Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk
Den 24. september kunne seniorforsker Rasmus Ejrnæs læse sin egen mail-korrespondance med Miljøministeriet beskrevet i alle landets medier.
Anledningen var en to år gammel indberetning til EU om bl.a. de danske skoves naturtilstand, hvor Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) havde indstillet én måde at opgøre skovenes biodiversitet – den, de mente var mest fagligt velbegrundet – hvorefter Miljøministeriet valgte, at en anden opgørelsesmetode skulle bruges – en metode, der i sidste ende gav et mere positivt billede af, hvordan skovene havde det. Og ud fra bl.a. førnævnte mails blev den proces fremlagt, som om DMU i den grad havde fået vredet den faglige arm om af ministeriet.
Men hvad er egentlig op og ned i DMU’s forhold til Miljøministeriet? Campus har sat fire medarbejdere fra DMU’s afdeling for Vildtbiologi og Biodiversitet i Kalø stævne for at diskutere, hvordan man både kan være et universitet og give direkte input til det politiske system.
Aktuel debat
En af de fire DMU-medarbejdere, som er med i rundbordsdiskussionen i DMU’s store bindingsværksgods på Kalø, er netop Rasmus Ejrnæs, som blev ufrivilligt centrum i en mediestorm om de danske skove.
Han forklarer, at problemet i den konkrete sag ikke så meget var, at Miljøministeriet krævede opgørelsesmetoden ændret, hvilket netop var, hvad han fagligt opponerede imod i de pågældende mails.
Set fra hans synsvinkel lå problemet mere i, at det blev for uklart i ministeriets pressemeddelelser og den endelige indberetning til EU, hvad der var DMU’s faglige anbefalinger, og hvad der var ministeriets mere politiske og strategiske vurderinger af, hvordan indberetningen skulle skrues sammen.
Ministeriet har det sidste ansvar
– Den faglige rådgivning skal holdes fra de efterfølgende politiske prioriteter. Vi skal ikke stå som afsender på noget, som er politisk besluttet i Miljøministeriet, selvom vi leverer de faglige input, som det bliver besluttet på baggrund af, siger seniorforskeren, som bakkes op af forskningschef Flemming Skov.
– Det er Danmarks regering, der er ansvarlig over for EU. Så det er den, der i sidste ende træffer valget om, hvordan indberetningen skal laves, og modellen skal se ud, og det er også den, der står til ansvar bagefter, siger han.
Inden fusionen med resten af Aarhus Universitet i 2007 var DMU, ligesom Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, en såkaldt sektorforskningsinstitution, der formelt var underlagt de ministerier, de servicerede. I dag er DMU en del af universitetet og har kun en mere uformel tilknytning til Miljøministeriet, der dog stadig er den største opgavebestiller.
Viden skaber problemer
Netop adskillelsen af politik og faglig vurdering er en rød tråd igennem de fire DMU’eres opfattelse af, hvad der er væsentligt for deres institution. Seniorforsker Preben Clausen understreger, at man som forsker ikke skal lade sig styre af det pres, der nødvendigvis må komme fra embedsmænd – både for ministeriets og ens egen skyld.
– Vores berettigelse ligger i, at vi tør give uafhængige og til tider ubehagelige faglige vurderinger. Det giver troværdigheden, som gør os anderledes end alle mulige andre opgaveløsere, så ministerierne kommer igen. Hvis vi holder vores kæft, så dør vi, fordi værdien af det, vi laver, går fløjten, siger han.
Kontakt giver ideer
De fire DMU’ere forstår godt, hvorfor en sag som den om skovene kan få mange forskere til at ønske en fuldstændig afbrudt forbindelse mellem ministerierne og universiteterne, men det er ikke løsningen, mener Preben Clausen.
– Når vi løser opgaver for ministeriet, bruger vi det også til at identificere vigtige områder, som der mangler forskningsmæssig viden om. Vi får uvurderlig feedback, som vi kan bruge til at opdyrke nye vidensområder og gøre de eksisterende mere anvendelige, hvilket igen er til gavn for ministeriet, folketinget og samfundet, siger han.
