Af Gitte Bindzus Knudsen
gbk@adm.au.dk
– Hvem har givet dig lov til at tage billeder her?
En kvinde, der er en del af det kæmpe slæng, som Hollywood-instruktøren Ron Howard har med sig rundt på CERN, borer sin pegefinger ind i armen på mig, mens hun med et isnende blik nærmest suger al energien ud af mit kamera.
Jeg forklarer lettere overrasket, at jeg er fra Aarhus Universitet, og at jeg følger den fysiker, hvis arbejde danner grundlaget for både filmen og bogen Engle og Dæmoner.
Men hun er stadig ikke tryg ved, at jeg knipser løs med kameraet og forklarer, at folkene fra Sony Pictures ikke synes om, at der er en, som de ikke har godkendt, der tager billeder.
Det får den omtalte fysiker, Jeffrey Hangst fra Aarhus Universitet, og leder af forskergruppen på CERN, til at bryde ind og forklare den fingerprikkende dame, at bygningen her på CERN altså er offentlig, og at der derfor må tages alle de billeder, man har lyst til.
Som optakt til premieren på Engle og Dæmoner har Sony Pictures inviteret udvalgte journalister til mediedage på CERN. Det europæiske center for forskning i partikelfysik spiller en afgørende rolle i både bog og film, hvor videnskabsmanden Leonardo Vetra har formået at danne et kvart gram antibrint. Uden at afsløre for meget for dem, der ikke har læst bogen, kan det fortælles, at Vetra bliver slået ihjel, og antistoffet bliver stjålet. Unavngivne skurke har nemlig tænkt sig at bruge antistoffet til at sprænge hele Vatikanet i luften.
Og ligesom seancen med Ron Howard og hans gruppe af assistenter og andet godtfolk virker lidt overdrevet, er dannelsen af et kvart gram antibrint også ude på overdrevet, fortæller Jeffrey Hangst.
– I teorien er det rigtigt nok, at et kvart gram antibrint vil kunne sprænge Vatikanet i luften, men det er helt umuligt at fremstille så meget. Det handler ikke om, at man ikke er i stand til det endnu. Det er simpelthen forholdet mellem, hvor meget man skal bruge, og hvor meget antibrint, der kommer ud, som man ikke kan ændre ved. Hvis man skal fremstille et kvart gram antibrint, vil det tage mellem 20-30 milliarder år. Altså cirka fem gange så lang tid, som jorden har eksisteret, siger Jeffrey Hangst, der modsat Hollywood-folkene må siges at være stedets egentlige hovedperson.
Det var således ham og hans forskergruppe, der i 2002 for første gang dannede større mængder antibrint.
Give them the credit they deserve
At han er en af de forskere på CERN, der kommer tættest på at være virkelighedens Leonardo Vetra, lader dog ikke til at have den store indflydelse på Hollywood-slænget. De er der primært for at sikre, at alle gør, hvad de skal, når Ron Howard bliver interviewet til diverse amerikanske tv-kanaler. For dem er CERN nok mest en udbyder af lokaler, hvor der tilfældigvis også findes virkelige forskere og fancy maskiner.
Mens vi har parlamenteret frem og tilbage, om der må tages billeder eller ej, er Ron Howard efterhånden klar til at blive interviewet. En kvinde har lige duppet det sidste pudder i ansigtet på ham og børstet hans mørke jakke fri for ikke-akkrediterede nullermænd.
Den berømte Hollywood-instruktør med film som Apollo 13 og A Beautiful Mind på CV’et er i dagens anledning iført en CERN-kasket og er nu strategisk placeret foran skiltet med ALPHA-logoet klar til optagelse.
ALPHA er navnet på det projekt, som efterfulgte det succesfulde projekt ATHENA, der med Jeffrey Hangst i spidsen dannede antibrint i 2002. Mens ATHENA gik ud på at danne antibrint, går ALPHA ud på at fange det, så man kan studere det. Indtil nu har det været umuligt, da antistof tilintetgøres, lige så snart det kommer i kontakt med almindeligt stof, som er overalt. I bogen og filmen har man dog ”løst” det problem, og her kan man fragte antistof rundt i verden.
Som amerikaner, der er opvokset med Ron Howard på tv, er det alligevel noget særligt for Jeffrey Hangst at have besøg af den Oscarvindende instruktør. Derfor vil han gerne have et billede med instruktøren og sin forskergruppe. Det får dog igen ansigtsudtrykket hos den førnævnte dame til at blive stramt, for det mener hun bestemt ikke, der kan gives lov til.
– Give them the credit they deserve, they are the real workers here, er Jeffrey Hangsts kommentar til det, og det ender også med, at gruppen får sit billede – især fordi Ron Howard hellere end gerne stiller op og i det hele taget gerne vil bruge mere tid sammen med gruppen.
En af dem, der kommer med på billedet, er danske Gorm Bruun Andresen, der er ph.d.-studerende på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet. Som en af de få har han fået en unik mulighed for at tage sin ph.d. i fysikkens højborg midt blandt de sneklædte bjerge på grænsen mellem Schweiz og Frankrig.
