Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk
– Du skal være med i front, hvis du vil videre.
Som så mange andre unge forskere er Stine Birk midt i konkurrence- og karriereræset frem mod en varig universitetsstilling. Først en ph.d. og publicering i internationale tidsskrifter. Så tiden som postdoc eller måske timelærer, mens man publicerer endnu mere og søger om eksterne midler. Så den tidsbegrænsede stilling som adjunkt, mere publicering, mere undervisning, inden man, i konkurrence med alle mulige andre, kan søge om en fast lektorstilling på et universitet.
Selv har Stine Birk netop forsvaret sin ph.d. på Afdeling for Klassisk Arkæologi og er ved at søge om eksterne midler til at fortsætte sin forskning. Og rent fagligt er hun vildt glad for livet som forsker.
Svært at passe sammen
– At grave sig dybt ned i et spændende område er selvfølgelig utrolig udfordrende og krævende, og det har været tre rigtig gode år som ph.d.-studerende. Det er jo i bund og grund min hobby, og selvfølgelig vil jeg rigtig gerne forske videre, siger hun.
Alligevel er hun ikke sikker på, at hendes fremtidige karriere ender med at blive inden for universitetsmurene. For det er ganske vanskeligt at passe den usikre og tidskrævende jobsituation sammen med familielivet og de to børn derhjemme.
Er aldrig helt med
– Der er altid nogle, der har al deres tid til rådighed for forskerkarrieren, og det er utrolig svært at konkurrere med. Selv fiser jeg igennem byen for at nå at hente børn, inden institutionerne lukker, og selvom jeg som regel sidder og arbejder et par timer mere, når de er lagt i seng, føler jeg aldrig, at jeg er helt med. Der er altid en gravindskrift mere, der kan læses, siger hun.
Som enlig mor har Stine Birk kun sig selv, når maden skal laves, og børnene skal hentes, men hun tror i virkeligheden ikke, at hendes situation er så forskellig fra de kvinder, som både har mand og børn.
– På den ene side er jeg kun mig til at klare det praktiske. På den anden side kan man jo se i statistikkerne, at kvinderne oftest gifter sig med en mand, der har mindst lige så meget karriere som dem selv. Og det var da netop problemerne med at få forskningen og familien til at passe sammen, der gjorde, at jeg blev enlig i første omgang. Det kan være utrolig hårdt for en familie at få alle enderne til at mødes, siger hun.
Flere timer i døgnet
Stine Birk tror, at flere kvinder kunne blive fastholdt på universiteterne, hvis de første år, hvor børnene er små, og karrieren er usikker, kunne blive lidt nemmere.
– Det kan lyde som et meget praktisk forslag, men f.eks. en daginstitution på universitetsområdet kunne lette min hverdag meget. Men samtidig tror jeg også, vi må erkende, at konkurrencen er en del af det at være forsker på universitetet, siger hun.
Allerhelst ville Stine Birk, som hun lakonisk bemærker det, gerne have flere timer i døgnet.
– Jeg giver mig selv 100 procent på universitetet og 120 procent derhjemme. Som ung forsker skal du hele tiden skabe dit næste projekt, mens du arbejder på det nuværende, og det bliver ekstra presset, fordi du ikke er fastansat. Jeg føler lidt, at man som kvinde bliver tvunget til at vælge mellem karrieren eller børnene. Vi er virkelig gode til at tage ansvaret for hjemmefronten på os, og det betyder jo også, at mændene er mere frie til at slippe det. Mit ønske er, at jeg gerne vil arbejde mindre, men jeg vil ikke give slip på min karriere og min forskning. Lyder det ikke utopisk? smiler hun.
