Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk
”Ny kræftmedicin begejstrer forskerne”. ”Unik dinosaur-sti dukker op i Frankrig”. ”Nu er det bevist: Champagne gør os glade”.
Når du slår op i din daglige avis, vil du højst sandsynligt finde overskrifter i stil med de ovennævnte. Videnskab er populært stof og fylder stadig mere i danske og udenlandske medier. En tysk undersøgelse af forskningsstoffet i aviserne Süddeutsche Zeitung, Frankfurter Allgemeine Zeitung og Die Welt viser, at dækningen af videnskabens resultater i overvejende grad er refererende. Noget tyder altså på, at de tyske journalister lægger den sædvanlige kritiske sans på hylden, når det gælder videnskaben, og ikke stiller spørgsmål til f.eks. resultaternes gyldighed.
Kristian Strøbech, der er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kender ikke til danske undersøgelser om emnet. Han er dog ikke i tvivl om, at de tyske erfaringerkan overføres til Danmark.
– På aviserne og i medierne generelt bliver der færre og færre penge til, at nøglemedarbejdere kan have bestemte stofområder. Samtidig stiger mængden af forskningsstof. Det er klart, at det går ud over den kritiske journalistik, siger Kristian Strøbech.
Universiteterne har frit spil til spin
De travle journalister kopierer ofte i større eller mindre grad pressemeddelelser fra universiteternes kommunikationsafdelinger. Det betyder ifølge Kristian Strøbech, at universiteterne har frit spil til at sætte dagsordenen for forskningsformidlingen. Desuden ryger der tit fejl ind i artikler, der på denne måde er blevet til i et samarbejde mellem to ikke-fagpersoner. Men der er flere problemer på færde.
–Det største problem er, at der kommer til at mangle væsentlige nuancer i dækningen af forskningsstoffet. Universitetets kommunikationsafdeling er glad for omtale, og journalisterne er glade for at få populært stof i pressen. En form for overfladiskhed kommer ind og præger dækningen. Noget andet gør sig gældende, når en journalist, som virkelig kan sit stofområde, møder en forsker. Her bliver der gået i dybden på en kritisk og konstruktiv måde, siger Kristian Strøbech.
Lone Frank, der er videnskabsjournalist på Weekendavisen , er enig i, at den klassiske hårdtslående og undersøgende journalistik for det meste udebliver, når genstanden er videnskab.
– Jeg mener, der mest er tale om ”fascinationsstof”, når vi taler videnskabsjournalistik. I den kasse er stoffet ligesom blevet relegeret, sikkert fordi man ser det som en særlig verden, der skal lukkes op for læserne, en verden, som de ikke forstår og skal indføres i. Mange journalister interesserer sig ikke for forskning og videnskab, som de heller ikke betragter som en del af den ”normale” verden, men som et særligt nørdterritorium, siger Lone Frank.
Forskere bliver politikere
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) satser målrettet på forskningsformidling og har en kommunikationsafdeling, som hjælper forskerne med at omsætte deres viden til offentligheden. Prodekan for formidling Claus Holm ser ikke nødvendigvis noget problem i, at journalisterne gør flittigt brug af universitetets pressemeddelelser. Han ser dog andre udfordringer i mødet mellem forskningen og journalistikken. Blandt andet er der en risiko for, at forskere i pressen kommer til at optræde som politikere.
– En politiker kan på 30 sekunder fortælle, hvad han mener. Men en forsker kan ikke altid forklare sin forskning i det format. Så bliver det ofte til holdninger i stedet. Men forskere skulle gerne være kendetegnet ved i første omgang ikke at mene så meget, men derimod kunne kvalificere forskellige typer af meninger. Det rammer forskernes troværdighed, hvis de kommer til at ligne politikere, siger Claus Holm og tilføjer, at man derfor nogle gange må sige nej tak til at deltage i meget korte indslag.
– Begrundelser tager bare længere tid end meninger. Vi har fra universitetets side en ambition om at lave en troværdig forskningskommunikation og vil gerne vise velvilje over for omverdenen og de formater, man har der. Men nogle gange er disse formater i modsætning til det, man faktisk er i stand til at levere, siger han.
Der er altså flere problematikker på spil i mødet mellem forskningen og medierne. Men Claus Holm er ikke enig i, at journalisterne behandler forskningsstoffet kritikløst.
– Pressen har jo fanget, at forskere også er uenige. Ofte slår forskellige parter i en sag hinanden oven i hovedet med hver deres ekspert. Og det er et nyt problem, som forskningen er nødt til at finde løsninger på, siger Claus Holm.