Forskningschef Flemming Skov understreger, at når ministeriet, som det netop har gjort, foreslår udlicitering af en del af miljø-rådgivningen, risikerer det at save lige præcis den feedback-løkke over.
– Vi kan selvfølgelig ikke blande os i ministeriets prioriteringer, men blot konstatere, at systemet har fungeret godt indtil nu, og at vi har opbygget en faglig viden, som man risikerer dør, hvis man spreder forskningsmiljøet ud på fem private konsulentbureauer, siger han.
Hurtige spørgsmål til forskningen
At være tæt på det politiske system betyder også, at man som forsker kan blive stillet over for nogle helt andre udfordringer, end man måske møder, hvis man sidder i Universitetsparken i Århus.
– Det kan ske, at der i folketinget bliver stillet spørgsmål til et emne, som vi formodes at være dem, der ved mest om. Så kommer ministeriet lynhurtigt til os. Og der nytter det altså ikke at sige: ”Troels, det ved vi ikke nok om, kom tilbage om fire år, så sætter vi en undersøgelse i gang, så du måske kan få et svar.” Der skal svares i løbet af en uge, og så fortæller vi det, vi ved, og det, vi ikke ved, så det åbent kan indgå i det politiske arbejde. Jeg har prøvet at blive ringet op på en skiferie, fordi der blevet stillet et spørgsmål i folketingssalen, smiler Preben Clausen.
– Og vi understreger altså også, når vi ikke har viden nok om et emne, og beskriver usikkerheden i detaljer, bryder Aksel Bo Madsen ind, mens de andre nikker bekræftende.
Der er altid nogle, der bliver sure
Aksel Bo Madsen understreger, at DMU-forskerne er rigtig kede af det, hver gang de får skudt i skoene, at de ligger under for Miljøministeriet, fordi han også ser den faglige uafhængighed som DMU’s vigtigste styrke. Men samtidig har han erkendt, at det nok er en del af ”gamet”.
– Hver gang vi laver en rapport, er der nogle, der bliver sure. Hvis vi skriver, at det danske jagtvildt har det godt, er det naturfredningsforeningerne. Hvis vi skriver, at der bliver skudt for meget, er det jægerne. Og tit vil de, der er utilfredse, antyde, at vi er i lommen på nogle andre. Sådan tror jeg, det vil være, når man i så høj grad bedriver anvendt forskning på et højspændt område som miljø. Men derfor skal vi selvfølgelig også være ekstra gode til at beskytte os selv mod netop de beskyldninger, siger han.
For lidt public service
De fire forskere diskuterer ivrigt, hvordan DMU eventuelt kunne have handlet anderledes i den aktuelle sag. Rasmus Ejrnæs kunne godt have ønsket sig, at det fremgik klarere af rapporterne, hvad DMU havde ment var den bedste opgørelsesmetode, og hvad det ville have betydet for de endelige indrapporteringer.
– Taget i betragtning, hvor enorme mængder af tid og penge det tog at indberette hele den kæmpe datamængde bare efter Miljøministeriets metode, tør jeg slet ikke tænke på, hvor dyrt det ville have været at lave endnu en indberetning efter vores oprindelige model. Og det ville nok ikke være sådan en public service-opgave, som Miljøministeriet mener vores bevilling til myndighedsbetjening skal bruges til. Så hvis jeg virkelig skal pege på et sted, hvor jeg synes, der er et problem, handler det ikke om censur eller politisk indblanding. Det handler i stedet om, at der i dag er alt for mange politisk styrede forskningsmidler og for få basismidler. Og her tror jeg sådan set ikke, at min opfattelse af, hvad der er problematisk, er så forskellig fra opfattelsen hos alle andre forskere på Aarhus Universitet, smiler Rasmus Ejrnæs.
