ved, hvad der forgår, siger Lotte Meinert.
Naturen er ond
Mikkel Thorup ser også det videnskabelige navn H1N1 som et forsøg på at nedtone frygten og få flyttet influenzaen fra den offentlige samtale og ind i laboratoriet.
– Navnet ”svineinfluenza” giver let folk den association, at de hellere må løbe skrigende væk fra ethvert svin, de ser. H1N1 derimod associerer til, at videnskaben har klassificeret den, og at vi kan følge, monitorere og kontrollere den.
”Naturen er ond,” hedder det i Lars von Triers film Antichrist, og Mikkel Thorup peger på, at frygten for svineinfluenza også har rod i nogle dybtliggende bevidsthedsforestillinger, vi har om naturen og dyrene som onde og vilde.
– Vi har for eksempel de ældgamle forestillinger om kimærer, væsener, der er halvt menneske, halvt dyr, og vi har forestillingen om det beboede og civiliserede over for skoven og det vilde. Den fernis, der adskiller os fra dyrene, kan nedbrydes eller overskrides, og så opstår noget potentielt meget farligt. Hvis samfundet og civilisationen bryder sammen, så vender mennesket tilbage til naturtilstanden. Mennesket bliver igen et dyr. Det har film, kunst, litteratur osv. i masser af tilfælde spillet på, og det betyder, at vi har et helt lager af forestillinger i vores bevidsthed, der bare venter på at blive aktiveret. Når man hører om fugleinfluenza, er det næsten umuligt ikke at komme til at tænke på Hitchcocks film – fuglene, der kommer til os med ondskab og sygdom.
Men lige så vel som billeder kan være skrækindjagende, kan de også være stærkt afdramatiserende. Da den første dansker, en kvinde, blev konstateret smittet med den nye influenza, var der en del hemmelighedskræmmeri omkring det, og hun forblev anonym i offentligheden. Senere er influenzaofrene dog dukket op på tv-skærmen i en lind strøm.
– Der var bl.a. en lærer fra en sportsefterskole, som var blevet smittet. Tv-holdet havde besøgt ham i hans hjem, hvor han lå i sin seng og så helt normal ud. Han var ikke blevet til halvt svin og halvt menneske, men så næsten rask ud. Så tænker vi: Ja, ja, det er nok ikke så galt, og går ud og vasker hænderne en ekstra gang. Bare for en sikkerheds skyld, griner Mikkel Thorup.
Næste nummer af universitetets alumnemagasin AUgustus, der udkommer primo oktober, har tema om influenza A(H1N1) og epidemier. Det kan også læses på www.au.dk/augustus fra den 23. september.
