Af Ane H. Bjerregaard og Ditte B. Laursen
Teologistuderende
I Campus nr. 12 blev der bragt en billedserie med udvalgte snapshots fra forskellige studiers rusuger. Indlægget var som sådan fint og aktuelt, og glædeligt var det, at Teologi var med. Desværre blev vi, som teologistuderende, mødt af en provokerende og uoverensstemmende undertekst til et billede, som endvidere stod i stærk kontrast til de andre indsatte billeder. Det understøttede konkret den misforståede opfattelse af teologistudiet, som synes at være gældende hos mange. Det valgte billede forestillede de nye teologistuderende i et auditorium, hvor de blev introduceret for ugens program. Et led, som vi antager indgår i alle studieretningernes rusugeprogram.
Over for dette billede var fotosiden pyntet med andre studiers rusugebilleder, som var farvefyldte med udklædning, unge mennesker, øl og leg – altså netop opskriften på rusugeforestillingerne. En opskrift som naturligvis også følges i rusugen på teologistudiet. Campus ’ indsatte billede med tilhørende billedtekst af rusugen på teologistudiet gav på den måde udtryk for en subjektiv holdning, som vi ikke kan genkende som teologistuderende. Rusugen på Teologi indeholder både faglig og social introduktion. Russerne bydes den første dag velkommen hos deres tutorer, som står klar med morgenmad i eget hjem. På den måde kan de nye studerende begynde ugen i et mindre forum og miljø. Ugens indhold forløber videre med Olymballade, pubcrawl, rusforelæsninger, bål- og grillaftener, mentorgruppemøder, lanciers, fællesspisning og bar samt introduktion til studiet og sociale aktiviteter. Samtidig bydes de nye studerede velkommen af studielederen, studievejlederne, undervisere samt undervisermentorerne. På den måde lærer de nye studerende undervisere og studerende at kende på en enestående måde. Rusugens faglige og sociale aspekter udspilles i et enestående sammenspil.
Teologistudiet er et studium, der emmer af studenterliv. Det kommer blandt andet til udtryk via foredragsforeninger, ”Ugens Uundgåelige”, studenterpolitiske organisationer, højskoleweekend, forårsfest, årsfest og julefest med revy. Derudover sluttes ugen af i Theos Bar i selskab med religionsvidenskab og arabisk samt andre studerende. At lave en fotoside, der udtrykker teologistudiets rusuge med inddragelse af ovenstående arrangementer, forstår vi naturligvis godt er en svær opgave, og derved kan vi blot, fra egne rækker, sige, at det skal opleves i levende billeder.
Jeg skal beklage, at billedserien fra rusugen 09 i Campus nr. 12 fik fremstillet Teologi i et lidt negativt lys. Der har været tale om en redaktionel svipser. Jeg håber, at Ane, Ditte og andre teologistuderende bemærkede billedet på side 13 i sidste nummer (13) af Campus , der viste en noget mere festlig side af rusugen på Teologi.
Hans Plauborg, ansvarshavende redaktør.