Af Astrid Hellerup Madsen
ahm@adm.au.dk
Medierne er fulde af snak om det pressede danske bogmarked. En overgang så det ud til, at Dan Browns nyeste føljeton til bestselleren Da Vinci Mysteriet ikke kunne købes i Bog & Idé-butikkerne. Det var kædens reaktion mod, at supermarkeder sælger den længe ventede bog så billigt.
– Vi er i en presset situation. Boghandlerne er kun distributører af bøgerne, og forlagene prøver at styre så meget som muligt. Og der er altid konkurrenter, der kommer med et vanvittigt tilbud som med den nyeste bog af Dan Brown, siger Jens Viltoft-Hansen, der er leder af Stakbogladen.
– Med internetboghandlerne er konkurrenten kun et klik væk. Så for at skille os ud fra dem, vi konkurrerer imod, må vi gøre noget andet. En gang om året holder vi udsalg, men det er der jo så mange, der gør, så vi fandt på en ny måde at trække kunderne til. Konceptet er enkelt: billige bøger og gratis fadøl, siger han.
Udsalget kan f.eks. foregå på den måde, at man kan rafle om bøgernes pris og betale det, øjnene viser.
Jens Viltoft-Hansen har også stor respekt for bl.a. Politologisk Bogformidlings måde at kombinere det sociale aspekt til bogsalget. Foreningen reklamerer således med gratis kaffe til besøgende eller en hyggesnak i sofahjørnet. Og der er ligefrem venteliste på at blive frivillig i butikken.
– Vi bliver også nødt til at krydre priserne med noget andet. Folk kommer kun ind i Stakbogladen, hvis de har et ærinde her, siger han.
Langt til papirløst samfund
Jens Viltoft-Hansen er dog ikke urolig for den trykte bogs fremtid. Han mener, at bogen som medie er unik.
– Langt de fleste lærebøger findes som e-bøger efterhånden. Men så længe, systemet ikke er bedre, vil folk holde fast i papirformen, mener han.
Det, der for alvor mangler, er en måde, så man nemt kan overstrege og skrive i marginen på teksterne. Og læseren har nærmest brug for flere computerskærme for at kunne se flere tekster ad gangen. At det papirløse samfund ikke venter lige rundt om hjørnet, kan også aflæses i, at mange studerende stadig foretrækker de gammeldags trykte kompendier frem for de elektroniske.
– Fra de institutter, der er gået over til elektroniske kompendier, kommer de studerende nu selv ind og bestiller kompendierne, siger Jens Viltoft-Hansen.
Han mener også, at Stakbogladen kan tilbyde noget, som en virtuel boghandel ikke kan.
– Vi giver de studerende en bedre service efterfølgende. Bøger kan nemt byttes. Og hvis det ikke er den rigtige udgave, den studerende har fået, skaffer vi en ny, lyder det fra Stakbogladens leder.