Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk
I september besluttede bestyrelsen for Aarhus Universitet at forlænge Lauritz B. Holm-Nielsens ansættelse som rektor frem til 2013. Dermed kan den snart 63-årige fannik, der selv er uddannet biolog ved universitetet og har været lektor og dekan ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, se frem til at sidde på posten i de maksimalt otte år, som universitetsloven giver mulighed for. Fire år mere i et job, som han selv siger kræver en god portion fysisk robusthed.
– Jeg har ikke haft en eneste sygedag de seneste fire år, og i min alder skal man være taknemmelig for at have sådan et jernhelbred. Jeg tror nok, at en og anden kunne have fået lidt ondt i hovedet af det program, jeg har haft.
– Jobbet kræver vel også en vis psykisk robusthed?
– Jamen, den psykiske side er egentlig meget lettere. Hvis man har nogle ordentlige værdier og ved med sig selv, at man gør sit arbejde så godt, man kan, inden for det værdisæt, så har man ro i sjælen. Og jeg har meget ro i sjælen.
Rektors synlighed
– Hvad vurderer du selv er din største bedrift som rektor?
– Jeg synes, det er dejligt at se, at Aarhus Universitet er blevet mere synligt både i Danmark og internationalt. I dag er vi helt tydeligt et af de meget synlige unge universiteter i Europa. Det er selvfølgelig medarbejdernes fortjeneste, men jeg har haft min naturlige gang på den internationale arena, så på den måde kan man vel sige, at der har været et godt samspil mellem universitet og person.
– Det har vel også været en bevidst prioritering?
– Ja, det har været meget vigtigt. Jeg er ikke nogen stor fan af universitetsranglister, der forsøger at koge alle universiteternes aktiviteter ned til et enkelt tal. Men når vi på alle de toneangivende ranglister kommer ud i top 100 blandt verdens universiteter og netop er gået fra at være nummer 81 til 63 på Times Higher-ranglisten, så er det da noget, jeg er stolt af, for jeg ved, hvor stor konkurrencen er mellem de bedste universiteter.
– Nogle vil sige, at din synlighed udadtil og internationalt er sket på bekostning af tilstedeværelsen indadtil. Hvad siger du til det?
– Det synes jeg ikke er helt rimeligt. Hvis man regner København med til udlandet, ja, så har jeg rejst meget i udlandet, for jeg har gennemsnitligt været i København en dag eller to om ugen. Om jeg er i Berlin eller København, betyder det samme for min tilstedeværelse her på stedet. Mine første år som rektor har været præget af de mange reformer på universitetsområdet, og jeg har prioriteret at spille en meget aktiv rolle på universitetssiden i diskussionerne med politikere og embedsfolk, så vi fik de bedst mulige aftaler.
– Men vil du gerne være synlig indadtil på universitetet?
– Jeg kan godt sige, at da jeg tiltrådte stillingen, havde jeg en ambition om, at jeg kunne sidde i forskellige kantiner og spise morgenmad og få en ”naturlig” dialog med folk her. Men jeg måtte desværre hurtigt erkende, at det var en lidt naiv ambition i forhold til den kalender, man har som rektor. Jeg vil også frygtelig gerne komme til alle receptioner og jubilæer og være med til at åbne alle symposier og kongresser, og jeg når så mange, jeg overhovedet kan. Men jeg har det også dårligt med at komme og sige et par ord i fem minutter og så være nødt til at gå igen. Det synes jeg ikke, jeg kan være bekendt over for de mennesker, der har indbudt mig. Derfor sker det, at jeg vælger nogle arrangementer fra.
