Den Genomiske Æra Anders D. Børglum, professor og institutleder,
Institut for Human Genetik For mig er 00’erne et skelsættende årti, hvor det endelig lykkedes i større stil at afdække den genetiske baggrund for mange hyppige folkesygdomme. Mere end hundrede nye gener for disse komplekse sygdomme er blevet kortlagt. Det drejer sig dog kun om toppen af isbjerget, men det er store gennembrud for forståelsen af disse sygdomme, og hvorfor de udvikles. Det var også en hovedårsag til, at Science udnævnte Genetic Variation til ”Breakthrough of the Year 2007”.
Efter de seneste års kortlægning af menneskets og adskillige andre arters arvemasse (genom) kortlægges nu menneskets genetiske variation, hvor en stor del har betydning for sygdom og sundhed. Samtidig er der sket gennembrud i de genetiske/genomiske teknologier, som muliggør systematisk identifikation af den genetiske baggrund for delvist arvelige folkesygdomme. Herved afdækkes den intiale faktor (”nøglen”) til den biologiske årsagskæde, som kan nærmere karakteriseres i celle- og transgene dyremodeller (”functional genomics”) og danne baggrund for genetisk baserede diagnostiske og behandlingsmæssige tiltag (genomisk medicin). Jeg har sammen med andre forskere fra Aarhus Universitet deltaget i et stort internationalt samarbejde, hvor det lykkedes at kortlægge gener, der har betydning for udvikling af skizofreni. Samtidig er det sandsynligt, at der er flere tusinde hyppige genetiske variationer, der har denne betydning. Fundet af nye skizofreni-gener øger indsigten i sygdomsmekanismerne og kan skabe grundlag for at udvikle en bedre behandling, som kan tilpasses den enkelte patient.
Således er den medicinske genetik i disse år – af nogle kaldet ”Den Genomiske Æra” – mere end nogensinde af essentiel betydning for forståelse af såvel normale som sygdomsrelaterede molekylære mekanismer, molekylær medicin og translationel, individualiseret medicin. |
Religionens genkomst Lene van der Aa Kühle,
lektor, Afd. For Religionsvidenskab I 1999 skrev jeg min første videnskabelige artikel til et peer-reviewed tidsskrift. Sådan betegnede man det selvfølgeligt ikke dengang, selvom artiklen blev læst af flere fagfæller, og jeg fik den tilbage med forslag til ændringer, der skulle laves, hvis den skulle trykkes. Artiklen handlede om det paradigmeskift, der på det tidspunkt var ved at ske inden for religionssociologien. Man var på det tidspunkt i gang med at smide de velkendte teorier om sekularisering ud og erstatte dem med nye teorier om religionens genkomst. Paradigmeskiftet er stadig i gang i dag, men meget har ændret sig i 00'erne, ikke mindst foranlediget af 11. september, som skrev det i neon-skrift, hvis man ikke allerede havde forstået det: Religion kan stadig være virkelig magtfuld.
Terrorangrebet d. 11. september betød sammen med Muhammedkrisen, Danmarks største udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig, også at den offentlige forståelse af, hvad religion er og kan gøre, forandredes. Religion er ikke bare en privatsag, men kan være farlig, hvad enten den bruges til at retfærdiggøre terrorangreb eller som udgangspunkt for holdninger, som nogle (med henvisning til endnu et 00’er-begreb) mener, truer samfundets sammenhængskraft. 00’erne har derfor også betydet en voldsom politisk interesse for forskning i religion, ikke mindst – naturligvis – islam. Den politiske interesse for forskningen i islam har ændret forskningens betingelser, således at der nu er fokus på og midler til forskning i problemstillinger, der udspringer af politiske problemstillinger snarere end af forskningen selv. Forskning i "æresdrab", brugen af burqa/niqab og radikalisering er gode eksempler på dette. Politikere og embedsmænd efterspørger forskning, der legitimerer deres holdninger eller giver bestemte handlingsanvisninger og har ofte svært ved at acceptere det, når forskningen ikke leverer dette. Mit ønske for 10’ernes universitet: forskning for forskningens skyld. |
Nano-støvkorn som fødselshjælper for nye stjerner Liv Hornekær, lektor, Institut for Fysik og Astronomi og
Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO). 00’erne var årtiet, hvor vi afslørede, at interstellar kemi i de gigantiske molekyleskyer, hvor nye stjerner fødes, startes af reaktioner på overfladen af bitte små nano-støvpartikler. Det var også det årti, hvor det lykkedes at isolere grafen, et enkelt grafitlag – kun et kulatom tykt, og det årti hvor universiteternes grundbevillinger blev så små, at stort set al forskningsfinansiering nu er ekstern.
