Af Henriette Wetke Korsgaard, Anna Bager og Maja Viola Buskbjerg,
Studenterrådets spidskandidater til bestyrelsesvalget
Studerende i Danmark har inden for de seneste år måttet sande, at princippet om gratis uddannelse er presset. Og det sker fra tid til anden, at vi må lægge øre til, at argumenterne for brugerbetaling går sin sejrsgang. I denne måned kom argumenterne fra en side, der er svær og farlig at ignorere – specielt når man er studerende på Aarhus Universitet. Ifølge rektor på Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen, er brugerbetaling en ”kunstig hindring” for videregående uddannelser i Danmark (artiklen ”Rektorer uenige om brugerbetaling”, Altinget d. 11.11.2009). Forsker i uddannelsesøkonomi og tidligere prorektor på Aarhus Universitet, Nina Smith, deler dette synspunkt med rektor. Rektor uddyber sin agitation for brugerbetaling ved at konkludere, at det er den eneste måde, hvorpå universiteterne kan påtage sig deres samfundsansvar. Hermed må rektor mene, at den massive underfinansiering, universiteterne siden 2001 har været udsat for, er en uansvarlig og uholdbar løsning. Det kan vi kun være enige i. Uenigheden opstår imidlertid i løsningen på problemet. Vi står yderst måbende og skuffede over for rektors udtalelser, for har han helt opgivet det, vi anså som vores fælles kamp for fuld finansiering fra Videnskabsministeriet?
Faktisk er brugerbetaling allerede en lille, men dog eksisterende del af det danske uddannelsessystem. Man kunne kalde det skjult brugerbetaling. Når en studerende med en professionsbachelor vælger at læse en kandidatoverbygning på universitetet, skal vedkommende hoste op med midler, fordi den adgangsgivende suppleringsuddannelse ikke udløser taxameter. Sidstnævnte betyder også, at uddannelsen ikke er SU-berettiget, så det er dobbelt økonomisk smæk for den studerende. Ligeledes giver den nuværende lovgivning ikke studerende mulighed for at strukturere deres uddannelse således, at de tager ordinære heltidsuddannelser på deltid på samme vilkår, som hvis de fulgte dem på heltid. Det vil sige, at studerende, der ønsker at strukturere deres uddannelse fleksibelt på denne facon, bliver opkrævet betaling for det. Det må man åbenbart godt, selvom samtlige af Folketingets partier har forpligtet sig på gratisprincippet i uddannelse.
Overtrædelse af princippet om gratis uddannelse i Danmark knægter idéen om lige adgang for alle til det danske uddannelsessystem, hvilket vil få alvorlige konsekvenser for det danske samfund.
Konsekvenserne ved at indføre brugerbetaling er vidtrækkende. Blot for at nævne nogle få, vil danskerne ikke i samme grad uddanne sig, da motivationen for at tage en uddannelse vil være begrænset. Dertil vil de, der vælger uddannelse, i stigende omfang tage kortere uddannelsesforløb, ligesom den studerendes sociale baggrund og økonomiske status vil være determinerende for valg eller fravalg af uddannelse. Sidst, men ikke mindst, øger brugerbetaling opfattelsen af universitetet som en virksomhed, hvor studerende er kunder i butikken, der som forbrugere kan klage, hvis deres vare er defekt, og derfor ikke engagerer sig i deres uddannelse og realiserer en tilværelse som studerende, som traditionen ellers er i det danske uddannelsessystem.
Udfordringen for uddannelsessystemet ligger ifølge os deri at sikre, at mangfoldigheden af studerende på danske uddannelsesinstitutioner afspejler mangfoldigheden af borgere i Danmark, snarere end at ekskludere mindrebemidlede fra uddannelser. Der er i forvejen mange barrierer for unge med en ikke-boglig baggrund og fra mindrebemidlede hjem, hvilket forhindrer den grad af mobilitet og fleksibilitet, der er nødvendig for at få en dygtig og uddannet befolkning. Hvis ledende figurer på Aarhus Universitet brugte deres tid på at yde en proaktiv indsats for at bryde den negative sociale arv og promovere den lige adgang til uddannelse i Danmark, ville Aarhus Universitet for alvor tage sit samfundsansvar på sig.
