Af Gitte Bindzus Knudsen
gbk@adm.au.dk
– Når jeg er død, så er jeg død. Så er jeg jo vitterligt bare et legeme, og hvis det kan bruges til noget og oven i købet til noget væsentligt, er jeg da lykkelig.
Ordene kommer fra 59-årige Wiebeke Kjær. Hun sidder i sofaen og stirrer frem for sig, mens de tynde fingre knuger om servietten. Hendes trøje hænger løst på den afmagrede krop, den moderigtige paryk omkranser sammen med brillerne hendes ansigt, og selv om kræften har overtaget det meste af hendes krop, lyser livet stadig ud af hendes blå øjne.
Wiebeke Kjær har valgt at donere sin krop til videnskaben, og der er nok ikke længe til, at lægerne på Anatomisk Institut kan tage imod hendes legeme. For kun halvandet år siden fik hun konstateret en kritisk, uhelbredelig og ondartet kræftsygdom, men alligevel er der ikke meget ondt, der kommer ud af hendes mund.
– Jeg føler mig virkelig meget, meget godt behandlet. Jeg har bestemt ikke noget at klage over. Det er bare i småtingsafdelingen, fortæller hun og forklarer sin begrundelse for donationen.
– Jeg vil gerne gøre gengæld for, hvad der er blevet gjort for mig. På sygehuset har jeg fået en fantastisk god behandling, og jeg har fået omsorg og opbakning og alle de undersøgelser, der har været nødvendige. Det er jeg så taknemmelig for, og hvis man så kan bruge min krop til at finde ud af, hvad der var galt med den, og derigennem hjælpe andre kræftsyge, vil det give mening og være en stor hjælp.
Uhelbredelig sygdom
I september 2007 stod Wiebeke Kjær en dag og vaskede hænder på arbejdet. Hun kiggede sig selv i spejlet og opdagede pludselig en hævelse på halsen. Efter at have talt med en kollega blev hun hurtigt klar over, at hun skulle tage til læge med det samme. Ugen efter opdagede hun også en stor knude i brystet.
– Efter at min egen læge også havde undersøgt knuden i brystet, sagde han, at vi skulle have mig ind til en undersøgelse samme dag. Det kan man selvfølgelig ikke, men jeg var heldig at have en sundhedssikring, så jeg kom til undersøgelse på Privathospitalet Mølholm allerede tre dage efter, og her fortalte de, at det var slemt. Ud over knuden på halsen havde jeg den i brystet, som var rigtig stor, samt flere syge lymfeknuder i armhulen og andre steder i kroppen.
Efter at både hendes egen læge, lægen fra Mølholm og Wiebeke Kjær selv havde presset på for yderligere undersøgelse på onkologisk afdeling på Århus Sygehus, kom hun hurtigt til. Hun begyndte i oktober på den første af 13 kemobehandlinger, men efter den 12. behandling kunne man dog konstatere, at kemoen ikke havde den tilsigtede virkning. Ved flere af indlæggelserne blev det desuden konstateret, at hun også havde pådraget sig en slem form for virus, som lægerne ikke senere har kunnet identificere.
Efter den negative 12. behandling påbegyndte hun derfor en anden slags kemobehandling, men heller ikke den hjalp, og i stedet spredte kræften sig med en styrke, som når ukrudt bryder gennem asfalten.
– Hver gang jeg startede en ny behandling, blev jeg rigtig syg. Jeg kunne se og mærke på min krop, at jeg efterhånden ikke kunne klare mere, og at den var alt for belastet af alle de behandlinger og følgevirkninger, som jeg havde været igennem. Men så sagde lægerne, at der var en tredje mulighed, og det var kemo i tabletform. Den prøvede jeg så, men efter halvanden dags behandling blev jeg hundesyg igen og blev indlagt. Jeg fik igen konstateret en form for infektion – eller det vil sige, at mine blodprøver viste, at jeg burde have en slem infektion i kroppen, men den var der bare ikke. Jeg havde feber og ekstremt høje infektionstal, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad det skyldtes. På det tidspunkt sagde jeg, at jeg havde fået nok.