Fusionerne var nødvendige
– Universitetsfusionen må have fyldt ret meget i din kalender og bevidsthed de sidste fire år…
– Ja, det vidste jeg jo ikke helt, at den ville, da jeg tiltrådte. Jeg sad i Forskningskommissionen i 2000-2001, og vi tænkte nogle af de her tanker om universitetsfusioner, men da var det ikke klart, at det ville blive til noget. Til gengæld vidste jeg, at vi under alle omstændigheder var nødt til at komme igennem en administrativ forandringsproces, fordi mange af vores administrative systemer var pint til det yderste, og fordi vi stod over for et stort generationsskifte blandt de administrative medarbejdere. Men heldigvis fik vi også fusionerne, som jeg mener har forhindret det billede, der var ved at opstå, nemlig at Danmark havde Københavns Universitet og tre regionale universiteter i Vestdanmark.
– Var det virkelig det generelle billede for fem år siden?
– Ja, man kunne iagttage år for år, at det billede blev tydeligere. Aalborg Universitet og Syddansk Universitet var nået til vores skulderhøjde, så der skulle ske noget, og da jeg påtog mig jobbet, betingede jeg mig, at jeg havde opbakning fra bestyrelsen og ledelsen til at ændre det. Fusionerne har betydet, at vi har fået et større og bredere engagement nationalt og internationalt. Vi har fortsat rødderne i det midtjyske, ja, men billedet er ikke længere, at vi er det største regionale universitet i Danmark. Vi er et af Europas stærke universiteter.
– Jeg synes også, det er godt, at vi på én gang både fik en strukturreform, en ledelsesreform og en finansieringsreform på universiteterne. I min tid i Verdensbanken så jeg gang på gang, at de fleste lande kun valgte den ene reform, og det løftede sjældent sektoren. I Danmark har vi gjort alle tre ting, og det høster vi allerede frugterne af – bl.a. gennem større investeringer i sektoren.
Universiteterne er bedst til at prioritere
– Da du tiltrådte rektorjobbet, sagde du i et interview til Campus, at universitetsloven efter din mening var en god lov. Mener du stadig det?
– Ja, for den lægger op til selvejende institutioner og dermed frihed for det snærende favntag med staten, vi har oplevet siden 1970’erne. Desværre har politikerne bare ikke taget skridtet fuldt ud endnu.
– I din årsfesttale forleden revsede du jo også videnskabsministeren for ikke at leve op til sit løfte om flere frihedsgrader til universiteterne. Hvad tror du, at ministeriets top- og detailstyring på mange områder betyder for VIP’ernes motivation og engagement i arbejdet?
– Heldigvis ikke så meget. Vi kan jo se i arbejdspladsvurderingsundersøgelsen, at langt de fleste er motiverede og engagerede og gerne går en ekstra meter for deres fag. Men som jeg understregede i talen og har sagt masser af gange i andre sammenhænge, så har vi ikke fortjent den overdrevne styring, som f.eks. Akkrediteringsrådet udsætter os for. Nogle af styringsmekanismerne i forhold til vores uddannelser er næsten fornærmende.
– Men der er vel en naturlig politisk interesse i at prioritere, hvad vi som samfund bruger forsknings- og uddannelsesmidlerne på?
– Jeg har det fint med, at politikerne sætter nogle rammer – også gerne overordnede strategiske rammer for, hvad vi skal satse på. Men når de rammer er sat, får samfundet langt mest ud af, at universiteterne og forskerne selv finder ud af, hvordan man når længst med de givne midler. Man kan lave en parallel til kunstens verden. Da vi indviede vores nye kunst her forleden (mosaikkerne af kunstneren Erik A. Frandsen, omtalt i Campus 14, red.) sagde kunstneren, at han var overrasket over, at vi ikke havde blandet os mere. Det er næsten chokerende for mig, at han kunne tænke sådan, for hvordan skal vi få god kunst, hvis de, der ikke er kunstnere, vil gøre sig klogere end kunstnerne? Det samme gælder uddannelse og forskning. Det bliver ikke bedre af, at de, der ikke har forstand på det, blander sig i detaljerne.
