Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk

 

Vi kender alle situationen: Der er fest og halløj, og vi har lige sat os til et veldækket bord. Vi kigger lidt skævt til bordherren eller borddamen, som vi aldrig har mødt før. Hvad skal man snakke om? Vejret, finanskrisen eller herrelandsholdet i håndbold?
På et tidspunkt opstår der en lille pause. Samtalen skal finde en ny begyndelse. Så kommer spørgsmålet: ”Og hvad laver du så?”
For nogle er det øjeblikket, de har siddet og ventet på. Den optimale lejlighed til at fortælle om sig selv, jobbet og den vigtige og mystiske titel key account manager. ”Jeg er forretningsmand” kan man nogle gange høre bordherren sige med myndig stemme, og medmindre der er tale om ”forretninger” med kvinder, våben eller kloakrør, får man som regel også en laaang historie om, hvad forretningerne indebærer.
For andre er det imidlertid spørgsmålet, de har siddet og ventet på med en vis ængstelse. Forskere for eksempel. For hvad er det egentlig, der sker, når man siger: ”Jeg er professor i matematik med speciale i topologi.”?
Ifølge topologen Mark Grant fra University of Edinburgh kan der ske tre ting: Sidemanden/-kvinden bliver 1. Imponeret og tavs. 2. Skrækslagen og tavs. 3. Interesseret og spørgende.
– Det sidste er næsten det, man frygter mest, siger han i en artikel i Times Higher Education.
Nogle gange bruger han den ”klassiske definition: En topolog er en, der ikke kan kende forskel på en kaffekop og en doughnut. Hvis borddamen alligevel insisterer på at få at vide, hvilken slags matematik han bedriver, kan han finde på at svare: ’Jeg har specialiseret mig i at lægge tal sammen, men håber snart at bevæge mig over i at kunne gange.’ Derefter er der i det mindste en chance for, at samtalen kan komme videre over et godt grin.”

Brugen af matematik
På Aarhus Universitet kan flere matematikforskere godt genkende karikaturen.
– Jeg lærte hurtigt, at kunststykket ved at være en underholdende bordherre er at lytte i stedet for selv at snakke, siger lektor emeritus Tage Bai Hansen.
– Essensen i matematik er så abstrakt, at det ikke giver mening at forsøge at forklare folk, hvad man laver. Men man kan give nogle eksempler på, hvad det bruges til, og det tilfredsstiller såmænd de fleste, siger han.
Brugen af matematik er også den strategi, Danmarks eneste kvindelige professor i matematik, Eva Bjørn Vedel Jensen, benytter sig af i selskabelige sammenhænge. Hun forsker bl.a. i stereologi, som omfatter metoder til at få præcis information om et tredimensionelt objekt ud fra en- eller todimensionelle observationer.
– Jeg fortæller, at den forskning bl.a. bruges i neuroforskningen til at studere lidelser i hjernen som Alzheimers, Parkinsons syge og skizofreni. Det bliver hurtigt for abstrakt, hvis jeg skal fortælle, hvad jeg faktisk gør, siger Eva Bjørn Vedel Jensen.

Som at snakke sanskrit
Hendes kollega, professor i matematik Bent Ørsted, forsøger som regel at tage opgaven på sig. Det har han gjort, siden han engang kom til at sige til en: ”Det forstår du alligevel ikke.”
– Jeg har fortrudt det svar lige siden. Jeg synes, at matematikken fortjener et bedre omdømme, og så skal man selvfølgelig ikke affærdige folk. Men det er klart, at det hurtigt bliver en umulig opgave at forklare folk, hvad matematikere faktisk gør. Det vil svare lidt til at begynde at snakke sanskrit til sin borddame, siger han.
Hvis folk er interesserede og ikke bare lukker samtalen med en ”matematik var mit dårligste fag i skolen”-kommentar, kan Bent Ørsted finde på at fortælle om matematikkens historie – om primtal, Euklid og geometrien. Eller om, hvordan det moderne samfund med computere, GPS og mobiltelefoner slet ikke var blevet til uden matematikere.
– Eller jeg kan finde på at fortælle om, hvordan musik og rummet kan beskrives som matematik og lys og varme. Så længe man ikke hiver servietten frem og begynder at skrive x’er og y’er, kan man godt få en samtale ud af det, mener Bent Ørsted.

