Aarhus Universitets segl

Udlands­rejsen som ph.d.-studerende er et ”must”

To ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet har netop modtaget 150.000 kr. hver i rejselegat. Pengene falder på et tørt sted, fordi udlandsrejsen er blevet en nærmest obligatorisk del af ph.d.-forløbet.

 

Af Kristian Serge Skov-Larsen
Ksl@adm.au.dk

– Har jeg vundet? Ej, hvor er det bare kanonfedt.
   Et par dage i sygesengen med medfølgende manglende kontakt med mailboks, interne kuverter og kollegaers lykønskninger betød, at det rent faktisk var den noget overraskede Campus-redaktion, der overbragte ph.d.-stipendiat Signe Meisner Christensen nyheden om, at hun har fået bevilget 150.000 kroner i rejselegat fra Ferdinand Sallings Mindefond.
   Signe Meisner Christensen, som skriver sin ph.d. på Afdeling for Kunsthistorie ved Det Humanistiske Fakultet, fortæller, at rejselegatet betyder så meget, fordi udlandsrejsen er en vigtig – men dyr – del af ph.d.-forløbet.
  – Rent praktisk betyder rejselegatet, at jeg kan realisere det ophold i London, som jeg har planlagt her i foråret 2010 for at lave felt- og arkivarbejde på Tate Modern og Tate Britain. Men derudover betyder det helt overordnet, at jeg ikke skal bruge tid på at søge pengene fra andre fonde og rejsepuljer – tid, jeg så kan bruge på forskning i stedet. For udlandsrejser, hvor jeg kan undersøge internationale kunstmuseer og deres udstillinger af samtidskunst, er helt afgørende for, at mit projekt kan blive gennemført, og for at det kan blive underbygget rent empirisk, siger hun.

Rejser til forskningsmiljøet
Den anden legatvinder, Morten Tranberg Hansen, ph.d.-studerende på Datalogi, er netop hjemvendt fra et tomåneders udlandsophold på University of Hawaii, så han havde heller ikke hørt det glade budskab, før Campus ringede ham op.
   Efter et spontant ”det er sgu da godt” forklarede han, at han bliver nødt til at rejse meget ud i forbindelse med sit ph.d.-projekt om trådløse sensornetværk, fordi der ikke er et stærkt forskningsnetværk inden for området i Århus.
  – Jeg har brug for at komme ud og snakke med andre til konferencer eller på et længerevarende udlandsophold. Det giver bonus, når man skriver ph.d., at være en del af forskningsmiljøet i et andet land, men dobbelt husleje, flybilletter og leveomkostninger skal alt sammen betales, så derfor falder pengene på et meget tørt sted.