Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk
Når man sidder 4 mand på restauranten og skal dele regningen for 3 dagens ret, 1 pizza, 2 store fadøl og 1 Piña colada, kan det være svært nok.
Men til december sidder 191 lande til Københavns klimatopmøde og skal forsøge at dele regningen for de klimaforandringer, som nogle lande har bidraget til i 150 år, mens andre lige er begyndt. Forandringer, som rammer nogle landes økonomier, hvor det gør allermest ondt, mens andre nærmest får det nemmere – og hvor første afdrag oven i købet skal betales lige midt i en global finanskrise. Derfor bliver topmødet formentlig også ramme for nogle forhandlinger, der vil få dagligdagens dans om middagsregningen til at virke ganske triviel.
Men netop fordi forhandlingerne bliver så svære, mener flere af deltagerne på den århusianske klimakonference, Beyond Kyoto, at diskussionen om klimaregningen bliver en af de vigtigste debatter for københavner-topmødet overhovedet.
– Der kommer ingen aftale i København uden en troværdig løsning på, hvor finansieringen skal komme fra. Vi får både en regning for tilpasningen til klimaproblemerne her og nu og en regning for de løsninger, der skal til, for at det ikke bliver værre. Og begge skal betales, fastslår Gro Harlem Brundtland, som er personlig klimarepræsentant for FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon.
Kvoteprocenter kan være løsning
Sir David King er professor og leder af Smith School of Enterprise and the Environment på Oxford University, og han mener, at en af løsningerne på finansieringsproblemerne kan være, at procenter af indtægterne fra den globale handel med f.eks. CO2-kvoter bliver lagt i en særlig pulje, som målrettes især Afrikas indsats mod klimaforandringerne.
– Det er faktisk en model, der allerede blev introduceret i Kyoto-aftalen, men absolut i mindre målestok. Og hvis puljerne virkelig skal virke, skal der rigtig mange flere penge i spil.
Men der er et stort potentiale i afgifter på handlen med kvoter, for selv få procent af en potentiel global CO2-handel på måske 1000 milliarder dollars er jo absolut en slags penge, siger Sir David King.
Ulandene betaler først
Dorte Verner fra Verdensbanken er leder af et stort forskningsprojekt, der har undersøgt de samfundsmæssige konsekvenser af klimaforandringerne i Sydamerika, og på en af konferencens ses-sioner fortalte hun bl.a. om, hvordan prisen for klimaforandringerne i første omgang betales af udviklingslandene.
– Du og jeg har en uddannelse, vi kan flytte os og tilpasse os. Det er ikke alle, der kan det i de mindre udviklede lande. Derfor får det større konsekvenser for dem, når levevilkårene ændrer sig, og man kan faktisk se de første ændringer allerede i dag, siger hun.
Netop derfor mener Gro Harlem Brundtland også, at konferencer som den i Århus er så vigtige, fordi de skridt for skridt er med til at gøre befolkningerne og ikke mindst politikerne bevidste om, at vi alle sammen bliver nødt til at ændre vores økonomiske prioriteringer.
– De rigere lande skal fastholde deres bistand til resten af verden og endda øge den til det fastsatte mål på en procent af BNP, og samtidig skal vi finde en global finansieringsmodel, så ulandene ikke år for år skal finde pengene til bekæmpelse af klimaforandringer på deres egne budgetter. Det bliver en kæmpe udfordring at få 191 lande til at bevæge sig i samme retning, men det er altså vores forudsætning for succes, siger hun.
