Af Kristian Serge Skov-Larsen
Det er svært ikke at blive lidt forelsket, når man får den nye Amazon Kindle i hånden.
Designet er simpelt, skærmen tænder med det samme, og ved hjælp af den indbyggede internetforbindelse kan man lynhurtigt få adgang til et omfattende og billigt købebibliotek af amerikanske online-bøger, det ellers tager lange dage og dyre frankeringer at få sendt hjem til postkassen i papirformat.
Hvis man ikke vil betale Amazon for bogkøbet, men i stedet vil konvertere egne pdf-filer, kan det også nemt lade sig gøre for selv it-fumlende Campus -journalister. Vi brugte programmet Mobipocket Creator, men også Amazon har en tjeneste, der kan hjælpe, og filerne flyttes nemt vha. USB-kablet. Den lidt lille skærm står flot og langtids-læservenligt sammenlignet med en almindelig computer, fordi den kun bliver opdateret, når man skifter bogside, og ikke som normalt 50 eller 100 flimrende gange i sekundet. Alt i alt lækkert og indbydende.
Men …
… mens den nye e-reader sikkert kan smitte enhver med generel bibliofilitis, er apparatet straks sværere at bruge, hvis man flytter fokus fra den frivillige lystlæsning til den mere pligtfyldte, omhyggelige og faglige brug af en bog, som kendetegner et universitetsstudium.
En del Aarhus Universitets pensum er allerede i dag tilgængeligt elektronisk. Mange fag lægger scanninger af pensumtekster ud som pdf-filer, som de studerende selv kan printe eller læse på en bærbar computer, og her virker det umiddelbart oplagt, at en e-reader kunne være et alternativ.
Det lykkes da også ganske hurtigt at få konverteret scanningerne til en fil, som en Kindle kan læse – problemet er blot, at det kan brugeren ikke. Selv med e-readerens zoom-funktion er indscannede sider så små, at bogstaverne i dette tilfælde mere ligner gnidrede flueklatter end vigtig pensumtekst.
Noter er for de tålmodige
En e-reader er ikke skabt til indscanninger, men til rene elektroniske bøger, og allerede i dag tilbyder især mange amerikanske forlag deres lærebøger direkte som e-bøger.
Men også med en e-bog løber man som universitetsstuderende hurtigt ind i problemer med en Kindle.For godt nok skrider siderne hastigt af sted ved almindelig læsning, men noget så simpelt som at slå op på en bestemt kindle-side, der korresponderer til samme side i en papirbog, kan ikke lade sig gøre – apparatet har simpelthen sin helt egen sidenummerering.
Fremhævninger i teksten er det til gengæld forholdsvis enkelt at foretage, selvom det kun kan foregå i sort-hvid. Det samme kan man ikke sige om notetagning, der kræver en stoisk tålmodighed med det lille indbyggede tastatur, der mest af alt er skabt for hamsterfingre. At slå hurtigt op eller hoppe frem og tilbage mellem e-bogens passager er også ganske vanskeligt.
Sengelampen og ikke studerekammeret
Alt i alt er den nye Kindle umiddelbart helt fantastisk, når man vil læse engelsk litteratur under sengelampen, i toget eller ude på græsplænen – og ovenstående forfatter skal da helt sikkert købe en til netop det formål – men hvis man mest af alt læser bøger på læsesalen, til timerne eller hjemme på studerekammeret, er den nye e-læser absolut endnu ikke noget alternativ til en god gammeldags bog af papir.
Amazon Kindle, frigivet på det danske marked 19. oktober. Kan købes på www.amazon.com for cirka 2000 danske kroner.