Bibliometrien får en (lille) betydning
– Fremover vil offentliggørelsen af forskningsresultater efter de såkaldte bibliometriske indikatorer få betydelig indflydelse på universiteternes økonomi. Betyder det også, at den interne fordeling af midler til hovedområderne skal ændres, eller skal de fakulteter, der hiver flest penge hjem, fortsat betale til de andre?
– Jeg vil først og fremmest sige, at jeg synes, det er rimeligt, at man prøver at finde ud af, hvilken indflydelse forskningsresultater har. Når man producerer forskningsresultater, skal man også tænke over, om man får dem kommunikeret til dem, man gerne vil kommunikere med. Det kan i nogle tilfælde være et internationalt publikum i tidsskrifter som Nature og Science, men det kan sandelig også være, at man vil kommunikere med nogle i en mere lokal sammenhæng. Men man skal forsøge at ramme sin målgruppe.
– Jo, men det handler om at ændre adfærd i forhold til forskningspublicering. Kommer det til at betyde noget for den interne fordeling mellem ”tørre” og ”våde” fakulteter?
– Nej. Danske Universiteter (tidligere Rektorkollegiet, red.) har kæmpet for og sagt helt klart, at bibliometrien ikke må bruges til at omfordele fra ”tørre” til ”våde” forskningsområder. Så formlen vil ikke blive brugt til at omfordele fra de områder, som måtte publicere meget på det nationale niveau, til dem, der publicerer meget internationalt, og det vil vi selvfølgelig heller ikke gøre internt på universitetet.
– Så du tror ikke, det kommer til at ændre så meget?
– Jeg tror, det vil påvirke publiceringsstrategierne rundt om på hovedområderne, og det er også hensigten med at indføre bibliometriske indikatorer. Desuden synes jeg, man skal huske, at den nye model for fordeling af basismidlerne faktisk respekterer forskningspubliceringerne på de ”tørre” områder langt mere end den gamle model, hvor fordelingen af basismidlerne i højere grad er knyttet til, hvor mange eksterne midler universiteterne kan indhente. Det har favoriseret de ”våde” områder, som jo henter de fleste eksterne midler.
Ny rollefordeling i ledelsen
– Der har været en del udskiftning i rektoratet de seneste par år, og forleden kunne man i en pressemeddelelse fra rektoratet læse, at I har valgt ikke at genbesætte den stilling som prorektor, der blev ledig efter Nina Smith. Hvordan fordeler I opgaverne i rektoratet fremover?
– Da Nina valgte at sige sin stilling op lige før sommerferien, besluttede jeg at bede Mercuri Urval om at hjælpe mig med at klarlægge vores ønsker og behov i ledelsen. De enslydende meldinger, jeg fik fra dekanerne, bestyrelsesformanden, universitetsdirektøren og prorektor, gav det indtryk, at vi nu her to år inde i fusionen godt kunne fordele arbejdet lidt anderledes. Dekanerne ville gerne forpligte sig til et mere tværgående arbejde på den akademiske side, og med vicedirektørerne på plads har vi også fået styrket hjulene i det administrative maskineri. På den baggrund valgte jeg ikke at genopslå den anden prorektorstilling. Det bliver selvfølgelig svært at fylde hullet efter en så arbejdsom og stærk personlighed som Nina, men vi er klar til at løse opgaverne fremadrettet.
– Nina Smith sagde i sit afskedsinterview til Campus, at de to år i rektoratet havde lært hende, at et universitet ikke kan ledes af bureaukrater alene. Er du enig med hende i det?
– Det er jeg 100 procent enig med hende i. Jeg er selv stadig biolog i hjertet, og jeg mener i min dybeste sjæl, at en leder af et universitet skal have en dyb forankring i forskningsverdenen. Det gælder også lederne på den akademiske side af universitetet. Man kan efter min mening ikke have en leder for et fysisk institut, der er uddannet på Statskundskab. Det ville aldrig gå. Lederen af et fysisk institut skal selvfølgelig være fysiker.