P-piller og kemi
Karl Anker Jørgensen er professor i kemi. Når han fortæller det, møder han som regel stor respekt og en undren over, hvad sådan en laver. Men andre gange går den ellers gode kemi med borddamen fløjten, når han fortæller, hvad han laver.
– Der findes kvinder, som har nogle følelser over for kemi baseret på, at de ikke forstår det og i øvrigt ikke kan lide det, siger Karl Anker Jørgensen, og fortæller om en episode, der står særlig tydeligt i hukommelsen.
– Jeg fik engang denne herlige kvinde til borddame. Det viste sig, at hun havde en magisterkonferens i kunsthistorie og blandt andet interesserede sig for kunstneren Paul Klee, og da jeg også interesserer mig for kunst, gik snakken rigtig godt. På et tidspunkt spørger hun så, hvad jeg laver, og da jeg fortæller det, drejer hun i løbet af et par nanosekunder 180 grader og siger: ”Det havde jeg sgu ikke troet om dig. Er du virkelig et af de svin, der forurener og ødelægger verden?” Og hun var ikke ironisk, fortæller Karl Anker Jørgensen, der straks tog ”udfordringen” op.
– Jeg sagde til hende, at hun lignede en, der havde nydt godt af den seksuelle frihed, som p-pillen havde givet kvinder. Så røg hun jo helt op i det røde felt og spurgte, hvad pokker hendes sexliv havde at gøre med, at jeg var professor i kemi, hvortil jeg svarede, at det er kemikere, der har udviklet p-pillen. Faktisk, sagde jeg til hende, så har jeg en kollega i USA, der er blevet meget rig på at udvikle p-pillen, og han har brugt mange af sine penge på at købe Paul Klee-billeder. Med andre ord har du været med til at finansiere hans private samling, hver gang du købte p-piller. Så blev hun helt stille, fortæller Karl Anker Jørgensen.

Fysiker? Nå!
Nogle gange kan det lukke for al videre samtale, at man fortæller, hvad man arbejder med. Det har seniorforsker Lise Frohn fra Danmarks Miljøundersøgelser prøvet.
– Jeg var engang til en fest, hvor en mand kom hen og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg fortalte, at jeg var uddannet fysiker fra Niels Bohr Institutet, hvorefter han kiggede ned i jorden, svarede ”nå”, vendte sig og gik. Vi talte ikke sammen mere den aften, siger Lise Frohn med et grin.
Hun indrømmer, at hun i dag hverken siger ”seniorforsker” (”så tror folk bare, der er en gammel mand inde i en”) eller fysiker, hvis nogen spørger.
– Jeg siger i stedet, at jeg arbejder med luftforurening. Det virker meget bedre, forklarer hun.
Lektor Marit-Solveig Seidenkrantz undgår for det meste også at sige, at hun er geolog.
– Jeg siger som regel, at jeg arbejder på universitetet og forsker i klima. Det vækker jo de fleste folks interesse i dag. Hvis man siger ”geolog”, hører mange det som ”teolog” og tror, man er præst, og de, der kender lidt til faget geologi, tror ofte, det har noget med olie at gøre, fortæller hun.

Professoren og filosoffen
Michael Svarer er endnu ikke fyldt 40, men er allerede professor i økonomi.
– Det er sjældent, jeg siger til folk, at jeg er professor. Jeg siger, at jeg arbejder ved universitetet, eller at jeg er nationaløkonom.
Af og til kommer det alligevel nogen for øre, at han også har et professorat i faget.
– Så kan de finde på at spørge, om man godt kan være professor, når man ikke er ældre. Til det svarer jeg så, at det er, fordi jeg har et særligt ungdomsprofessorat, griner Michael Svarer.
Et af hans forskningsområder er familieøkonomi, hvor han blandt andet kigger på, hvordan forskellige faktorer påvirker et ægteskab – herunder risikoen for skilsmisse.
– Det er jo en enorm fordel at have sådan et forskningsområde, når man for eksempel er ved frisøren. Så kan man straks få en samtale ud af det, siger han.
Lidt sværere kan det måske være at få snakken til at glide hos frisøren, hvis man er filosof.
– Nej, jeg synes, det kommer an på, hvordan man griber det an, siger Ejvind Hansen, der er adjunkt i filosofi.
– Hvis folk spørger, hvad en filosof laver, så siger jeg, at filosofi handler om at reflektere over, hvordan vi argumenterer. Det plejer at vække folks interesse, for alle ved jo, at der findes gode og mindre gode argumenter, og de fleste har også en oplevelse med det. På den måde kan man liste samtalen over i noget, der interesser samtalepartneren.
Ejvind Hansen er ikke bange for at kalde sig filosof, selv om det skulle give nogle associationer til en snart 2500 år gammel togaklædt græker.
– Man kan lige så godt melde ud. Det kan være, det gør samtalepartneren nysgerrig, og så er det en invitation til en videre samtale. Men hvis vedkommende mest spurgte af høflighed, kan det også være en effektiv konversationsstopper, siger Ejvind Hansen.
Skulle der sidde en og anden forsker derude og tænke, hvilken akademisk profession der mest effektivt stopper videre spørgsmål, har den afdøde engelske digter W.A. Auden fundet svaret. Når han på sine rejser ikke orkede at snakke med fremmede, der spurgte til hans beskæftigelse, svarede han altid: middelalderhistoriker. Så indfandt tavsheden sig straks.