Konflikter i videnskaben
Det at finde uenige eksperter og skabe en konflikt er dog ikke den eneste måde at bedrive kritisk forskningsjournalistik på, siger Kristian Strøbech. Faktisk mener han, at den traditionelle journalistiske konfliktskabelon er relativt uinteressant i dækningen af forskningsstoffet.
– Ofte går journalister efter konflikten som ren refleks, og det ender i det rene idioti. Det ser vi f.eks. på klimaområdet, hvor man bruger plads på den ene forsker, der er uenig med det store flertal af forskere, siger Kristian Strøbech.
At lige netop forskningsjournalistik ikke nødvendigvis behøver at være balanceret og have en konflikttilgang for at være god, gør også forskere bag den tyske undersøgelse af forskningsjournalistikken opmærksom på.
” I de tilfælde, hvor der er næsten fuldstændig videnskabelig enighed, og kun nogle få forskere modsiger denne dominerende konsensus, vil lige repræsentation til begge synspunkter give læseren et forvrænget billede af diskussionen ”, som de skriver i deres artikel.
– Men bør journalisten ikke have begge parter repræsenteret i sin artikel?
– Ikke altid. Vi trækker f.eks. ikke længere folk frem, som mener, at rygning ikke er skadeligt, selvom de findes. Der sker jo heldigvis en gradvis opbygning af viden i vores samfund, og når journalisterne på redaktionerne begynder at vide nok, holder de op med at bruge konflikttilgangen, hvor den er helt unødvendig, siger Kristian Strøbech.
Skøjter frem til den nemme overskrift
En anden yndet kritisk vinkel i dækningen af forskningsstoffet er ”faremomentet”. Her vil journalisten typisk fortælle, hvor spændende en given forskning er, men at der også ligger nogle farer og lurer – det gælder især inden for det naturvidenskabelige og medicinske område. Det er imidlertid heller ikke den form for kritik, Kristian Strøbech efterspørger.
– Den kritiske vinkel kommer simpelthen af, at journalisten har et indgående kendskab til stofområdet og kan spørge grundigt ind til forskningen og dens perspektiver. På den måde undgår man at skøjte hen over de overfladiske parametre som ”aldrig set før” og ”om 100 år måske en kur for cancer”, siger Kristian Strøbech.
Akademikere som journalister?
Problemet med de travle journalister, der ved for lidt om videnskab, står tilbage. Kristian Strøbech efterspørger fra mediernes side en strategi for pasning og pleje af medarbejdernes mulighed for at bygge viden op.
Men har journalister overhovedet en chance for at sætte sig ind i stofområder, som forskere bruger årtier på at undersøge?
– Ja da. Selvfølgelig har de det. Tag f.eks. dansk politik – der findes journalister rundt omkring, som ved mere om komplekse sammenhænge i politik, end udøverne af politik selv gør. Så selvfølgelig er det muligt. Det er utilgiveligt, at vi som journalister så ofte deponerer vores viden et andet sted – f.eks. når det handler om naturvidenskab. Selvfølgelig kan vi sætte os ind i naturvidenskab, siger Kristian Strøbech.
Videnskabsredaktør på Politiken Morten Garly Andersen er kun delvist enig i, at videnskabsjournalisterne sjældent er kritiske.
– Vi skal nok arbejde på at blive mere kritiske i visse henseender, men som videnskabsjournalister kommer vi aldrig til at operere på helt samme måde som f.eks. erhvervsjournalister. Hvis vi beskriver ny viden, handler det jo først og fremmest om at beskrive den og ikke at levere videnskabelig modargumentation. Men hvis nu en AU-forsker siger, at hans forskning er et globalt gennembrud, vil vi da altid høre en kollega på Københavns Universitet, om det nu er rigtigt. I det hele taget er vi meget opmærksomme på ikke at blæse en for voldsomt op med store ord, siger Morten Garly Andersen.
Thomas Olesen, der er lektor ved Institut for Statskundskab, peger på, at der også er brug for journalister, der har gået på universitetet.
– Forskningsjournalistikken bliver stadig vigtigere, fordi politik bliver mere og mere spundet ind i forskning og teknologi, og det kræver meget kompetente journalister, ideelt set med en akademisk baggrund. Det er en udvikling, som allerede er i gang. Dog nok mest inden for det samfundsvidenskabelige og humanistiske område, hvor vi f.eks. på Aarhus Universitet for nylig har oprettet en cand.public.-uddannelse, som netop har til formål at uddanne journalister og kommunikatører med en akademisk ballast, siger Thomas Olesen.
