Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk
– Al ægte litteratur handler i bund og grund om døden i den forstand, at den handler om livet, der vil ophøre. Det specielle hos de tidligere modernister, som f.eks. James Joyce og Tom Kristensen, er, at de er så ekstremt optaget af døden som tema. Jeg leverer ikke noget endegyldigt svar på hvorfor, men prøver i stedet at vise, hvordan livets afslutning optræder i forskellige hovedværker i perioden.
Lektor Steen Klitgaard Povlsen på Humanioras Afdeling for Litteraturhistorie har ikke rigtig nogen forklaring på, hvorfor han i sin tid gik i gang med bogen Dødens værk. Mest af alt var det, fordi han kunne se nogle relevante sammenhænge mellem forskellige forfattere på tværs af perioden.
Han havde bemærket, at en række af modernisterne simpelt hen var det, han selv kalder ”dødsbesatte”.
– Jeg tror ikke, det er et tilfælde, at modernisternes dødsoptagethed kom i perioden lige efter Freud og Nietzsche. Noget – Gud, den kristne kultur – var forsvundet sammen med sjælen som forklaring på livets afslutning, og det skulle så erstattes af noget andet. Samtidig blev psyken beskrevet, og Freud selv afviste tanken om endelig heling og soning. Alt det gav et hul, som forfatterne så afsøgte, forklarer han.
Den tilfældige død
Steen Klitgaard Povlsen nævner bl.a. den engelske forfatter Virginia Woolf, hvis centrale værker altid er fortalt ud fra eller hen imod en afgørende persons død. Samtidig er døden i hendes værker aldrig meningsfyldt. Hovedpersonerne ofrer sig ikke for andre eller falder i krig for det fælles bedste. I stedet falder de tilfældigt af en hest under en poloturnering.
– Døden hos modernisterne giver ingen forløsning, forklaring eller mening. I stedet er det bare noget, der sker. Døden er samtidig individuel, og den måde, vi dør på, er i høj grad bestemmende for, hvordan vores liv skal beskrives, på trods af tilfældigheden, siger han.
Hermed adskiller modernisternes dødsbeskrivelser, ifølge Steen Klitgaard Povlsen, sig også fra f.eks. den samtidige krigslitteratur eller den mere politiske litteratur, hvor døden i højere grad har en mening eller en baggrund.
En umulig opgave
Lektoren forklarer, at modernisterne angriber problemerne med at skildre døden som både et formmæssigt og et indholdsmæssigt problem – og begge problemer kunne være forholdsvis uoverstigelige for forfatterne.
– Flere af de store hovedværker fra perioden er ufuldstændige og slutter uden nogen egentlig slutning. Enten fordi forfatterne ikke magtede at færdiggøre beskrivelsen af det ubeskrivelige eller også som bevidst stilistisk kneb. Og for f.eks. Virginia Woolf betød hvert færdiggjort værk, at hun løb ind i en ny depression. Når man ser på hendes sene forfatterskab, er det, som om hun næsten skriver sig ind i døden, og til sidst fyldte hun da også lommerne med sten og druknede sig i floden, konstaterer Steen Klitgaard Povlsen.
– Forfatterne stillede sig selv den opgave at imitere døden. De ville give døden et eget udtryk og ikke bare nøjes med en plat, simpel beskrivelse: ”Så døde han.” Døden skulle ses i formen, rytmen og fortællestilen, og det gav dem selvfølgelig store problemer. For døden er den eneste ting, hvor man som skrivende ikke kan trække på selvoplevelser. Derfor stritter datidens dødsskildringer også i så mange forskellige retninger. Fordi det i bund og grund er en umulig opgave, siger han.
Dødens Værk – fem kapitler om døden i moderne litteratur, litteraturteori og psykoanalyse. Aarhus Universitetsforlag.
