Af Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk
Gaver er noget underligt noget. Vi giver dem uden at forvente at få noget til gengæld, men bliver skuffede, hvis det ikke sker. Tingene på vores ønskeseddel kunne vi egentlig godt selv købe – hvorfor overhovedet få andre til det? Og i denne måned, hvor julefreden burde sænke sig over de små hjem, okser vi storsvedende rundt i overfyldte butikker med tunge poser i hænderne og et vildt udtryk i øjnene. Hvorefter vi i januar okser rundt i de samme butikker for at bytte vores gaver.
Hvorfor giver vi overhovedet hinanden gaver – sådan i det hele taget? Det spørgsmål sidder antropologistuderende ofte og sveder over i denne tid, hvor gavegivning er et yndet tema for skriveøvelserne. Gaveudvekslingsteori er nemlig et centralt antropologisk studieobjekt, fortæller Steffen Dalsgaard, videnskabelig assistent ved Afdeling for Antropologi og Etnografi.
– Mennesket er grundlæggende et socialt væsen, der ønsker at indgå i og skabe fællesskaber, og det gør vi ved at give gaver. Hvis jeg giver dig en julegave, fortæller jeg, at der er et socialt bånd mellem os, der skal opretholdes. Ved at give gaver bekræfter vi vores personlige og sociale identitet i familien og blandt venner, siger Steffen Dalsgaard.
Vi forventer noget til gengæld
Vi ser umiddelbart gaver som noget helt frivilligt og gratis. Men skinnet bedrager. Når vi giver en gave, forventer vi at få én tilbage, fortæller Steffen Dalsgaard. Det har antropologer bl.a. fundet ud af ved at studere såkaldt ”primitive” samfund i Afrika og Stillehavet, hvor gaveudvekslingen er selve den mekanisme, der binder samfundet sammen.
– Den franske etnolog Marcel Mauss har studeret forskellige samfund og identificeret nogle grundlæggende principper for gaveudveksling, som er universelle. Alle steder i verden er du forpligtet til at gengælde en gave. I Vesten taler vi ganske vist om, at gaver er gratis, men i virkeligheden er vi forpligtede til at gengælde gaven, i det mindste med taknemmelighed, siger Steffen Dalsgaard.
Professor i psykologi Henrik Høgh-Olesen er enig. Han understreger videre, at taknemmelighed ikke er nok i det lange løb.
– Hvis jeg inviterer dig hjem at spise, vil jeg forvente, at du på et eller andet tidspunkt gengælder invitationen. Og hvis du ikke gør det, vil det betyde noget for vores relation. Vi er ikke meget nidkære købmænd, og vi kan godt give mange gange uden at få noget tilbage, men alligevel forventer vi, at regnskabet går op på et eller andet tidspunkt, fortæller Henrik Høgh-Olsen.
Dyr giver også gaver
Den reciprocitet (gensidighed, red.), der kendetegner den menneskelige gavegivning, finder vi også hos andre arter. En lang række pattedyr udveksler tjenesteydelser reciprokt, fortæller Henrik Høgh-Olsen. Spermacethvaler skiftes til at passe hinandens kalve, og vampyrflagermus deler blod med hinanden. Henrik Høgh-Olsen har lavet eksperimenter med chimpanser, der viser, at de også deler med hinanden.
Men er der så slet ikke forskel på mennesker og dyr, hvad gaver angår?
– Meget tyder på, at mennesket er det eneste væsen, som kan opleve glæde ved at give. Desuden deler vi spontant. En chimpanse kan sagtens dele, men den gør det først og fremmest, hvis den bliver tigget. Vi deler på eget initiativ – hvis jeg får lyst til en pastil, vil det være mærkeligt ikke at byde dig en. Det ville en chimpanse ikke drømme om. Det har åbenbart kunnet betale sig for vores art at være meget generøse og delende, siger Henrik Høgh-Olsen.
Mennesker er imidlertid også – i modsætning til dyr – i stand til at give gaver med mere komplekse og udspekulerede hensigter. Gaver kan i det hele taget være en prekær ting at modtage, fordi vi udmærket er klar over de bånd, der knytter sig til gaven. Hvis man får en stor gave af en person, man ikke er interesseret i at have et forhold til, bliver gaven en belastning.
