Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
Følg pengene og få svaret. Det gode gamle detektivråd gælder også, hvis man vil tage temperaturen på den ombejlede forskningsfrihed. En frihed som fysikeren Peter Balling kalder en sjov fisk.
– I princippet har jeg fuldt ud frihed i min forskning, men der jo grænser for den, når jeg selv skal skaffe penge for at kunne bruge den, konstaterer lektoren ved Institut for Fysik og Astronomi.
Men flere og flere forskere skal i dag ud med raslebøssen for at finde penge til den forskning, de er ansat til at lave.
– Det harmonerer ikke med forskningsfrihed, siger professor og overlæge Erik Ernst fra Anatomisk Institut. Han mener, at forskningsfriheden har væsentligt dårligere vilkår end for 5-10 år siden.
Nødvendig forskningsprioritering
Peter Balling og Erik Ernst er to af en række forskere, som CAMPUS tilfældigt har kontaktet for at høre til forskningsfrihedens tilstand. Den bliver bl.a. diskuteret i forbindelse med den aktuelle evaluering af universitetsloven. Her er spørgsmålet, hvad loven har betydet for forskningsfriheden, efter at det nu er universitetet som institution, og ikke er de enkelte forskere, der har en lovsikret garanti for den frihed. Samtidig kan de ansatte institutledere pålægge forskerne at løse bestemte opgaver med henvisning til den såkaldte instruktionsbeføjelse i loven.
CAMPUS er dog ikke stødt på forskere, der har fået besked på at forske i bestemte emner eller er blevet hindret i at forske i det, de finder væsentligst. Men de fleste deltager nu i større forskergrupper inden for universitets fokusområder på institutledernes opfordring.
– Jeg gjorde det bl.a. for at være med til at sikre ekstern finansiering til instituttet. I dag tæller den aktivitet jo også med som et af en forskers succeskriterier, men det har da givet en vis konflikt mellem min egen prioriterede forskning og de temaparaplyer, som er oppe i tiden, forklarer lektor Mette Skak fra Institut for Statskundskab. Hun deltager i fokusområdet Globalisering og mener ikke, det er til at undgå, at et universitet prøver at profilere sig på udvalgte forskningsområder.
– Selvfølgelig er det en indirekte styring af forskningen. Omvendt et det svært at forestille sig en forskningsledelse, der ikke prioriterer forskningsområder. Og et tema som globalisering er så tilpas bredt, at mange kan se sig selv under den kasket, siger Mette Skak.
Må twiste ansøgninger
Professor Erik Ernst har dog set flere eksempler på ledere, der vil dreje forskningen på deres institutter i en bestemt retning.
– De ønsker at fremme centerdannelser og vil have mere forskning på fakultetets satsningsområder og de områder, hvor der er penge at hente. Og det er ikke underligt, for i dag går pengene til større forskergrupper på politisk bestemte forskningsområder, mens basisbevillingerne falder, siger Erik Ernst. Han illustrerer udviklingen med, at hans årlige grundbevilling fra instituttet i dag er på 6.000 kr. Som ung adjunkt fik han 40.000 kr.
Den stigende afhængighed af penge fra fonde betyder, at mange forskere i dag må twiste deres ansøgninger mod områder med politisk og økonomisk bevågenhed, selv om de ligger uden for kernekompetencerne hos de pågældende forskere eller deres institut.
– Det har ikke noget med forskningsfrihed at gøre, men vi er pinedød nødt til det, fastslår Erik Ernst, der ikke er overbevist om nytten af de store satsninger inden for sundhedsvidenskaben.
– Hvor mange priser har det udløst til forskere, der har fået store bevillinger fra Danmarks Grundforskningsfond og puljerne til satsningsområder? Stort set ingen. Og de store satsninger har sjældent kastet noget af sig, mener han.
Forskningsmidler til ”gruppearbejde”
For lektor Thomas Vorup-Jensen er forskningsfriheden, universitetsloven og forskningsrådenes vilkår sider af samme sag.
– Den styrkelse af ledelsen, som fulgte med universitetsloven harmonerer jo med den styring af forskningen, som i høj grad præger bevillingerne fra Det Strategiske Forskningsråd. Og forskningsfriheden kan man ikke adskille fra universiteternes økonomiske vilkår, siger Thomas Vorup-Jensen, der er lektor ved Institut for Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi.
– Konsekvensen har været, at forskerne nu er nødt til at arbejde sammen i store grupper, og det har både fordele og ulemper. Fordelen er bl.a. muligheden for en interdisciplinær tilgang til projektarbejdet. Men når så store dele af forskningsmidlerne deles ud til ”gruppearbejde” begrænser det den enkelte forskers frihed, siger Thomas Vorup-Jensen, som får 90 procent af sit driftsbudget finansieret af eksterne fonde.
– En stor del af de penge, jeg kan søge, er lagt ud i strategiske forskningsområder med meget klare anvisninger på, hvilke temaer vi kan søge penge til. Det har ramt forskningsfriheden, siger han.
Mere styring på humaniora
På Afdeling for Arkæologi har lektor Jens Andresen ikke oplevet at blive pålagt bestemte forskningsopgaver, men han efterlyser muligheder for i det hele taget at søge penge til sin forskning. Og han ser tegn på mere styring af forskningen.
– Hele systemet begynder stille og roligt at rette ind med lister over, hvilke tidsskrifter, vi skal publicere i og forskergrupper, vi skal indgå i, fordi enkeltforskere ikke har en chance for at få bevillinger. Med grupperne følger også forskerledere, og dermed kommer styringen af, hvad den enkelte forsker skal lave. Det kan på sigt få alvorlige følger på humaniora, forudser Jens Andresen.
Flertal vil sikre friheden
Flere af de forskere, CAMPUS har talt med, er i stort omfang indforstået med, at den såkaldte instruktionsbeføjelse i universitetsloven giver institutlederne mulighed for at pålægge dem opgaver. Netop den beføjelse bliver dog ofte kritiseret for at indskrænke forskningsfriheden, og et flertal i Folketinget har også tilkendegivet at ville sikre den enkelte forskers frihed til at forske i selvvalgte emner, når Folketinget til efteråret skal revidere universitetsloven. CAMPUS har ikke sporet nogen entydig holdning om behovet for den ændring.
– Vi er meget afhængige af, hvilken type institutleder, vi arbejder under, så det vil være fint at sikre den enkelte forskers frihed som en garanti mod institutledere, der ikke vil give forskerne den frihed, siger professor Erik Ernst.
Mette Skak synes, det kan være velbegrundet, at en leder beder en forsker om at inddrage en ekstra dimension i et projekt, hvis det kan dække et behov eller tilgodese en udefrakommende rekvirents interesser.
– Men jeg er ikke tryg ved den nuværende formulering af beføjelsen, som jo gør det muligt i sidste ende at fyre en forsker, der ikke lader sig diktere noget. Det er farligt, synes jeg.
Lektor Thomas Vorup-Jensen har ikke oplevet instruktionsbeføjelse som en hindring i sit arbejde, men heller ikke som en fordel.
– Som ledelsesstrukturen er tænkt i loven, er det urealistisk, at institutlederen ikke har kompetence i forhold til forskningsaktiviteterne. Det vigtigste er, at man finder en balance, hvor medarbejderne stadig har et væsentligt element af selvstændigt initiativ under ansvar overfor en aktiv ledelse, siger han.
