Aarhus Universitets segl

Jern på den gamle måde

Smedeinteresserede AU-ansatte og studerende har stiftet Moesgårds Smedelaug med det mål at finde tilbage til, hvordan man lavede alt fra ildstål til pilespidser i en gammel­dags esse.


Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk


Det er svært på skrift at beskrive lyden af blæsebælg, knitrende ild og hammerslag mod opvarmet jern og ambolt, samtidig med at man indfanger lugten af kul, gnister og gammelt, hengemt landbrugsmurværk.
   Vi er i en lille hytte, der ligger få hundrede meter fra den gamle herregård Moesgård, der nu bl.a. er hjemsted for det forhistoriske museum med samme navn og samtidig huser Aarhus Universitets afdelinger for Forhistorisk Arkæologi, Middelalder- og Renæssancearkæologi samt Antropologi og Etnografi.
Når fritidssmedene tager de lange, næsten hvidglødende jernstænger ud af en af de to esser i værkstedet, der rent faktisk var en virksom smedje, indtil herregården lukkede og slukkede for landbruget i halvtredserne, kan man høre, hvordan metallet i starten giver efter for slagene og opsuger lyden, der til gengæld langsomt bliver mere skarp, efterhånden som jernet køler ned.
   Bælgen kører i hjørnet, hvor smedene på skift hiver i håndtaget fra loftet, mens en farveskala på væggen angiver præcist, hvordan metallet skal lyse for at have den rette temperatur.
  – Vil du lige slå her?
Smedene haster mellem ambolt og esse, så jernet er så varmt som muligt. En banker noget, der ligner en knage til en knagerække, ud af metallet på forbløffende kort tid, en anden slås med den ene del af en smedetang.
  – Ja, sidste gang blev jeg næsten helt færdig, men så brændte jeg metallet af. Det var virkelig nedtur, smiler han og forklarer, at temperaturen i især tyndt udbankede jernflader kan blive så høj, at der går ild i de få procent kulstof, som metallet altid indeholder, så jernet bliver skrøbeligt og skørt.

Som i 1860’erne
Moesgårds Smedelaug har efterhånden eksisteret i 6 år, siden folkene bag gik i gang med at rydde den indtil da ubrugte hytte for skrammel, og er stiftet af ansatte og studerende på Aarhus Universitet.
   Lauget består primært af interesserede fra de fag, der hører hjemme på Moesgård, og fra resten af Det Humanistiske Fakultet, men alle er velkomne, slår Arvid Ramsbøl fast.
   Han er til daglig ansat på Moesgård Museums rekonstruktionsværksted, har i mange år arbejdet med eksperimentel arkæologi og er en af drivkræfterne bag lauget, som den første tirsdag i hver måned samler mellem 8 og 15 interesserede med vidt forskellige smedeevner.
  – Da Moesgård Museum i sin tid overtog bygningerne i halvtredserne fra dødsboet efter den sidste godsejerfrue, skiftede man tagbjælkerne. Men der er hverken installeret varme eller rindende vand, og vi prøver på ikke at have nogen redskaber stående, som ikke kunne have været her i 1860’erne, da smedjen havde sin storhedstid, siger han.

Respekt for håndværket
Men for mange i smedelauget ligger de interessante årstal endnu længere tilbage.
   Thomas Roulund læser forhistorisk arkæologi og Mikkel Siebken er kandidatstuderende på Middelalder- og Renæssancearkæologi – begge på Aarhus Universitet, og det meste af deres hverdag foregår på læsesalen eller undervisningslokalerne, hvor vikingernes pilespidser og ildstål er noget, man ser billeder af i bøgerne. Derfor er det både sjovt og fagligt givende at prøve kræfter med smedehåndværket på vikingemaner i smedelauget.
  – Vi får mere indsigt i historisk håndværk og i de processer, man brugte, siger Thomas Roulund, mens han varmer jernet i essen mellem slagene.
   I dag forsøger de to at smede deres første pilespids, hvor jernet lukker sig udvendigt omkring skaftet, så det ikke flækker, når pilen rammer sit mål. Det kræver, at de først banker jernet helt fladt i den ene ende og derefter bukker enderne til en cylinder, hvorefter spidsen bankes til i den anden ende. Og det er ikke helt nemt.
  – Dengang måtte de sikkert kun have metallet en tre-fire gange i essen, inden de havde slået spidsen færdig. Men vi har efterhånden næsten brugt en halv time på at få det rigtigt. Man får en helt anden respekt for deres håndværksmæssige kunnen, smiler Mikkel Siebken.