– Hvis vi var simple, primitive væsner eller meget små børn, ville vi bare være glade for en stor gave. Jo større, jo bedre. Men som voksne tænker vi: Hvorfor får jeg den, og hvad forventer giveren af mig? En stor gave bringer mig i gæld til den anden. Samtidig er det svært at sige nej til en gave – det er jo nærmest en krigserklæring, siger Henrik Høgh-Olsen.
Gavens økonomi
Lektor Bo Holm fra Det Teologiske Fakultet er enig med antropologen og psykologen i, at en gave forventer en anden gave tilbage. Han hæfter sig dog ved forholdet mellem forældre og børn, som tilsyneladende er undtagelsen fra denne regel. Børnene giver nemlig ikke, de får bare.
– Gaver til børn ser ud som rene gaver. Forældre tager da taknemmeligt imod deres tegninger og andre symbolske gaver fra børnehaven, men man forventer ikke noget igen. På den måde giver vi egentlig mere end en gave, vi giver også et eksempel. Ved at lære børnene at være modtagere – der ikke nødvendigvis skal have noget igen – lærer vi dem at give på samme måde, siger han.
Voksne mennesker forsøger indbyrdes at holde gengældelsesmekanikken i gavegivningen på afstand. Derfor giver man ikke den samme gave tilbage, som man selv lige har fået, for så bliver det en form for økonomi, og så er det ikke gave længere, synes tanken at være.
Men hvad nu, hvis der findes en gave, som ikke ”tager skade” af, at gengældelsesmekanikken og ”økonomien” er tydeligt til stede? Bo Holm mener, at en sådan type gave findes i kærlighedsrelationen.
– I en kærlighedsrelation giver begge parter sig selv, de gør det samtidig, og de må meget gerne kende til det, for det er jo det, der konstituerer relationen og er til gavn for begge. Hvis det er rigtigt, så findes der her en gave, som ikke ødelægges af en synlig ”økonomi”. Det betyder ikke, at det ikke kan blive til handel, hvis tvivlen pludselig melder sig om, hvorvidt der er en bagtanke. Så kan det hurtigt slå om, siger han.
Livet er en gave
Erfaringerne fra kærlighedsrelationerne kan ifølge Bo Holm overføres til teologien, hvor gavebegrebet har været diskuteret i århundreder. Problemet har netop været, at det antropologiske og det teologiske gavebegreb synes at stå i modsætning til hinanden, idet f.eks. den lutherske tradition lægger vægt på forestillingen om den ”rene” gave.
– Megen religion bygger på erfaringen af, at livet er en gave. Men skylder man så ikke Gud at give noget tilbage? Det er den tanke, der præger offerritualet i mange religioner. Martin Luther var derimod meget bevidst om, at mennesket ikke kan give noget tilbage til Gud uden at begynde at betragte det som et handelsforhold. Derfor kan og skal vi ikke give noget tilbage til Gud. Det, vi kan give, skal vi give til andre mennesker, siger Bo Holm.
Men hvorfor giver vi egentlig gaver juleaften? Hvad har smukt indpakkede krimier, larmende legetøj og pikant lingeri med Jesusbarnet at gøre?
– Bamse fra Bamses Billedbog siger teologisk ret præcist, at det er Jesus, der har fødselsdag, men det er os, der får gaverne, siger Bo Holm.
Traditionen med at give gaver juleaften opstod først med den borgerlige jul i løbet af 1800-tallet sammen med en række andre traditioner, bl.a. juletræet. Og nutidens gaveræs ligger ofte langt fra pointen i den kirkelige jul, siger Bo Holm.
– Hvis gavegivningen skal være vellykket, er det den relation, som gaven er tegn på, der er den vigtigste, og dermed troen på den gode intention bag gaven, siger han og tilføjer, at gode gaver derfor altid er forbundet med tro og tillid.
Og hvad siger antropologen egentlig til det julegaveræs, der udspiller sig for vore øjne i denne måned?
– I antropologien er julegavegivningen blevet sammenlignet med et fænomen hos nordvestkystindianerne i USA. De havde en særlig ceremoni, hvor høvdinge konkurrerede om at give gaver til hinanden – den, der kunne give mest, havde den højeste status og havde dermed vundet, siger Steffen Dalsgaard.
