I en ny interviewserie sætter Campus fokus på livet som medarbejder ved Aarhus Universitet.
Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
Rane Willerslev, hvad er det bedste ved dit arbejde?
Forskningen og de ideer til formidling, som vi hele tiden udvikler på Moesgård Museum. Faktisk går de to ting hånd i hånd. Mine ideer til udstillinger og anden formidling udvikles på baggrund af min forskning, og projekterne føder så tilbage i forskningen, som får nye og skæve vinkler. Det er fantastisk at opleve en sådan symbiose. Museet som forskningsinstitution er særlig ved, at jeg både fungerer som forsker, afdelingsleder og som en slags praktisk igangsætter. Den kombination, som jeg ikke kendte fra det rent universitære miljø, passer måske ikke til alle forskere, men for mig er den fantastisk dynamisk.
Hvad er din bedste faglige oplevelse det seneste år?
Det er helt klart, når et større forskningsprojekt materialiserer sig, som da jeg publicerede monografien Soul Hunters på University of California Press. Jeg var også glad, da jeg i sidste måned udgav populærbogen På flugt i Sibirien på Gyldendal. At skrive bøger giver mig som forsker og humanist en helt særlig faglig stolthed. Artikler i gode internationale tidsskrifter er også godt, men kan alligevel ikke måle sig med glæden over at udgive bøger.
Og den bedste sociale oplevelse på arbejdspladsen det seneste år?
Det var, da vi på Moesgård Museum opbyggede den store særudstilling “Polarrejsen: Fra Grønland til Stillehavet”, som står indtil begyndelsen af februar. Vi havde arbejdet i døgndrift og indså, at vi ikke kunne blive færdige til om eftermiddagen, hvor kulturministeren skulle åbne udstillingen. Selv samme morgen trådte hele museet til: konserveringen, sekretærerne og bygningsforvaltningen. Ingen af os havde kaldt på dem. De fornemmede selv, at vi måtte have hjælp. I fællesskab nåede vi målet, og udstillingen åbnede som planlagt. Det var en fantastisk oplevelse af solidaritet og kammeratskab.
Hvornår har du sidst grinet igennem på arbejde?
Der grines meget i “Den magiske cirkel”, som er et uformelt forum, som vi etablerede for et år siden. Her mødes antropologer, arkæologer og museumsfolk hver anden uge for at lege med ufærdige videnskabelige eller formidlingsmæssige ideer. Det er min klare overbevisning, at den mest fremragende form for videnskab har leg som sit udgangspunkt. Uden leg ingen innovation, og latter er derfor et afgørende parameter for, om et videnskabeligt miljø er velfungerende. Hvis man ellers kunne måle, hvor meget folk griner, ville det være en bedre målestok for at evaluere et forskningsmiljø end de lamme publikationsmålinger, som jo alligevel ikke siger ret meget om forskningskvaliteten.
Hvor mange timer bruger du på dit arbejde hver uge, og hvordan får du arbejde og fritid til at hænge sammen?
I det sidste år har jeg arbejdet omkring 60 til 65 timer om ugen og har haft en uges ferie. Det virker måske som meget arbejde, men når det er spændende og sjovt, og jeg i øvrigt er omgivet af gode og dynamiske mennesker, flyver tiden af sted. Jeg ønsker ofte, at døgnet havde 48 timer, så jeg kunne arbejde noget mere. Familien har dog lidt under mit arbejde, og derfor forsøger jeg konstant at få mere plads til dem. Men det er svært, især når man som jeg elsker at arbejde.
Hvad ville du gerne lave om på din arbejdsplads?
Universitetet lider i dag under “kontrol”-kulturen, som vil gøre os forskere til almindelige lønslaver. Et frygteligt fejltrin, som i sidste ende kan medføre en masseflugt af de “klogeste” og mest dynamiske medarbejdere. Jeg har valgt forskerlivet, fordi jeg ikke kan tæmme min nysgerrighed og trang til frihed. Hvis jeg som forsker mister kontrollen med mit arbejdsliv, så dør jeg. Men forskeren skal samtidig kunne leve op til ”frihed under ansvar”. I min optik indebærer det, at man som forsker skal være hårdtarbejdende og stræbe efter de ypperste resultater internationalt. Jeg bliver derfor edderspændt rasende, når universitetssystemet ikke bakker op om de elitære forskere – dem, der vil noget med deres forskning – men i stedet fremmer forskningskulturen for det middelmådige og ordinære. Der er sket meget i de senere år, men Janteloven lever desværre stadig i systemet.
Hvem er dit karrieremæssige forbillede?
Det er nok Knud Rasmussen – Danmarks store antropolog og polarforsker. Han satsede alt på en bestemt drøm om at udforske inuitkulturen og omsatte sin forskning i både formidling og politik. Et rigtigt mandfolk.
Hvad ville du kaste dig over, hvis du fik et års betalt frihed?
Jeg ville skrive en monografi om “the nature of ritual blood sacrifice” – et teoretisk værk, der bygger på mine feltdata fra tjuktjerne i Sibirien. Det ville indebære udviklingen af en slags teologisk antropologi, der tager ideen om det guddommelige seriøst.
