Af Lauritz B. Holm-Nielsen
rektor
Det har været en begivenhedsrig periode for de danske universiteter. Statsminister Lars Løkke Rasmussen satte dagsordenen ved at proklamere Venstres ambition for de danske universiteter: I 2010 skal mindst ét dansk universitet være i den europæiske top ti på THE-QS’ rangering af universiteterne.
Min gode kollega på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, har sagt, at skal det være KU, så vil det koste samfundet 200 mio. kr. ekstra om året. Jeg vil ikke sætte tal på, hvad det vil koste samfundet at få Aarhus Universitet i top 10. Vi ligger i øjeblikket placeret som nr. 20, men jeg er sikker på, at både talentet og den kritiske masse er til stede – og at AU med de rigtige betingelser kan nå op i top 10 i Europa på 10 år.
Næsten samtidig begyndte debatten om uddannelsernes finansiering, herunder brugerbetaling. En debat, der ifølge mange er det samme som at sælge ud af arvesølvet i vores velfærdssystem. Det mener jeg ikke, det er. Med det rigtige system kan man opnå både høj kvalitet og høj social retfærdighed. Højt uddannede er også højt lønnede. Derfor er der god logik i, at vi ser på en eller anden form for fordeling af omkostningerne mellem samfundet og den enkelte. For det er både samfundet og den enkelte, der høster gevinsten af mere og bedre uddannelse.
Sagen er, at Danmark skal have væsentlig flere gennem det videregående uddannelsessystem, og at universiteterne fortsat skal levere kandidater i verdensklasse - det kræver en markant forøgelse af den nuværende investering i uddannelsessystemet.
Det er naturligvis positivt, at regeringen og forligspartierne nu løfter de laveste taxametre på de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser med ca. 5.000 kr. eller 12 % – men der er stadig langt til det niveau, vi skal op på. Cambridge University, der ligger øverst i den ranking, som statsministeren henviser til, har en omsætning på ca. 360.000 kr. pr. studerende, mens Aarhus Universitet har en omsætning på ca. 160.000 pr. studerende. Det er den udfordring, vi står overfor.
Endelig kom universitetsevalueringen med en række spændende anbefalinger, hvad angår forskningsfrihed, medbestemmelse, finansiering og ikke mindst frihedsgrader. Vi skal nu drøfte anbefalingerne, og bestyrelsen skal aflevere kommentarer til Videnskabsministeriet den 19. januar. Derfor vil jeg her nøjes med at konstatere, at der er tale om en visionær rapport, der understreger behovet for frihed for både universiteterne og den enkelte medarbejder. Og det er netop det, der er forudsætningen, hvis vi skal være blandt de 10 bedste i Europa.
