Af Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk
Aarhus Universitet var også repræsenteret på klimatopmødet i København. En af deltagerne var Henrik Jepsen, ph.d.-studerende på Statskundskab. Campus fangede ham, mens han stod i Forum og fulgte forhandlingerne via storskærm. Den første uge fulgte han forhandlingerne fra første parket i Bella Centret, men en ekstra adgangsbegrænsning, grundet de mange forhandlere, sendte flere deltagere ud af Bella Centret, især til stor frustration for de mange NGO’er der er kommet langvejs fra for at deltage i topmødet.
Hvorfor deltager du i klimatopmødet?
– Jeg er netop gået i gang med et ph.d.-projekt om forhandlingerne, så jeg observerer, tager noter, taler med folk og uddeler visitkort. I det hele taget prøver jeg at skabe kontakter, som jeg kan bruge, når jeg er lidt længere i min ph.d.
Hvordan var stemningen inde til forhandlingerne?
– Den første uge var stemningen god. Der var en tro på, at det nok skulle lykkes at blive enige om en aftale. Men i starten af denne uge er det gået mere i hårdknude: De udviklede lande og udviklingslandene er meget uenige om, hvem der har ansvaret for at løse klimaproblemerne. Udviklingslandenes synspunkt er, at de udviklede lande er historisk ansvarlige for mange af klimaproblemerne, samtidig med at vi har råd til at gøre noget ved det. De rige lande mener imidlertid, det er nødvendigt også at få f.eks. Indien og Kina med i en klimaaftale.
Klima mig her og klima mig der. Får du nogensinde nok af klima?
– Godt spørgsmål. For at være helt ærlig: Jo. Men det er især, når jeg kommer hjem fra topmødet og tænder for fjernsynet, der også handler om klima. Det er nok mere mediecirkusset end selve substansen, jeg kan blive træt af. Generelt øger det min interesse at være så tæt på forhandlingerne, og jeg har bestemt stadig mod på at skrive ph.d. om emnet!