Skal skrive om bue og pil
Mikkel Siebken er i gang med sit sidste år på kandidatuddannelsen, og Thomas Roulund er en ivrig bueskytte og vil gerne lave bachelorprojekt om buens udvikling fra tidlig stenalder og frem. Planen er at smede forskellige pilespidser i smedjen og for eksempel teste deres gennemslagskraft med buer og pile, som han selv laver på Moesgårds værksted.
   Og Thomas Roulund er ikke i tvivl om, at de praktiske test og den viden, de får med sig fra aftnerne i smedelauget, er yderst studierelevante.
  – Jeg har oplevet, at de store gamle professorer har skrevet i bøgerne, at ”sådan og sådan” gjorde vikingerne. Men hvis man bagefter tester det i praksis, kan det i virkeligheden slet ikke lade sig gøre, siger han.

Fandt smed på YouTube
De to er efterhånden færdige med deres første, lettere misdannede forsøg på en pilespids, og selvom de da gerne ville have haft den lidt pænere til ære for fotografen, er det, at smedningen går galt, en helt accepteret del af smedelauget.
  – Når vi holder åbent hus for skolebørn og deltager i vikingetræf, fortæller vi helt åbent, at det ikke altid lykkes for os, og at vi ikke er lige så dygtige som vikingerne, siger Thomas Roulund.
   Imens har en af de andre smede i det skjulte lavet sin helt egen pilespids, som unægtelig passer lidt bedre til vikingeidealet, og snakken går hurtigt om, hvordan håndværket helt præcist skal udføres.
  – Vi fandt selv en polak, der havde lagt en film ud på YouTube, hvor han beskrev hele smedeprocessen for pilespidser, og så kan vi også lære af hinanden herude. For os er det noget nyt, og derfor er det en kæmpe hjælp, at de mere erfarne smede tager sig tid til at hjælpe os, siger Mikkel Siebken.

Børnene er vilde med smeden
Hvert år i efterårsferien og vinterferien arrangerer smedelauget ”åben smedje” i Moesgård Museums åbningstid, hvor inter-esserede kan kigge forbi og prøve kræfter med smedehammeren. Og formidlingen af håndværket er en vigtig del af smedelaugets opgave, mener Mikkel Siebken – ikke blot over for skolebørn, men også over for nye studerende.
  – Vi har fået et par førsteårsstuderende med herop allerede, og det synes jeg er rigtig godt, for jo tidligere man starter, jo mere får man ud af det i løbet af sin studietid. Det giver et rigtig godt perspektiv, og man lærer også en masse andre at kende på tværs af årgange og studieretninger, siger han. Ifølge initiativtager Arvid Ramsbøl er især skolebørnene oftest helt vilde med muligheden for at få lov til at smede selv, selvom de kun kan nå at lære at lave små spidse metalpinde.
  – Vi havde en gruppe herude på et tidspunkt, hvor børnene alle sammen havde lavet hver deres egen lille metalpind. Da de var kommet hjem, var en af børnenes pinde væk, og det havde givet så meget skrig og skrål i familien, at de kom herud igen og bad, om vi ikke nok kunne smede en ny. Så ved man, at det er en succes, det, man laver, smiler han, mens han endnu en gang hiver i blæsebælgen.

 

Smedelauget holder smedeaften den 1. tirsdag i hver måned klokken 18.30, hvor interesserede meget gerne må møde op. For yderligere information søg på ”smedelaug” på www.moesmus.dk eller kontakt Arvid Ramsbøl på moesar@hum.au.dk