Af Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk
Jeg begyndte at læse teologi 1. september 1999. Klokken ni om morgenen ankom vi i Aulaen på Nordre Ringgade. Nogle var solbrændte, netop ankommet fra en backpackerrejse i Østen. Andre var blege, netop ankommet fra barndomshjemmet i Rødekro. Vi så forsigtigt hinanden an, inden vi tog soveposerne under armen og gik ud til bussen, der skulle fragte os til ruskurset på Askov Højskole.
”Jeg interesserer mig mest for døden,” sagde min sidemand ivrigt, mens bussen rullede ud af Århus.
Mange af os havde ikke den fjerneste anelse om, hvad vi ville bruge vores studium til. Vi syntes bare, at faget var spændende. Holdningen var, at vi nok skulle finde på noget at lave bagefter. Hvad vi da også har gjort. Verden var åben. Denne sorgløshed og optimisme begyndte at vende i den anden halvdel af 00’erne, hvor russerne var knap så selvsikre. For hvad kunne man egentlig bruge teologi til, hvis man da ikke ville være præst? Og hvad nu hvis man blev arbejdsløs?
De bekymringer havde vi ikke i samme grad i begyndelsen af 00’erne. Her var det mere spørgsmålet om livets mening, der trængte sig på, når vi i min rusgruppe mødtes over rødvin og økologiske Thy-øl for at diskutere eksistentialisme, mens vi hørte Jeff Buckley. Hvorefter vi tog hen i Studenterbaren, der dengang blev bestyret af evighedsstudenten Peter, der altid bar blåt Kansastøj og engang medbragte sine to børn i en papkasse. Blev det rigtig festligt, tog vi videre ned på Fatter Eskil og drak White Russian.
Tobakstågerne lettede
I begyndelsen af 00’erne holdt Teologi til i bygningerne ved siden af Aulaen. Der lugtede af kridt, kælder og tobak i de slidte, gule lokaler. Folk stod og røg cigaretter og pibe på gangene og af og til i auditorierne. Også i Stakladen blev der pulset på livet løs i en sådan grad, at man knap kunne finde sin læsegruppe i tågerne. I 2005 blev der indført rygeforbud. Enkelte studerende og sågar undervisere praktiserede en overgang civil ulydighed ved deres stambord, men protesterne ebbede langsomt ud. Der var trods alt stadig en kaffestue, der tillod rygning – indtil 2007. Den sidste bastion faldt, da Studenterbaren, der nu hedder Unibaren, blev røgfri et par måneder efter. Hvis nogen havde forudsagt det i begyndelsen af 00’erne, ville vi have grinet højt.
Vi ville også have undret os, hvis nogen havde påstået, at alle ville have en mobiltelefon ved udgangen af 00’erne. Jeg fik mit første eksemplar i 2001. I flere uger lå den trygt og godt i min skrivebordsskuffe, da jeg ikke helt kunne se pointen i at rende rundt med den. Det gik jo fint nok uden. Men efterhånden blev den uundværlig. Hvis man f.eks. blev væk fra sine venner ved den årlige kapsejlads i Universitetsparken, hvilket var og er et tilbagevendende problem, kunne man bare sende en sms. Hvis altså ikke netværket var overbelastet.
Farvel til håndskrevne eksaminer
Til min første skriftlige eksamen sad jeg i Historisk Kantine og skulle oversætte et par sider af Johannesevangeliet fra græsk til dansk. Samtidig bed jeg i blyanten og forsøgte at holde en nogenlunde orden på det kalkerpapir, der hen mod eksamenens afslutning indeholdt flere overstregninger og henvisninger end egentlig tekst. Efterhånden gled de håndskrevne eksaminer og skriveøvelser da også ud af billedet til fordel for computerskrevne hjemmeopgaver, der til sidst blev et krav – i hvert fald på Det Teologiske Fakultet. Der gik på et tidspunkt rygter om, at en studerende var dumpet, fordi han havde skrevet sin eksamensopgave i hånden. Vildt uretfærdigt, tænkte nogle, han havde jo ikke computer. Han havde efter sigende ikke engang toilet i det kolonihavehus, han boede i. Men han kunne jo bare bruge computerrummet på fakultetet og få hjælp af computermanden, hvis han ville købe en diskette.
Min første computer, som jeg fik i 2000, var på størrelse med mit 14-tommers fjernsyn. Plus harddisk. Jeg husker, at jeg sad foran det stationære monstrum på mit værelse på Trillegårdskollegiet, det nuværende Vilhelm Kiers Kollegium, og skulle surfe. Hvilken hjemmeside skulle man gå ind på? Et af valgene var faktisk Aarhus Universitets beskedne website med en tegning af en ugle og et spindelvæv med små computere i. Forsiden rummede få, men vigtige oplysninger såsom telefonnummer, e-mail og det uundværlige telefaxnummer.
I anden halvdel af 00’erne invaderede Facebook vores bevidsthed. Jeg kom først på det hypede mødested efter endt studietid og kunne her konstatere, hvem af mine gamle studiekammerater der var endt som præster, fagforeningskonsulenter, projektmedarbejdere og coaches. En enkelt var blevet vurderingsekspert, en anden postbud.
Sværere vilkår for evighedsstudenter
Som den opmærksomme læser har bemærket, gennemførte jeg ikke mit studium på normeret tid. Det var ret almindeligt på Det Teologiske Fakultet i første halvdel af 00’erne. Man kunne stort set tage fagene i det tempo, man ville og holde pauser undervejs for at rejse, arbejde, lære egyptisk eller tage på musikhøjskole. Specialet kunne man snildt være flere år om.
En ny studieordning og nye specialeregler i midten af 00’erne strammede nettet. Nu skulle vi hurtigt og effektivt gennem studiet, og fakultetet efterlyste de mystiske ”spøgelsesstudenter”, der var indskrevet uden at dukke op til eksaminer eller undervisning. Hvor var de? Og hvor er de i dag? De fleste blev nok færdige med specialet til sidst. Enkelte er stadig at finde i Stakladen. Det samme er de skæve eksistenser og ærkeårhusianske taxachauffører, som også sad der for 10 år siden.
