Aarhus Universitets segl

Stor stigning i kvote 2-ansøgere

I årets kvote 2-ansøgningsrunde har Aarhus Universitet oplevet en markant stigning i antallet af ansøgere, der har universitetet som førsteprioritet


Af Kristian Serge Skov-Larsen
ksl@adm.au.dk

Blandt universitetets 7804 kvote 2-ansøgninger har de 3191 af ansøgerne en uddannelse på Aarhus Universitet øverst på ønskelisten. Sidste år var tallet 2229, og det svarer til en fremgang i år på 40 procent.
Stort set alle universiteter har ligesom Aarhus Universitet fået flere førsteprioritetsansøgninger i kvote 2 i år. Den gennemsnitlige stigning på landsplan er 23 procent. Med de 40 procent er Aarhus Universitet det danske universitet, der har haft langt den største fremgang.
– Det er vi glade for, og vi tillader os at fortolke det sådan, at vi tilbyder nogle gode uddannelser og har et attraktivt studiemiljø. Og så siger det sandsynligvis også noget om, at Århus af de kommende studerende opfattes som en spændende studieby, siger studiechef Eva Teilmann.

Et fingerpeg
Det er ca. 10 procent af en universitetsårgang, der optages igennem kvote 2. Den 5. juli er der deadline for kvote 1-runden, og derefter kan Aarhus Universitet og de øvrige universiteter gøre ansøgningstallet endeligt op.
– Vi tager det øgede antal kvote 2-ansøgere som et fingerpeg om, at der vil ske en stigning i det samlede antal af studerende til universiteterne, men vi er selvfølgelig spændte på, om det også rent faktisk sker, fordi alle universiteter sidste år oplevede et fald, siger Eva Teilmann.
Aarhus Universitet havde sidste år et fald på kun syv procent i det samlede antal ansøgere, hvor universiteterne i gennemsnit oplevede et fald på ca. 11 procent. Det store fald i 2008 skal dog ses i forhold til et rekordstort optag i 2007. Desuden spillede det ind, at fagkravene til optaget i 2008 blev skærpet, og at der i Danmark generelt var meget gode beskæftigelsesmuligheder.

Studerende skal fastholdes
Med de positive kvote 2-tal for førsteprioritetsansøgninger bliver den næste udfordring at fastholde de studerende. Et er at tiltrække de studerende, noget andet er at sikre, at de gør deres uddannelse færdig.
– Det er en udfordring for alle universiteter, og på Aarhus Universitet er vi meget opmærksomme på at mindske frafald, så vi vil fortsætte vores indsats i forhold til at sikre et godt studiemiljø og en høj kvalitet i uddannelserne, så de studerende er glade for at gå her, siger Eva Teilmann.