Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk

Gro Harlem Brundtland taler med netop det overskud og den rolige sikkerhed, som kun folk med mange års erfaring fra den storpolitiske arena kan. Ingen, der har været i nærheden af den tidligere norske statsminister og nuværende personlige klimarepræsentant for FN-generalsekretær Ban Ki-moon, kan være i tvivl om, at hun mener, hvad hun siger, og siger, hvad hun mener. Heller ikke da hun i sidste uge gæstede Århus som en af hovedtalerne ved klimakonferencen Beyond Kyoto.
– Jeg er optimist – også når det gælder muligheden for at gøre noget ved vores enorme klimaproblemer. Det er simpelthen min grundholdning. Jeg er ikke naiv optimist, men hvis du sidder i en position, hvor du kan være med til at ændre verden, så skal du være optimist. Du skal tro på nytten af dine handlinger og beslutninger. Alt andet er uansvarligt, siger hun, da CAMPUS møder hende på Hotel Radisson dagen før klimakonferencen.

Vigtigt holdningsskifte
Hendes pointe er, at vi stadig har et valg. Jorden er ikke dømt til at gå under i en eskalerende klimakatastrofe, og selv med udsigten til den værste økonomiske krise i over 70 år er vi ikke uden handlemuligheder. Modige og ansvarlige statsledere, der tør træffe upopulære beslutninger, kan ændre verdens gang. Men de skal snart gøre det, og på klimatopmødet i København til december får vi et vigtigt fingerpeg om, hvorvidt de er parat til det.
– Vi får en god afløser for Kyoto-aftalen i København, vurderer optimisten Gro Harlem Brundtland.
– Der er sket et stort holdningsskifte på meget kort tid. Statsledere verden over er blevet klar over, at klimaspørgsmålet er for vigtigt til at overlade til deres klima-, miljø-, og udviklingsministre. De må selv på banen. Fra USA lyder der helt nye toner fra præsident Obama og de folk, han har sat i spidsen for klimaindsatsen. Men også fra lande som Kina, Indien og Brasilien er der kommet en bevidsthed om, at det ikke hjælper at stille sig på sidelinjen og sige, at det er de rige vestlige landes skyld. De har selv del i problemerne og må være med til at løse dem, siger Gro Harlem Brundtland.

Opfandt bæredygtighed
Hun mener ikke, man kan overdrive det holdningsskifte til klimaspørgsmål, der har bredt sig, siden hun som norsk statsminister i midten af 80’erne påtog sig opgaven at sidde i spidsen for den FN-kommission, der skulle udpege fremtidens væsentligste globale udfordringer. Kommissionens arbejde blev i 1987 til rapporten Vores fælles fremtid – bedre kendt som Brundtland-rapporten.
– Det var kontroversielt, det vi dengang satte på dagsordenen. Selv om der var masser af videnskabelige data, der pegede på, at vi allerede dengang stod over for nogle kæmpemæssige udfordringer med hensyn til klima, miljø og energi, troede de fleste, at det nok alligevel ikke kunne være så galt. I dag er der ingen, der er i tvivl om problemernes omfang. Det er den store forskel.
Brundtland-rapporten fik ikke desto mindre en betydningsfuld virkningshistorie. Den lagde således grundstenen til den første klimakonvention, der blev vedtaget i Rio de Janeiro i 1992, og flere andre anbefalinger fra Brundtland-rapporten blev siden fulgt op i Kyoto-aftalen i 1997. Men først og fremmest fik den indprentet ét bestemt begreb i vores fælles bevidsthed – bæredygtighed.

Væksten som forudsætning
– I kommissionen brugte vi meget tid på at diskutere begreber. Det var vigtigt at finde et begreb for den vækst og udvikling, vi mente, der var brug for, som kunne oversættes og give mening på mange sprog. Det endte altså med sustainability og sustainable development. Og ja, det blev virkelig et begreb, der har fået plads i sproget. På dansk siger I ”bæredygtig”; i Norge siger vi ”bærekraftig”.
– I dit forord til Vores fælles fremtid skrev du, at ”der er behov for en ny periode med økonomisk vækst – en vækst som er kraftig og samtidig socialt og miljømæssig bæredygtig.” Mener du fortsat, at økonomisk vækst er en forudsætning for bæredygtighed?
–Ja bestemt. Og det mener alle seriøse politiske forhandlere inden for klima og miljø. Det er ikke væksten i sig selv, der er problemet. Vi kan allerede nu se, hvordan vores fremtidige økonomiske vækst bl.a. skal ske ved at finde nye grønne løsninger på de problemer, som vores hidtidige midler til vækst har skabt. Og hvad skulle vi ellers sige til folk i udviklingslandene? Skulle vi sige, at de ikke kan få et bedre liv, fordi vi har fundet ud af, at økonomisk vækst og bæredygtighed er hinandens modsætninger? Jeg ser ikke noget alternativ til vores økonomiske system, siger Gro Harlem Brundtland.

Finanskrisen kan fremme klimadagsordenen
Den verdensøkonomiske nedsmeltning har sat klimadebatten i skyggen de seneste måneder, hvor politikere verden over har stået i kø for at kaste milliarder og atter milliarder af dollar, euro og kroner ind i vækstpakker, garantiordninger og nødlidende banker. Hvad de penge kunne have udrettet for klimaet og miljøet, finder vi aldrig ud af. Men hvad mener Gro Harlem Brundtland om den økonomiske krises betydning for klimaspørgsmålene. Er den en fordel eller ulempe?
– Først og fremmest må man konstatere, at omfanget af finanskrisen er skræmmende. Vi har aldrig oplevet en tilsvarende krise. Den store frygt bunder også i, at vi ikke aner, om politikerne kan afhjælpe krisen med nok så mange vækst- og hjælpepakker. Men når det er sagt, så skal vi se de unikke muligheder for omstilling, som krisen giver. Det er også det, præsident Obama har sagt så klart igen og igen. Det her er lejligheden til at stoppe op og sige til os selv, at vi har været på et forkert spor. Nu er det tiden til at gøre alt, hvad vi kan for at energieffektivisere, fremme de spirende grønne teknologier og udvikle en bæredygtig infrastruktur.
– Men alt det kræver jo penge, og penge er lige netop det, verden ikke længere har. Bankerne vil ikke give kreditter til virksomhederne, og mange nationaløkonomier kører med gigantiske budgetunderskud.
– Ja, og det er et reelt dilemma. I en situation, hvor en virksomhed trues af konkurs, er mulighederne og lysten til at bruge penge på en mere energirigtig produktion begrænset. Det siger sig selv. Men ansvaret for udviklingen hviler i sidste ende på regeringerne og politikerne. Det er deres opgave at sørge for, at virksomhederne har incitamenter til at investere i ny bæredygtig teknologi, og at de kan se en konkurrencefordel i det. Faktisk tror jeg også, at der både blandt statsledere og i industrier over hele verden er en bred erkendelse af, at når denne økonomiske krise engang er overstået, så står vi over for en ny situation, hvor man ikke længere vil være konkurrencedygtig på markedet med forældet teknologi. Jeg frygter slet ikke, at bevidstheden om klimaet og miljøet skal forsvinde midt i det økonomiske kaos. Dertil er den alt for rodfæstet. Som sagt: Jeg er optimist.