Vil hellere vinde Nobels fredspris
Gorm Bruun Andresen fik første gang chancen for at komme til CERN, da han søgte om at blive sommerstuderende i 2005. Først fik han afslag, men en personlig forespørgsel hos Jeffrey Hangst skaffede ham en sommerferie i et laboratorium mere end 1400 kilometer syd for Århus.
– Mange af mine medstuderende syntes selvfølgelig, at det var en stor mulighed. CERN har et godt ry som et spændende sted, hvor der sker meget. Her kan man opleve fysik på en helt anden skala, og der er nok ingen lande ud over USA, der har faciliteter som dem her på CERN, og det åbner for en masse muligheder. Specielt i Danmark kan man slet ikke lave de forsøg, vi laver her. Der er der ikke noget, der bare når CERN til sokkeholderne, lyder det fra den 27-årige ph.d.-studerende fra ALPHA-laboratoriet.
Laboratoriet er i dag ret øde bortset fra en gruppe japanske journalister, der trisser rundt udenfor. Som alle de andre besøgende journalister, vil de også møde virkelighedens antistof-fysikere.
Når man betragter den unge forsker, er det nok ikke ligefrem ordene ”gal videnskabsmand”, der springer frem først. For det første bærer Gorm Bruun Andresen ingen briller. En hvid kittel er der heller ingen af, og de lange røde lokker, der når helt ned midt på ryggen, stritter ikke ligesom Einsteins hår i alle retninger, men kontrolleres af en elastik i nakken.
Spørger man ham, hvad han gerne vil vinde en Nobelpris for – for det må da være enhver ung forskers drøm – lyder svaret overraskende, at han egentlig hellere vil vinde Nobels fredspris end den tilsvarende i fysik.
– Der er mere ære i at vinde fredsprisen, og et eller andet sted er fred nok også lidt bedre end fysik, lyder hans begrundelse.
At det alligevel er fysikken, der er blevet hans levevej, skyldes, at han i sidste øjeblik valgte stjernerne fra.
– Jeg har altid rigtig godt kunne lide astronomi og at kigge på stjerner, så jeg var i tvivl, om jeg skulle læse fysik eller astronomi, men jeg besluttede mig for, at stjernerne var så flotte og spændende i sig selv, at jeg ikke gad lære mere om dem. De skulle bare blive ved med at være, som de var. Fysik begyndte også som en spændende hobby, men det er blevet et arbejde. Det skulle stjernerne ikke være. De skulle forblive magiske, siger han.
Hollywoods hurlumhej-hus
Stjerner er der nok af på CERN i disse dage. Ikke dem, der ses på himlen, men dem, som ifølge Sony-folkene når helt derop.
Som hovedrolleindehaver i Engle og Dæmoner er skuespilleren Tom Hanks også til stede på CERN denne formiddag, og han er programsat til at deltage i et pressemøde kl. 11 i en af de mange industrielle haller på CERN. Med flere sikkerhedsvagter omkring sig marcherer han hurtigt gennem hallen forbi journalister, Sony-ansatte i reklame-T-shirts og de mange magnetiske rør, som egentlig plejer at kunne stå i fred i den store hal.
Selv om området stadig burde være åbent for alle – især stedets forskere – lader det ikke til at være tilfældet. Sammen med Jeffrey Hangst er jeg taget ned for at få et glimt af verdensstjernen, som de fleste kender som Forrest Gump.
Den nysgerrige fysiker finder dog hurtigt de magnetiske rør, som er en del af CERN’s nye kæmpemaskine, LHC, mere interessante end at høre på Tom Hanks. Jeffrey Hangst vil nemlig gerne finde ud af, hvordan den egentlig sprang i luften få dage efter, man havde startet den i september sidste år. Derfor ender jeg med at stå alene tilbage og snuppe min del af oplevelsen ved at være midt i Hollywoods hurlumhej-hus.
For det er som et hurlumhej-hus at være her. Det, man ser, er ofte en illusion, og man kan det ene øjeblik stå helt sikkert på begge ben og så pludselig miste balancen, som fik nogen gulvet til at gynge.
Det sker også her, da en af pressemedarbejderne kommer hen og spørger, hvad jeg egentlig laver her.
Jeg forklarer, at jeg er inviteret herned af Jeffrey Hangst og gentager også over for denne dame, at han er den, der i virkeligheden står bag produktionen af antistof. Dét, der jo er hele kernen i Engle og Dæmoner.
Men igen lader denne salgstale ikke til at virke. Jeg forsøger derfor at lokalisere min medfølgende forsker, så han kan forklare situationen. Hans forklaring hjælper dog heller ikke, og vi ender med at lade de magnetiske rør være alene med superstjernerne igen.
– Jeg synes, denne behandling er for dårlig. De glemmer, hvem der er de vigtigste i dette arbejde, og det frustrerer mig, siger Jeffrey Hangst.
Selv om filmen og bogen har betydet større omtale for CERN og større kendskab blandt en stor del af befolkningen, er det ikke alle, der er lige tilfredse med Hollywood-effekten. Gladest er nok presseafdelingen, der også på CERN’s hjemmeside linker stedet med bestselleren. Mindst er nok forskerne, der hellere vil på forsiden af New York Times for deres forskningsresultater, som det var tilfældet i 2002.
Hvad Jeffrey Hangst mener om hele affæren er ikke til at tage fejl af:
– I’m done with Hollywood.