En ny læge fik dog overtalt hende til at prøve en sidste form for behandling, men da den heller ikke virkede, men i stedet førte til endnu en indlæggelse i næsten to måneder, blev lægen og Wiebeke Kjær enige om, at de havde prøvet alt, og at der ikke var mere at gøre.
– Jeg fik allerede fra starten fortalt, at jeg havde en uhelbredelig kræftsygdom, og at den var kritisk. Men jeg har en evne, der gør, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at det kan jo være, de tager fejl. Det er ikke, fordi jeg fortrænger alvoren, for jeg er fuldstændig med på, hvad lægen siger til mig. Og som jeg har det nu, ved jeg inderst inde, at nej, de tager ikke fejl, men det kunne være sjovt, hvis jeg kunne narre dem, smiler hun og tager en bid af sin småkage, mens hun kigger ud på solskinnet udenfor, så den blå himmel spejler sig i hendes brilleglas.
Ved siden af hende står en hospitalsseng, som hun nu bruger i stedet for sin egen inde i soveværelset. Egentlig ville hun ikke have, at den skulle ødelægge indretningen i stuen, men til sidst fik den alligevel lov til at få lejlighedens bedste plads. Her kan hun ligge og kigge ud på lyset, himlen og det spirende forår, som hun måske ser for sidste gang.
Døden er naturlig
Alt omkring sin død har hun allerede planlagt, for som hun siger:
– Lige så vel som man har et ansvar for sit eget liv, har man også et ansvar for sin død og dem, man forlader. Men jeg skal nok ikke sige ”man”, for så generaliserer jeg, og det er mig, der har et ansvar. Derfor må jeg tage hånd om, hvad jeg vil med hensyn til min død.
Tidsskemaet er samtidig stramt, når hun har valgt at donere sit legeme til videnskaben. Det har betydet, at det hele skal planlægges ekstra nøje, da familien nu kun har 24 timer med hende, efter at døden er indtrådt, inden hendes legeme skal overgives til universitetet.
– Det med restriktionerne omkring de 24 timer kom lidt bag på mig, så jeg var nødt til at få en snak med mine drenge og min mand om, hvad de ville sige til, at jeg gjorde det. Jeg ville meget gerne have, at de var med i det, og at de havde en forståelse for mit valg. Hvis de følte, at det var forkert, eller at de ikke kunne se det som en værdig afsked, skulle de give mig helt klar besked. Der måtte ikke være nogen tvivl mellem os eller noget, der var usagt. Det er det alt for vigtigt til, fortæller hun og forklarer, at en af hendes sønner nærmest så stresset ud ved tanken om, at der kun måtte gå 24 timer.
Derfor har Wiebeke Kjær også alt på plads og er ved at udarbejde en prioriteret liste over, hvem der skal ringes til, når det sker. Den vil hun gennemgå med sin familie.
For hende er døden naturlig at tale om, og det har den været, lige siden hun som ung drøftede død og begravelse med sin søster, herunder at hun ville begraves i de ukendtes grav. Hun ved dog godt, at ikke alle kan tale om døden på samme måde.
– Jeg har muligvis et anderledes syn på døden end de fleste. Derfor skal jeg også passe på, når jeg taler med andre om emnet, for jeg ved, at mange har svært ved det og faktisk helst ikke vil tale om det. For mig hænger døden sammen med livet, og selv om jeg selvfølgelig kan blive frygtelig ulykkelig, når jeg tænker på, hvad jeg ikke kommer til at opleve, har jeg ikke frygten for at dø. Jeg kunne vælge at blive bange og se på døden som noget uhyggeligt, men i stedet vender jeg det til, at der måske er noget spændende på den anden side.
Havde misforstået organdonation
Da Wiebeke Kjær blev donor, skete det egentlig lidt ved en tilfældighed. Lige siden 1970’erne har hun været organdonor, og det drøftede hun for nylig med en sygeplejerske under en af sine indlæggelser.
