Af Gitte Bindzus Knudsen
gbk@adm.au.dk
Hvis nogen kan blive den nye Jacqueline Kennedy, er det nok Michelle Obama. Hun har stil og klasse, og hun har alderen med sig. Men kan der overhovedet komme en ny Jackie, som tog amerikanerne og resten af verden med storm, når hun poserede i sine fine Chanel-dragter og store runde solbriller?
– Folk har meget travlt med at sammenligne Michelle Obama med Jackie Kennedy. Men det mener jeg ikke helt, man kan. Jackie var bare et magisk øjeblik. Og derfor bliver hun altid trukket frem, så snart der kommer en ny førstedame. Amerikanerne håber på, at der snart kommer en, der kan leve op til Jackie. Det er drømmen om en amerikansk prinsesse Diana, og den drøm tror jeg godt, Michelle kan have potentiale til op leve op til, fortæller lektor og ph.d. Inger H. Dalsgaard fra Institut for Sprog, Litteratur og Kultur.
Fra sit kontor i Nobelparken med udsigt ud over Århusbugten taler den danske ekspert i amerikanske førstedamer livligt om Jackie, Michelle og Hillary. Hun er på fornavn med dem, som var det hendes veninder fra studietiden. For Inger H. Dalsgaard begyndte forskningen i de fremtrædende damer mest som en hobby, men inden for de seneste år har det taget fart, og sidste år underviste hun også i faget amerikanske førstedamer på kandidatniveau.
Feminin kommunikation
En af de ting, der fascinerer hende ved emnet førstedamer, er den måde, damerne kan blive nødt til at bruge helt andre metoder på at kommunikere bestemte budskaber end deres mænd.
– Vi har måder at tolke præsidenten på: Hvad siger han, og hvad betyder det, og hvad er det for mekanismer, han bruger? Men hvilke feminine måder bruger førstedamen til at få indflydelse på? Hvad betyder det for eksempel, hvad for noget tøj Michelle Obama bar på indsættelsesdagen? Det er hun nødt til at tænke over og bruge i sin kommunikation, og det er sådanne emner, der gør, at jeg synes, det nærmest bliver en hobby at forske i førstedamer. Altså hvad for nogle andre måder er der at kommunikere og bruge magt på end de mest indlysende?
Og netop kommunikationen gennem tøjet er noget, som både Jackie mestrede i 1960’erne, og Michelle mestrer i dag, og deri ligger ligheden mellem de to damer, der med 50 års mellemrum har været kvinden bag verdens mægtigste mand.
Det markante modeudtryk mestrer Michelle Obama på en måde, som hverken Hillary Clinton eller Laura Bush kunne, men det var det, der udødeliggjorde Jackie. Hun havde sin helt egen stil, og det er Michelle Obama også ved at udvikle.
– Der er en fast måde, som førstedamer kan klæde sig på. Tøjet skal helst være enten højrødt eller støvet lyseblåt, og det er Michelle gået lidt udenom. Hun prøver lidt nogle grænser af og blander de dyre designerkjoler med mere almindelige mærker. Hun har muligvis sit eget modeudtryk, som hun kan blive kendt for. Men hun gør ikke ligesom Jackie, der havde en designer, der styrede hele hendes image og stil, fortæller lektoren.
Hvorfor er tøjet så vigtigt?
Hvis man undrer sig over, om tøjet virkelig kan være så vigtigt, har Inger H. Dalsgaard også en forklaring på det. For førstedamernes klæder bliver diskuteret mere end manglen på samme hos kejseren i H.C. Andersens eventyr. De bliver analyseret, til der nærmest ikke er mere farve i trådene og mere strut i skørterne.
