Aarhus Universitets segl

Bagsiden

Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk

Akademisk pornografi

En ordentlig akademisk boghandel har naturligvis en afdeling med crime og porno. I hvert fald i 1969, hvor Akademisk Boghandel havde viet et særligt udstillingsbord til de to populære genrer. Måske der her var en niche, som Stakbogladen burde genopdyrke for at styrke sin skrantende økonomi, som Campus skrev om i sidste nummer. Placeringen ved siden af afdelingen for danske romaner og Politikens håndbøger bør i så fald nok genovervejes i et kritisk postmodernistisk lys.

Biblerne kom (ikke) i whiskey-kassen

Hvad er mere oplagt end at bruge gårsdagens avis til at pakke fisk ind i? Det skulle da lige være at pakke de første bøger til en akademisk boghandel ned i en tom amerikansk whiskey-kasse.
Da Studenternes Bogimport – forløberen for Stakbogladen – blev etableret af Studenterrådet ved Aarhus Universitet i 1949, kom de allerførste bøger i en rustik whiskey-kasse. Ifølge overleveringen indeholdt kassen noget så helligt som bibler – vistnok russiske og græske af slagsen – men det benægtes dog hårdnakket af Alice Stubbe Østergaard, enke efter Niels Stubbe Østergaard (1928-1996), som blev leder af Bogimporten i 1950. 
Kassen, der i øvrigt kom til at fungere som Bogimportens første reol, har gennem de forløbne 60 år opnået næsten mytisk status. I 2003 overdrog Alice Stubbe Østergaard kassen til Universitetshistorisk Udvalgs samling af ”museumsgenstande”.

 

Læs mere om Stakbogladens historie på www.au.dk/uhu/velkommen/ab