Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk
Et universitet, der vil opnå eller bevare en førende position i verden, kommer ikke udenom at opkræve brugerbetaling af de studerende. Det mener i hvert fald Stephen Heyneman fra Vanderbilt University i USA.
– For at være konkurrencedygtige på verdensplan må universiteter sørge for at have mange indtægtskilder. Ellers bliver de alt for sårbare, og brugerbetaling fra de studerende er en vigtig indtægtskilde, siger Stephen Heyneman, der er en af verdens førende forskere inden for international uddannelsespolitik og har forsket i uddannelsesfinansiering.
Stephen Heyneman peger dog på, at brugerbetaling – selv på dyre amerikanske universiteter som Vanderbilt – kun udgør en lille del af budgettet.
– Studerende betaler 35.000 dollars om året for at gå på Vanderbilt, men brugerbetalingen udgør under 10 procent af universitetets budget, bl.a. fordi kun en ud af tre studerende betaler det fulde beløb. To tredjedele får økonomisk støtte fra universitetet, og universitetet er derfor garant for en omfordeling fra rig til fattig, siger Stephen Heyneman.
Få betaler det hele selv
Kritik af brugerbetaling på universiteterne handler ofte om, at det vil skabe mere social ulighed. At uddannelse vil handle om, hvem der har råd til det. Stephen Heyneman mener ikke, at argumentet holder.
– At der er brugerbetaling siger intet om, hvordan brugerbetalingen finansieres. I USA betaler de studerende up front, men ikke nødvendigvis af egen lomme. Som sagt får to tredjedele af de studerende på mit universitet helt eller delvist betalt deres gebyr af universitetet. Andre søger og får legater og stipendier fra staten, delstaten, lokale regeringer, private fonde osv. De fleste må arbejde ved siden af for at finansiere deres studier, og nogle få er heldige at have velhavende forældre, der kan betale det hele. Brugerbetaling behøver ikke udelukke nogen fra at tage en uddannelse, hvis man skruer et godt system sammen, siger Stephen Heyneman.