– Kvinder i magtstillinger og i fremtrædende stillinger er godt klar over, at deres tøj betyder meget mere, end det burde. De kan ikke bare tage et jakkesæt på, som mænd kan, hvor ingen interesserer sig for, hvilket slips de har på. Noget af Michelles kommunikation er naturligvis gennem det, som hun siger, men meget er også gennem hendes valg af tøj. Et af de emner, der kom frem under valgkampen, var for eksempel, at hun ofte valgte masseproducerede mærker frem for designertøj. Og det er også sådan noget, hun skal vide. Hun skal vide, at hun gennem sit tøj symboliserer, hvem hun er, og hvad hun står for. På indsættelsesdagen valgte hun en kjole designet af en cubansk-amerikaner og senere en af en kinesisk-amerikansk designer, og hvad betyder det? Er det, fordi hun vil støtte immigranter? Er det, fordi hendes mand vil bløde op i forholdet til Cuba, eller er det noget helt tredje? Samtidig blev det også diskuteret, hvorfor hun ikke havde valgt en afroamerikaner, hvilket nogle mennesker var forargede over. Man kan virkelig lave en analyse, der starter med at handle om tøj og ender med at handle om politiske emner, forklarer hun og begiver sig ud i en diskussion om kjolens farve på indsættelsesdagen. Det er et emne, der også fyldte adskillige spalter i de amerikanske aviser.
– Var den gul, eller var den grøn, og hvorfor valgte hun den farve frem for de traditionelle røde og blå nuancer? Var det i virkeligheden så gennemtænkt, at den var grøn som håbets farve, der var det, Barack Obama gik til valg på? Eller var det bare den kjole, hun bedst kunne lide?
Inger H. Dalsgaard griner ved tanken, men forklarer, at tøjvalget virkelig betyder noget for amerikanerne. For eksempel bar Jackie meget ofte hat, og når hun ikke gjorde det, skulle hun nok høre for det fra hatteindustrien. De solgte nemlig flere hatte på grund af hende. Hvis Michelle får samme unikke status som den unikke Jacqueline Kennedy, kan hun ved at vælge mindre etablerede designere ligefrem booste deres karrierer.
Vil hellere have Eleanor tilbage
At man ud over moden sammenligner Jackie og Michelle, forstår Inger H. Dalsgaard dog ikke. Alene kvinderollen har udviklet sig utrolig meget, fra da Jackie stod ved John F. Kennedys side i begyndelsen af 1960’erne, til den rolle, som Michelle har i dag.
– De burde have vidt forskellige udgangspunkter, og de er dybt forskellige i den kvinderolle, som de har over for deres mand. I nyere tid har de amerikanske førstedamer med nogle få undtagelser haft et politisk parløb med deres mand, og det havde Michelle Obama også. Hun tiltrak ligefrem selv nogle af vælgerne til den demokratiske lejr. Sådan var Jackie Kennedy ikke. Hun var lidt den mere gammeldags model, som Laura Bush og flere republikanske førstedamer også har været. Den, der bare er derhjemme og så bliver slæbt med ud for at vinke en gang imellem.
Efter en kort pause udbryder Inger H. Dalsgaard:
– Jeg forstår det ikke, men folk vil bare så gerne have, at der kommer en populær førstedame som Jackie igen. De ser Obama som den nye Kennedy, og flere har allerede beskrevet Camelot-myten i forbindelse med den nye præsidentfamilie. Personligt vil jeg meget hellere have, at vi fik Eleanor Roosevelt tilbage.
Franklin D. Roosevelts kone, som var førstedame fra 1933 til 1945, er ifølge Inger H. Dalsgaard måske ikke den perfekte førstedame, men helt klart den mest beundringsværdige, og i flere undersøgelser er det altid hende og Jackie Kennedy, der bliver stemt ind som de mest populære førstedamer gennem tiden.
– En af grundene til, at Eleanor Roosevelt simpelthen er så elsket, var, at hun var meget socialt og politisk aktiv. Hun var førstedame under den store depression og var ude på gaderne for at hjælpe folk. Førstedamen før hende, Lou Henry Hoover, var egentlig en, der burde have været en fantastisk førstedame ligesom Eleanor. Hun var den første amerikanske kvinde, der fik en universitetsgrad i geologi, og hun havde mange kompetencer, som hun kunne have brugt i sit virke som førstedame under depressionen. I stedet havde hun en idé om, at førstedamen skulle være ophøjet og holde sig langt væk fra folket, så hun endte med at servere te for hattedamerne med hvide handsker, mens folk strejkede og sultede på gaderne. Det gjorde Eleanor ikke. Hun stod selv på gadehjørnet og øsede suppe op til de arbejdsløse. Lou Henry Hoover troede, hun kun skulle være den værdige dronning, men i en krisetid havde Eleanor forstået, at vil man have fat i folket og gøre en virkelig forskel for dem, så hjælper det ikke bare at sende butleren ned med mad til de strejkende – man skal selv gå derned.