– Jeg fortalte hende, at det nok var lidt latterligt, at jeg stadig er organdonor, for mine organer kan formentlig ikke bruges til noget, når jeg har kræft. Jeg håbede dog, at de så i stedet kunne bruge mig til at skære i. Men til det sagde sygeplejersken, at det kunne de ikke, for det var to forskellige ordninger, og hvis jeg ville donere min krop til videnskaben, skulle jeg tilmeldes et andet sted. Det var jeg ikke klar over.
Wiebeke Kjær retter på en af puderne, som hun har i ryggen, og masserer let sin nakke. Fysisk har sygdommen taget meget hårdt på hende, og selv et bad om morgenen kan gøre hende helt udmattet.
– Jeg kan bare mærke, at det går nedad og nedad. Når jeg vågner om morgenen, føler jeg først, at jeg har fået det bedre, men når jeg så begynder at lave ganske små ting, kan jeg mærke, hvor hårdt det er. Jeg har ingen kræfter eller energi.
Psykisk har sygdommen selvfølgelig også påvirket hende, og især det at få styr på alting, inden hun skal herfra, har fyldt meget.
– Der er så mange ting, der går op for en, som man skal have styr på, og ting, man skal have sagt til sine nærmeste pårørende. Og det tænker jeg da meget på. Jeg tænker i det hele taget rigtig meget. Vender og drejer ting, analyserer dem og prøver at få styr på en masse tanker. Mit sygdomsforløb har gjort, at jeg har fået øjnene op for at nyde det liv, jeg har og har haft, og være taknemmelig for min families, samt gode kolleger og venners enorme opbakning. Det er noget, som er så værdifuldt, og som jeg ikke på samme måde har forstået at modtage før. I hverdagen går det så stærkt, men nu har jeg haft tid til at ligge og fundere over tingene, og det er da positivt.
Vil fejre sin 60-års fødselsdag
Normalt når man taler om sygdom og død, hører man ikke ord som positiv, taknemmelig og spændende, men de strømmer alle ud af munden på Wiebeke Kjær, som hun fortæller sin historie.
Hun er ikke bange, men hun har heller ikke givet op endnu.
– Jeg giver ikke op, for jeg vil nå at holde min 60-års fødselsdag den 9. april.
Hun læner sig frem i sofaen, og med et smil fortæller hun om den store dag.
– Jeg har arrangeret en kæmpefest og inviteret alle de mennesker, der har støttet mig og været om mig, og som jeg har sat stor pris på gennem årene. Det er så stort for mig, og jeg glæder mig helt vildt. Men jeg er simpelthen så nervøs for, at jeg ikke kommer til at opleve den. Jeg tror dog på, at jeg nok skal klare det, og jeg har planlagt, hvordan jeg vil hvile mig inden festen. Lægerne vil også hjælpe mig, og der, hvor vi skal holde fest, kan jeg låne en sofa, hvis jeg bliver træt. Jeg får så meget opbakning, alle mennesker er så søde ved mig, og jeg er simpelthen så privilegeret. Så det ville da være forfærdelig synd for de mennesker at udsætte dem for, at jeg slet ikke kommer.
I mange år han antallet af personer, der donerer deres legeme til Anatomisk Institut på Aarhus Universitet, ligget fast omkring 100 om året, og det har passet fint med, hvad instituttet har haft behov for.
I løbet af de seneste to år er antallet dog steget til mellem 150 og 200 om året, og alene i de første tre måneder af 2009 er antallet oppe på 80.
– Vi er selvfølgelig meget taknemmelige over de donationer, vi får, og vi er positivt overraskede over den stigning, vi har oplevet. Det betyder, at vi kan opretholde et ordentligt niveau i undervisningen, især nu, hvor antallet af studerende øges, siger Peter Holm-Nielsen, der er lektor, patolog og overordnet ansvarlig for donationsordningen på universitetet.
Han kan ikke forklare, hvorfor stigningen er kommet, men han gætter på, at det har noget at gøre med den øgede bevågenhed især på organdonation, hvor en kampagne sidste år opfordrede folk til at tage stilling til dette.
– De fleste vil bare gerne gøre gavn og hjælpe, før de forsvinder helt. For nogle med specielle sygdomme kan der også være et ønske om, at man vil hjælpe videnskaben, siger Peter Holm-Nielsen.
