I en interviewserie sætter Campus fokus på livet som medarbejder ved Aarhus Universitet.
Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
Det er glæden ved fri grundforskning: selv at kunne planlægge hverdagen og forfølge min nysgerrighed paa tværs af faglige skel og landegrænser. Derudover holder jeg meget af at undervise. Det hule drøn, når 10-øren falder hos de studerende, giver en meget konkret følelse af at have opnået noget i en verden, hvor succes i de fleste forskningsprojekter ofte opnås over en meget længere tidshorisont.
Hvad er din bedste faglige oplevelse det seneste år?
Den største videnskabelige oplevelse må være, at vi ved hjælp af små computere på fritlevende hvaler kan optage de ekkoer fra byttedyr, som hvalerne selv bruger til at finde disse byttedyr med. Som sansefysiolog er det helt fantastisk at kunne lytte med på dyrs sanseinput og koble det til, hvordan dyrene bruger de sanseinput til at justere deres adfærd. Men helt overordnet set er den største faglige glæde faktisk at se mine studerende udvikle sig til at blive selvstændige forskere i en proces, hvor de går fra at være temmelig hjælpeløse i videnskabelig sammenhæng til at blive ens kolleger.
Og den bedste sociale oplevelse på arbejdspladsen det seneste år?
På Enheden for Zoofysiologi har vi et godt socialt og fagligt fællesskab, der blandt andet udmønter sig i en fælles kaffepause hver dag kl. 10, hvor alle ansatte og studerende mødes. De 15 daglige minutter giver en særlig grad af samhørighed, som rækker ud over det faglige og gør, at vi dels har det godt sammen, og dels at vi ofte kan få taklet små problemer, inden de bliver store.
Hvornår har du sidst grinet igennem på arbejde?
Jeg arbejder heldigvis sammen med nogle søde mennesker, som har en veludviklet sans for humor og møder verden med et smil. Det er derfor meget sjældent, at jeg går hjem fra arbejde uden at have grinet igennem. Den indstilling prøver jeg også at fastholde i min undervisning. Et godt fælles grin under en forelæsning minder alle om at fastholde den faglige begejstring – og så holder det også tilhørerne vågne og deres ører stive.
Hvor mange timer bruger du på dit arbejde hver uge, og hvordan får du arbejde og fritid til at hænge sammen?
Arbejdet med undervisning, vejledning og administration tager en normal arbejdsuge, så når jeg også skal finde tid til min egen forskning, sniger en arbejdsuge sig desværre normalt op på næsten det dobbelte. Jeg laver en del feltarbejde langt til havs, og derfor smelter fritid og arbejde sammen i de perioder. Ellers har jeg haft succes med simpelthen at afskære mig fra muligheden for at arbejde hjemme ved ikke at have internetopkobling, computer eller faglitteratur inden for hjemmets fire vægge. Det gør, at jeg kan slappe af, når jeg ikke er på arbejde. Meget stress kunne undgås, hvis folk ikke læste arbejds-e-mail kl. 23 og efterfølgende kan ligge hele natten og skumle over et eller anden surt peer-review af et manuskript skrevet med ens hjerteblod.
Hvad ville du gerne lave om på din arbejdsplads?
Det politiske pres for, at universitetet og dets forskere hele tiden skal dokumentere og bogføre aktiviteter, gør, at vi i stigende grad spilder en masse tid på at vise, hvor gode vi er, over for systemet i stedet for at bruge krudtet på at være gode. I lyset af den benhårde udvælgelse, som nutidens forskere skal igennem inden fastansættelse, finder jeg, at den manglende politiske tillid til os som akademikere i længden kan være undergravende for lysten til at gøre den ekstra indsats, der gør os gode som universitet. På sigt frygter jeg, at dette kontrolsystem kan bidrage til, at vi taber de virkeligt kloge hoveder til udenlandske forskningsinstitutioner, hvor lønnen er bedre, og hvor det ikke kun gælder om at være aktiv i PURE (registrering af forskernes publiceringer og andre aktiviteter, red.). Jeg håber, at fremtidens universitet modstår det politiske pres og giver forskerfrihed under ansvar: Hire the best people and get out of their way.
Hvad var din drøm om et arbejde, da du var under uddannelse?
Jeg drømte om at have et job, hvor jeg kunne planlægge min egen hverdag og forsøge at forstå, hvordan og hvorfor dyr virker, som de gør. Mit lektorjob er nok det tætteste, man kan komme på at opfylde den drøm via en god blanding af analyse og skrivning, undervisning samt feltarbejde/søsyge i en lille gummibåd over 3 km vand.
Hvem er dit karrieremæssige forbillede?
Jeg har mange forbilleder og vil her nævne to. Den første er den norske fysiolog Per Scholander, som gennem et langt liv lod sin forskning følge de gode ideer på tværs af fysiologi, botanik, medicin og zoologi. Mere end nogen anden, jeg kender, evnede han at overvinde de tekniske udfordringer, man møder, når man vil gå nye veje. Den anden er min tidligere vejleder Bertel Møhl, som gav mig to vigtige råd: 1) Begynd aldrig at måle noget uden først at have stillet et spørgsmål, og 2) vær god nok til at skaffe forskningsmidler til at kunne lave god forskning, men ikke så god, at du bliver en administrator, der ikke selv forsker. Det første af de to råd følger jeg helhjertet, mens det andet er sværere at følge i dagens forskningsmiljøer med en stigende tendens til større grupper.
Hvad ville du kaste dig over, hvis du fik et års betalt frihed?
Så ville jeg – forudsat jeg har skibstid og grej – kaste mig over at teste en gammel teori, der foreslår, at dybtdykkende hvaler udnytter, at der på 500-1000 meters dybde er en zone med meget lidt ilt, hvor byttedyrene er sløve og dermed nemme at fange. Hvalerne holder vejret og bruger ilt gemt i musklerne og blodet og er således deres byttedyr, der ånder med gæller i den minimale iltzone, overlegne. Dybtdykkende hvaler spiser på verdensplan mere end dobbelt så meget biomasse som det samlede humane konsumfiskeri, og jeg vil meget gerne forstå, hvordan de kan finde deres mad på store havdybder, samt afdække, hvilken økologisk rolle de spiller. Jeg holder meget af tværfaglige projekter, og test af denne teori ville være en rigtig spændende blanding af fysiologi, fysisk oceanografi og marin biologi.
