Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk
Selv i disse interdisciplinære og tværvidenskabelige tider hører det alligevel til sjældenhederne, at fag som teologi og urologi (studiet af urinveje og sygdomme i (mandlige) kønsorganer) finder et fælles undersøgelsesobjekt. Men det objekt er nu fundet i form af Jesu forhud.
”The Circumcision of Jesus Christ” hedder en artikel i Journal of Urology, vol. 178, juli 2007. Artiklens ledende forfatter Johan J. Mattelear er specialist i urologiens historie og tidligere professor i psykiatri ved University of British Columbia i Canada. Sin forstand på menneskets nedre regioner har han bl.a. dokumenteret i den videnskabelige bestseller The Phallus in Art and Culture. Men nu er Jesu fallos som bekendt ikke en hvilken som helst fallos, så i forbindelse med sin undersøgelse af Jesu omskæring og den hellige hudlaps efterliv i bøger, malerier, skulpturer, musik og teologiske stridigheder har Mattelear allieret sig med kollegerne Robert Schipper og Sakti Das.
Messe for omskæringen
Det er ikke så lidt, de tre herrer har fundet ud af. I artiklen undrer de sig over, at mange ikke-omskårne kristne kunstnere gennem mange hundrede år har viet så meget arbejdsenergi til at skildre omskæringen på malerier og i form af skulpturer. Alene i Belgien (Mattelear er oprindeligt belgier) har de tre forskere fundet 54 kunstneriske værker i kirker, museer og offentlige bygninger, der relaterer sig til Jesu omskæring. Inden for den græske og russisk-ortodokse kirke er der endnu flere henvisninger til begivenheden, noterer forfatterne.
Musikerne har vist mere behersket interesse end malerne og skulptørerne, men der findes dog mindst ét værk, nemlig Jan Dismas Zelenka af Dresdens Missa Circumcisionis Domini Nostri Jesu Christi (Messe for omskæringen af Vor Herre Jesus Kristus) fra det herrens år 1728.
Englænderne stjal den
Kirker, museer, korsfarere og konger har i tidens løb efterstræbt Jesu forhud. Den lærde dominikanermunk A.V. Müller kunne i sit studie af emnet tilbage i 1907 dokumentere mindst 13 lokaliteter, der hævder at have opbevaret den originale forhud i løbet af de sidste 2000 år. Mattelear og co. kan dog udvide listen til hele 21 lokaliteter – først og fremmest kirker i middelalderen.
Artiklen fortæller også om de voldsomme begivenheder omkring 1422, hvor Kong Henry 5. stjal forhuden fra franskmændene. Ved hjælp af list og dristighed lykkedes det dog de franske munke fra Chartres at tilbageerobre forhuden, som Pave Clement VII nogle år forinden havde identificeret som den ægte blandt flere uægte, der var i omløb.
Lappen på tungen
Også flere skriftkloge – specielt kvinder – har i årenes løb viet deres liv til studiet af Jesu forhud. St. Catherine af Siena (1347-1380) siges at have båret Jesu forhud som en ring som symbol på sit ”ægteskab” med Guds søn. Den østrigske nonne Agnes Blannbekin helligede sig ifølge Mattelear og co.’s artikel helt og holdent Jesu forhud. I artiklen hedder det: ”Hun var så besat af det blodtab og den smerte, som frelseren havde lidt under omskæringen. Ved en bestemt lejlighed, hvor hun grædende tænkte på Jesu lidelser, følte hun pludselig forhuden på sin tunge.”
I løbet af det 18. århundrede aftog især den katolske kirkes interesse for religiøse relikvier – herunder forhuder – og i 1900 udtalte Vatikanet, at forhuder opfordrer til ”uærbødig nysgerrighed”. Den angiveligt originale forhud blev dog indtil 1983 opbevaret i en kirke i byen Calcata nord for Rom, hvor den imidlertid forsvandt under et indbrud, som mange den dag i dag mener, at selveste Vatikanet stod bag. Så nu venter vi med andre ord bare på, at Dan Brown og Steven Spielberg går sammen og udnytter det spændende historiske materiale til blockbusteren: Indiana Jones meets Robert Langdon in the Quest for the Holy Foreskin.
