Af Gitte Bindzus Foldager
gbk@adm.au.dk
Det er kun et fåtal af verdens forskere, der kan prale af at have vundet en Nobelpris, men endnu færre, der både har vundet en Nobelpris og er blevet nævnt på forsiden af et af verdens største modeblade.
Det kan den 60-årige amerikanske videnskabsmand Peter Agre. I 2003 vandt han Nobelprisen i kemi for sin opdagelse af de såkaldte aquaporin-vandkanaler, og efterfølgende blev han omtalt på forsiden af modebladet Marie Claire .
Han praler dog hverken af det ene eller andet, for det har hans forældre af skandinavisk oprindelse lært ham, at det gør man ikke.
− Da jeg vandt Nobelprisen, ringede min kone til min mor og fortalte hende det, og min mors svar var: ”Det er også meget fint, men lad det ikke stige ham til hovedet.” Jeg har siden fortalt historien til en jødisk kollega, og han sagde, at hvis det var hans mor, havde hun sagt, hvad tog dem så lang tid, og hvorfor skulle du dele den med en anden? smiler Peter Agre og vender tilbage til historien om, hvordan han endte på forsiden af Marie Claire .
− Jeg blev ringet op, fordi journalisten gerne ville vide, om man kunne skrive, at Christian Diors creme Hydraaction, som er lavet med aquaporin-teknologi, kunne gøre en forskel for huden, og jeg sagde, at der måske ville være en lillebitte forskel, men slet ikke noget, man kunne bevise videnskabeligt. Det var dog nok til, at det blev nævnt på forsiden, fortæller han og trækker på skuldrene.
− Da jeg så fortalte min mor det, sagde hun: ”Endelig bruger du dit liv til noget ordentligt!”
Han griner over historien, inden han fortsætter med endnu en historie, for dem har han masser af, og det er også sin egen livshistorie, som han er blevet inviteret til Aarhus Universitet for at fortælle. Historien om modebladet når han dog ikke til under sit foredrag i et stopfyldt Søauditorium, men her er tilhørerne også nærmere kommet for at høre om Nobelprisen.
Droppede ud af high school
Som ældste søn af en kemiprofessor syntes vejen at være banet for den unge Peter, hvis største helt som lille var hans far. Alligevel tog Peter Agre nogle gevaldige omveje undervejs og endte i 1967 med at droppe helt ud af high school, da hans karakter i kemi var nået ned på et D, svarende til karakteren 2.
− Nu er det ikke sådan, at jeg med den historie vil fortælle, at man kan vinde Nobelprisen, selvom man er droppet ud af high school. Jeg færdiggjorde min uddannelse på aftenskole og kom derefter på universitetet. Selvfølgelig har man brug for en uddannelse, men man behøver ikke være perfekt for at få succes, forklarer han.
Perfekt har Peter Agres liv heller ikke været hver dag. Mørkest var det, da hans datter Lydia døde lige før jul i 1983 – blot tre måneder gammel.
− Lige så meget som vi elsker vores arbejde og de udfordringer, det giver, lige så meget er vi altid afhængige af vores familie og støtten fra dem, og mit syn på mit arbejde var virkelig udfordret, da Lydia døde, fortæller han og rømmer sig.
Peter Agre forskede dengang i blodsygdomme og interesserede sig især for tropesygdomme, men datterens død betød, at han nu også begyndte at interessere sig for medfødte sygdomme, og hvad der gør nyfødte syge, og dette var med til at lede ham frem til aquaporin-vandkanalerne.
Prisvindende opdagelse ved et tilfælde
I sit laboratorium på Johns Hopkins-hospitalet forskede han i blodtypesystemet, og i et forsøg, hvor han forsøgte at isolere rh-molekylet, blev der ved med at dukke et andet molekyle op, som han ikke kunne finde ud af hvad var.
− Det var nærmest et rent tilfælde, at vi fandt det, og jeg kunne længe ikke finde ud af, hvad det var. Derfor spurgte jeg flere af mine kollegaer om, hvad de mente. Til sidst spurgte jeg en gammel kollega, professor John Parker fra University of North Carolina, og han foreslog, at det måske kunne være en vandkanal, fortæller nobelprisvinderen om, hvordan han fandt frem til den epokegørende opdagelse, som bl.a. forklarer, hvordan menneskers nyrer regulerer kroppens vandbalance.
− John Parker har efterfølgende aldrig villet tage æren for at have hjulpet mig, og spurgte man ham senere, nægtede han det. Han nåede heller ikke at opleve, at jeg fik Nobelprisen, da han døde inden.
For Peter Agre har det altid været vigtigt at diskutere forskningsresultater med andre forskere, selvom han godt ved, at han dermed risikerer, at nogen stjæler hans ideer.
− Alle ved, at æren aldrig går til nr. 2, der opdager noget, men alligevel har vi i vores laboratorium altid arbejdet ud fra at dele viden med andre frem for at holde den for os selv. Af samme grund mener jeg også, det er meget vigtigt, at ældre forskere bruger tid sammen med unge forskere, da det giver anledning til at se på problemer fra nye vinkler. Hvis jeg ikke delte min viden, havde jeg aldrig vundet Nobelprisen.
Videnskab er vigtig
Om at vinde Nobelprisen siger Peter Agre:
− Prizes are wonderful, but they are not everything.
Han har tidligere sagt, at det, han syntes bedst om ved at vinde, var alle dem, der ringede og ønskede ham tillykke. Gamle klassekammerater, slægtninge fra Skandinavien, gamle klasselærere og kollegaer; folk, som han ikke havde talt med længe og derfor fik en chance for at få genskabt kontakten med.
− For mig har Nobelprisen givet mig en chance for at rejse rundt og sprede det gode budskab om videnskaben for at få flere til at blive lige så forelsket i den, som jeg selv er, fortæller han denne dag til alle de studerende og forskere, der har klemt sig ind i det store auditorium.
Og også denne gang lykkedes det ham at nå ind til i hvert fald én studerende, der efter foredraget kommer ned og fortæller, at efter at have hørt hans historie vil han skifte jurastudiet ud med medicin.
− Det er vigtigt at få unge mennesker til at interessere sig for videnskab, og det prøver jeg ved at sætte et ansigt på. I USA tror 20 procent af amerikanerne stadig, at det er solen, der flyver rundt om jorden og ikke omvendt, og rigtig mange tror også, at hulemænd levede sammen med dinosaurerne, siger han og tilføjer med et smil:
− Måske det sidste skyldes Flintstones.