Som Inger H. Dalsgaard fortæller om den tidligere præsidentfrue, der i øvrigt efterfølgende blev formand for kommissionen for menneskerettigheder i FN, lyser det ud af hendes øjne, og armbevægelserne bliver større. Hun indrømmer også gerne, at blandt alle førstedamerne er det Eleanor Roosevelt, hun helst ville drikke en øl sammen med.
Når man spørger hende, om man så kan sammenligne Michelle Obama med Eleanor Roosevelt, svarer hun:
– Det ville jeg jo gerne. Og det var lidt den rolle, som Hillary forsøgte at efterligne. Hun prøvede at være en Eleanor, og det gik ikke. Michelle Obama – no way. Jeg tror ikke, hun tager Eleanor-rollen på sig.
Hvem der derimod kunne blive den næste Eleanor, har hun et overraskende svar på.
Barack som Eleanor
– Jeg tror, Barack har nok af Eleanor-rollen i sig. Han har nogle af de kvaliteter, som hun havde. Hun gik ud og lyttede til folk og snakkede med folk og mødte dem, der hvor de var. Det kunne hun gøre som førstedame, og det kunne præsidenten dengang ikke. Men i dag er der så meget ligestilling, at Barack Obama er en af dem, der bliver opfattet som en, der lytter. Han behøver ikke at overlade det følelsesladede til konen, som Franklin D. Roosevelt gjorde dengang.
Hvem Michelle Obama så lige minder om, er stadig spørgsmålet, og den danske ekspert må konkludere, at de fleste nok bare er deres egen. Hun tilføjer dog, at man i forskningen har defineret en række kategorier, som førstedamerne kan placeres i.
– Der er 11 forskellige identificerede roller, som en førstedame skal opfylde, men jeg har kogt det ned til tre: Den private rolle, den politiske og den sidste, som jeg kalder parade. Den private rolle handler om at passe børnene, sørge for, at hjemmet fungerer, og at der er ro på, når manden kommer hjem. Den politiske rolle handler om, hvor meget hun går ind og har mærkesager, hvor meget hun støtter hans mærkesager og går ind og arbejder på kampagnen for ham. Paraden er det ceremonielle, symbolske og repræsentative. Alt omkring de flotte kjoler og udenlandsbesøgene. I det 19. århundrede handlede rollen som førstedame mest om det sidste, men i det 20. århundrede har det været forskelligt, hvilken rolle den enkelte førstedame har brugt mest tid på.
En kløgtig og perfekt førstedame
Inger H. Dalsgaard har tidligere udtalt til medierne, at Michelle Obama kommer til at opfylde rollen som førstedame perfekt. Nu vil de næste fire år vise, om hun får ret.
– Michelle Obama er meget kløgtig og har en rigtig god fornemmelse for, hvordan medierne fungerer. Det er sådan set essentielt. I løbet af det 20. århundrede har man i stigende grad oplevet præsidenter og deres koner tage livtag med medierne og finde ud af, hvordan de har kunnet bruge radio og tv til deres fordel, og om der var nogle faldgruber. De virkemidler er Michelle Obama godt klar over, og hun udnytter dem også.
Inden den 45-årige mor til to fandt ud af, at hendes kommende adresse blev Det Hvide Hus i Washington, arbejdede hun som vicedirektør for community and external affairs på universitetshospitalerne i Chicago. Da hendes mand blev valgt som præsident, tog hun orlov fra stillingen, men ifølge Inger H. Dalsgaard skal hun ikke tilbage.
– Det ville være fuldstændig unødvendigt og hul i hovedet at vende tilbage til den stilling, ikke bare fordi hun kan få et hvilket som helst andet job, da hun nu får alle forbindelserne, men fordi det forventes, at hun nu kan gøre så meget mere. Hvis hun har viljen til at gøre noget samfundsnyttigt, kommer hun til at have en rigtig god udgangsposition, lyder et sidste råd fra den danske ekspert.