En stjernes fødsel styres af fysiske og kemiske processor i den sky af støv og molekyler, hvori stjernen dannes. I mange årtier har man spekuleret på, hvordan brintmolekyler, skyernes hovedbestanddel og det første trin på vejen mod kompleks kemi, dannes. Om de f.eks. kan dannes på overfladen af de nano-støvpartikler, der også er til stede i de interstellare skyer. I 00’erne har vi fundet svaret: Eksperimenter foretaget bl.a. her på universitetet har vist, at støvkornenes overflade er en effektiv katalysator for dannelsen af både brintmolekyler og mere komplekse molekyler. Så nu ved vi, at bitte små interstellare støvkorn spiller en hovedrolle som fødselshjælper for nye stjerner.
Ifølge teorierne skulle grafen, et enkelt lag grafit, ikke være et stabilt materiale. Men i dette årti lykkedes det alligevel for engelske forskere at isolere sådan et enkelt grafitlag, og det var mere end stabilt. Det viste sig at være stærkere end stål og at have en højere elektrisk ledningsevne ved stuetemperatur end noget andet kendt materiale.
Grafen ville være det ideelle materiale til elektriske kredsløb, hvis bare man kunne tænde og slukke for ledningsevnen. På Institut for Fysik og Astronomi har vi fundet en metode til at gøre netop det. Hermed er grafen kommet lidt tættere på at indfri forventningerne. Grafen bliver kaldt ”the material of the future”. Spørgsmålet er nu, om det altid vil blive ved med at være det, eller om det i det kommende årti vil blive ”the material of the present”. |
Fra verden i litteraturen til litteraturen i verden Dan Ringgaard,
lektor, dr.phil., Nordisk Institut I år 2000 disputerede jeg med en afhandling om Sophus Claussens digte mm., Den poetiske lækage. Bogen er propfyldt med detaljerede, formelle læsninger, digt for digt, vers for vers. Rammen omkring digtlæsningerne er begrebslig, ikke mindst er begreberne litteraturhistoriske, men der er meget lidt om den tid Sophus Claussen levede i og intet om hans liv.
I år har jeg sammen med tre kolleger udgivet en litteraturhistorie for gymnasieskolen, litteraturDK hedder den. Heri læser vi dansk litteraturhistorie tematisk og globalt. Den er et forsøg på at skrive en national litteraturhistorie i globaliseringen, og den tager udgangspunkt i seks fundamentale forhold ved det at være menneske. Den er et svar på, hvad litteraturen kan bruges til i dag. Man kan sige, at jeg i løbet af 00’erne har bevæget mig fra verden i litteraturen til litteraturen i verden.
Den lækage, der omtales i titlen på min disputats, er en utæthed i det autonome digt, noget med at verden siver ind og ud af det, trods digtets og dets forfatters bestræbelser på det modsatte. I dag er det hele en stor oversvømmelse.
I 2005 udgav jeg en bog om Henrik Nordbrandts digte, Nordbrandt. Den har også en del tætte, formelle læsninger, men den begynder med to kapitler om stedet. De var et vendepunkt, en bevægelse væk fra den såkaldt sproglige vending og imod den såkaldt rumlige vending. Den sidste inkluderer alt fra den sansende interesse for stedet til opmærksomheden på, at også litteraturen er blevet kosmopolitisk. Til næste år udgiver jeg en bog om stedet, Stedssans – som for at slutte den cirkel. Udlagt sådan er det, jeg har skrevet, en perfekt symmetrisk afspejling af, hvad der er sket inden for mit fag i 00’erne og et udtryk for, hvordan vinden blæser på humaniora. Set indefra tager det sig lidt anderledes ud. Der ligner det snarere en udvidelse af mit register som litteraturforsker, litteraturlæser og litteraturlærer, og det virker som en personlig historie, hvor hvert spørgsmål har taget det næste uafhængigt af historiens gang. Vending eller ej: Jeg forestiller mig at verden i litteraturen stadig findes midt i litteraturen i verden – og omvendt. |
