Af Casper Bindzus Foldager
MD/ph.d.-studerende, SUN

Campus skal have et skulderklap for at være det medie, der endelig tog emnet om den til tider ukritiske journalistiske dækning af forskning op til revision ( Campus 16). Emnet er utrolig relevant, eftersom journalistik om eller på baggrund af forskning og videnskab optræder stadig hyppigere i medierne. Efterhånden er næsten enhver politiker eller anden debativrig person af den opfattelse, at alle påstande kan gøres sande, hvis blot man kan tilføje: ”Forskning viser, at …” Forskning er desværre ikke hellig, og resultaterne kan derfor debatteres. Forskningsresultater skal fortolkes og kan på samme måde mere eller mindre frivilligt fejlfortolkes. Det gør selvfølgelig ikke pointen eller argumentet mere sandt.
   Det er selvfølgelig journalisternes ansvar at forholde sig kritisk og objektivt til et emne samt at inddrage flere vinker i en kompliceret sag. Når det er sagt, har forskerne også selv et ansvar for korrekt formidling – en formidling, der skal være præget af omtanke frem for bagtanke. En forsker vil selvsagt være journalisten videnskabeligt overlegen, på samme måde som journalisten er forskeren formidlingsmæssigt overlegen. Denne balance og kompetencefordeling skal man være fuldstændig bevidst om både som forsker og som journalist. Forskeren bærer præcist samme ansvar over for journalisten, som han eller hun gør over for det rent videnskabelige forum. I sine videnskabelige artikler diskuterer forskeren sine resultater i forhold til tidligere studier og omtaler stærke såvel som svage sider ved både sit eget og andres studier. Den del af den videnskabelige formidling er helt afgørende for den måde, forskere kommunikerer med hinanden på og argumenterer for rigtigt og forkert. På samme måde bør forskeren over for en journalist kunne fremhæve flere sider af sagen og påpege, hvad han eller hun mener, og hvorfor. Herefter overgår det primære ansvar for formidlingen til journalisten.
   At ”forskere finder kuren mod kræft” kan være et resultat af journalistens iver efter den gode overskrift, forskerens uansvarlige selvpromovering eller en trist kombination af begge. Det er selvfølgelig klart, at det er sværere at fange en læser med overskriften ”Forskere finder protein, der i løbet af 20 år måske kan indgå i behandling af visse kræftformer”, men ikke desto mindre vil dette ofte være tættere på sandheden. Hvordan journalisten mener, at et resultat skal formidles ud til den almindelige borger, er journalistens eget ansvar. Til gengæld er den viden, som journalisten får at arbejde ud fra, 100 procent forskerens ansvar. Det ansvar bærer forskeren over for såvel kolleger som lægmand, og det bør man være helt og aldeles klar over. Formidling mellem forskere bygger på tillid til objektivitet. Det bør kommunikationen mellem forsker, journalist og omverden også gøre.